Maria og Helten. Fuldt manuskript. 2026

  M a r i a 

         og 

 H e l t e n

Fuldt

Manuskript

2026

 

Af Otto Bang Carlsen og  Anders Erik Jessen og Benny Moesgaard, Perle Moltved,

Se de to film,  foreløbige dokumentarer, -lavet  med forhåndenværende midler

                                                                  (titel-links til youtube:)

M a r i a   o g   k n æ g t e n 8 år. I Månehusets Have.

Samt:

Maria og Helten fra Norge (Hirtshals)

Kontakt vort band  Odder von Clodder med Tordenskjold og de Modige Fugle                              Forfatterne:    tlf 24488819         www.odderogtordenskjold.blogspot.com      ottocarlsen@hotmail.com

Ved udgivelsen

Maria og Helten  

Fuldt

Manuskript

2026

---------------------------------------------------------

Ønsket om

En historisk sand film

Vi vil have sandheden frem, helst i en storfilm, hvad gjorde Tordenskjold? 

Måske i en ramme som ”Maria og Helten. Med nutids-mennesker der søger mod ved at genkalde sig fortidens erfaring. I hverdagen i dag.

Den mand. Det er overraskende. Før et stort slag tog han sig tid til -på havet- at samle sine skibe til gudstjeneste og nadver. Ingen udover 1800-tallets kommandør Garde har fundet dét værd at notere. Den sandere Tordenskjold. En sand film må vise dette. (Se vores særlige bogtrykte sanghæfte/manuskript til stykkets første del, som har fulgt os på utallige lejrbål. - -

På Youtube kan man se tre film om forarbejdet. Det er foreløbige dokumentarer:

Der er tre film.

Andy Rutter har lavet en sigende lille  film  ”Odder von Clodder med Tordenskjold - Rehearsal” på youtube, fra vores arbejde -onsdag efter onsdag -år efter år -siden 2020,  i vores øvelokale i von Clodders tidligere Aalborg-bolig.

Filmen ”Sange til Maria og Knægten 8 år. I Månehusets Have 2021 og øen Egholm”, viser arbejdets start og den første ”gestaltning”:  Så kommer nemlig til fødselsdagsgilde, og får for-historien, det unge par, Maria og hendes mand og altså deres første barn.).

Filmen ”Maria og Helten fra Norge” ligger også på youtube og er endnu mere righoldig i billeder og varer over en time, og filmens lydside er fra premieren i storm og sol og sandflugt i Hirtshals.

Alt dette er lavet med forhåndenværende midler. Det er ikke andet.

Noget helt andet er historien som sådan. At forløse det filmisk kræver bredere skuldreaf filmfolk.

Eksempelvis:

-Om tvilling-rigernes historie, Danmark og Norge, frem til ”Den Glemte Konge”, (se bogen af samme titel) -det hele skal med. Altså også bruddet mellem landene, ikke bare bruddet mellem hovedpersonerne.  ”Maria og Helten fra Norge” er historien om en familie der gik fra hinanden og et land der gik fra hinanden, men det endte vist lykk…???

-Eller: Hvad er en helt og hvad er et pjok, og skal der heltemod til kærlighed?

---------------

Der findes et ”Baggrundshæfte til Maria og Helten” med større udtog fra kilder, også omfattende uddrag fra Garde, mere om det amerikanske, mv. men de fleste kilder er allerede omtalt i selve manuskriptet her, for udførlighedens skyld.

Derved opstår dette manuskript. Derved bliver det langt og omstændeligt, ganske i Morten Korch-stil, og det er helt bevidst. Han fik tretten historiske film.  Der går ingen kongevej til en mere sand historie, når det skal være. Der er bare vigtige stier. Det ved vi. I starten må man ofte savne spor. Til sidst savner man ikke spor.  

Men stykket nu, hvad er en helt og hvad er et pjok? Som er selve sagen her: ”Maria og Helten”.

Kærlighed kræver måske heltemod når den er ægte? Kærligheds-historien om Maria og hendes mand, ulykken på boreplatformen hvor mandens barndomskammerat nordmanden Kim redder de andre og betaler med sit liv -bliver til historien fortalt om norske  Peder Wessel -som kongen navngav Tordenskjold. Han var allerede kendt. Folk vidste dengang 100 gange mere om ham end de gør i dag, hvor han ellers har en gade i hver by,

-en Tordenskjoldsgade.

Han havde mod -ja, men hvordan kæmpede han og vandt 9 store sejre?

Sagen er: -dengang havde man allerede sangene. Han var allerede en historisk person mens han levede, en levende fortæller, højt elsket.  Aviserne fyldt med stof om ham. 600 breve ligger der fra hans egen hånd. Militære indberetninger fra Holmens flåde-arkiv hvis kommandør beretter slagenes detaljer.

Man har haft travlt med at gøre ham til brushals, pralhals. Vor hovedkilde er imidlertid selveste kommandør Garde, hvis værk udkom 1852 og bygger på indberetningerne selv. ’

 

Et (ubrugt) alternativ var der.

Den eneste konkurrent i Danmarkshistorien, der i heltemod kunne have fristet Marias mand til et andet udgangspunkt for sin hyldesthistorie til sin redningsmand Kim var Valdemar Atterdag,

- hvor det uvurderlige og helt oversete værk ”The Third King”

 

 

foreligger som et well-researched arbejde af den store amerikanske historiske forfatter Fletcher Pratt

Der ligger en film i dette store billede af vores land, idet denne bog om 1300-tallet kommer tættere på vor konge, den tredje af valdemarerne,

Valdemar Den Store,

 Valdemar Sejr

og altså

Valdemar Atterdag.

 

Vi har allerede fået filmen om hans datter Margrete d. 1.

-men hun stod på skuldrene af sin far. Dette vises tilfulde af dette oversete amerikanske mesterværk, som faktisk tildeler den danske kong Valdemar Atterdag at afgøre  en storpolitisk rolle for de senere tider.

 

Intro - Dansk

​Maria og Helten er et omfattende, bevidst åbent historisk syngespil og en familiesaga, der blander teatermanuskript, sanghæfte, fortælling, forskningsnoter og kommentarer til den film eller tv-serie, værket måske kan blive til. Historien fortælles ikke kronologisk. Tværtimod varsler manuskriptet, at det vigtigste og seneste kommer først, mens begyndelser, forklaringer og sange kan dukke op langt senere. Den gennemgående ramme er et lejrbål – ofte plejehjemmets grill – hvor den aldrende spillemand Lars, der som regel kaldes Marias mand eller Odder, mødes med sin gamle ven Tordenskjold. Vennen har opholdt sig hos cherokeserne, kalder sig Hvide Ørn og optræder som “indianeren”. Sammen genopfører, diskuterer og omskriver de familiehistorien. Den excentriske præst eller biskop fra Den Tilsandede Kirke blander sig som fortæller, ceremonimester og komisk kommentator. Det folkelige lejrbålsteater kan derfor rumme både alvorlig historieskrivning, teologiske overvejelser, øl, afbrydelser, ordspil og direkte invitationer til publikum om at synge med. CD-hæftet kaster lys over det .

Fra hæftet til CD: Maria og Helten:  (med 24 sange) 

Lejrbålet hvor Maria gjorde sig sine egne tanker.

                Da Maria flyttede over til ham var der jo ikke lagt op til alt det.

Deres tre børn, hendes borgmesterpost, alt det familie-tam-tam.

-Og så bruddet

-Efter ulykken på boreplatformen tog han på turné.

Måske var det derfor hun skred?

Alt det heltevæsen. OK… Kim døde jo men reddede de andre.

 

Men alligevel. Men det var jo først senere hun fik at vide hvordan det gik til.

I virkeligheden, altså.

Men så til og med at tage til USA!.. I det mindste fik hun dem hjem til knægtens bryllup.  Og samlet alle sangene. De fejler jo ikke noget. De udgives her.

(Bare sangene om de amerikanske helte også havde været her. Ikke bare indianer-salmerne der godtnok er med her. Dém havde hun da. Men dém han gik og aldrig blev færdig med..I det såkaldte manuskript (link). George Washington, Lincoln, de første immigranter, ja pilgrimme og tapre prædikanter. Som han altid snakkede om. I gyngestolen. I hvert fald med sig selv

Undtagen…Nok bare ikke dén om at hun kendte hans inderste hemmelighed han ikke kunne sige. Men det var vel heller ikke en sang. Dén skulle han have lov at have. (Han ville også kunne gætte hun havde det fra indianeren.)

Men…Bevares! Alt kommer for en dag. Er det ikke sådan man siger. Måske kom knægten med det hele når de var væk.Det ku lige passe.  Han har jo midlerne. EDB-firmaet. Det ku’ være kønt. Med plejehjems-sangen med De Raslende Robotter som rosinen i pølseenden. 

………………Dét var også Marias tanker ved udgivelsen.

 

 

Kernen er forholdet mellem Maria og hendes mand. At han hedder sådan erfares først sent, for alle kalder ham Marias mand. De mødes som unge, og Lars lokker den københavnske Maria til Jylland, det sker med CD’ens startsang Kbh. SØ . Under coronatiden mister hun sit arbejde i en børnehave, forsvarer børns ret til leg og fester og bliver siden borgmester i Kildevæld. Det beskrives i sangen ”Marias børnehave den blev lukket”. De får tre børn; den ældste kaldes “knægten”,

(og han har allerede fået sin film, for på Youtube ligger filmen ”Maria og Knægten 8 år”, der er 25 minutter fra fødselsdagen med  alle de seks første sange og tusind fotos fra de første to arbejdsår for bandet. Det er før de begynder at ture rundt, før ulykken)

Der går begivenhedsrige år. Knægten går ind i EDB og teknologi, grundlægger Big Dane Technologies og flytter senere med sin familie til USA. Da er bruddet mellem forældrene for længst kommet. En gåde for byen, men en realitet. Der var nu den ulykke. Ægteskabet belastes forinden  afgørende af Lars’ arbejde på en boreplatfor, hvor hans norske barndomsven Kim fra Arendal mister livet. Da et rør springer læk, holder Kim pumpen, så alle kollegerne kan komme i bådene. Gradvis afsløres Lars’ hemmelighed: Han sidder som sædvanlig oppe i kranen og læser, Kim ved det og bliver ved pumpen længe nok til, at også Lars når ned. Lars lever derfor med skyldfølelsen af, at hans egen adfærd forsinker redningen og koster kammeraten livet. Han hjælper Kims enke Karin og hendes tre børn, men Maria kender ikke hele baggrunden og kan misforstå hans engagement.

Langt oppe i alderen forstår hun imidlertid.

En senere -langt senere- forklaring gør således forholdet mellem Maria og Lars endnu mere nært, sådan viser det sig: Kim var ordblind og skammer sig over ikke at kunne læse for børnene; Lars læser bøgerne ude i kranen, og genfortæller dem, så Kim kan give historierne videre når han lader som om han læser dem op hjemme. En mand kan bære på en hemmelighed og det forstår den gamle Maria nu, som bor i den anden ende af mandens plejehjem. Men måden er mærkelig. Nu skriver hun selv sange med sit pigeband, De Raslende Robotter. Det er fremdeles mandens teater med børnebørnene fra Amerika herhjemme i juleferierne i Danmark, som  inspirerer, når hun lytter ved dørene. Det var imidlertid Lars’ omrejsende teater om heltemod og kærlighed som blev både et mindesmærke for Kim og en måde at leve med skyld, tavshed og ansvar på. Barnebarnet Linda er både sær og modig, og slet ikke en normal pige. Men elsket på fabrikken og det får betydning i en scene hvor det bliver nødvendigt at forklare en familiehemmelighed. Den vi lige har hørt om. Det er det der er mærkeligt.

Der er et langt liv undervejs, hvor Maria og Lars glider fra hinanden, men familien, musikken og sønnens bryllup- som er et knudepunkt - fører dem på ny ind i samme fortælling. Fra det tidspunkt er der ingen gliden-væk. Det er ganske enkelt et gevaldigt bryllup med et væld af opdukkende, stadig opdukkende sange. Alene at få fat på de to fyre. Det hang på Maria. Men man må sige. Brylluppet fungerer.: Maria samler familie og venner; konflikt kommer til overfladen, sønnen forsvarer sin far og giver ham en symbolsk plads i virksomheden; Maria meddeler både sin frihed og sin afgang som borgmester; hvor nyheden om et kommende barnebarn ændrer stemningen. I et voldsomt, komisk og alvorligt opgør når Maria og Lars frem til større gensidig forståelse. Maria fastholder kvindens og moderens ret til et eget liv, mens Lars erkender, at han uretfærdigt har lagt forestillingen om “syndefaldet” over på hende. De ender altså senere på samme plejehjem, i hver sin ende, men i et genfundet fællesskab, manden skriver hittet “Paradise Twins”. Nu får vi det mærkelige. Deres barnebarn Linda Big Dane er blevet den kommende generations afgørende skikkelse. Hun er familiens samler, historiker og museumsbygger, læser i de gamle materialer og betragtes som sær, men viser sig at være både modig og myndig. Under en arbejderdemonstration i USA mod Big Dane Technologies’ støtte til indianernes sikring af en olierørledning gennem cherokesisk område træder Linda frem sammen med Maria. Hun anerkender arbejdernes lønkrav, men forklarer, at virksomhedens økonomiske støtte udspringer af Kims død og hendes weird ”Granny” tragiske erfaring med farlige rør. Det mærkelige er at situationen løses ved dette store optrin ved at hun for rullende kameraer afslører kranhemmeligheden, som hun selv har fra sin fars ven,  indianeren ”Hvide Ørn” som han hedder i stammen, opkaldet efter det skib Tordenskjold erobrede fra svenskerne, en rolle han spillede ved lejrbålene dengang han som helt ung turede med Marias mands lejrbål. Nu er hemmeligheden ude. Det var en dåd deres chef skyldte en ven i døden, om man så må sige.  Den private skyld bliver dermed til fælles ansvar og forståelse. Talen mødes med stilhed, bifald og sang, og den gamle reagerer senere med befriende latter da rødhuden kommer hjem og smider en video foran ham ved plejehjemmets grill, der hvor de nu holder deres ”lejrbål” og drøfter det hele.  Linda viser, at mod også er evnen til at tale sandt og føre erindringen videre.

Disse lejrbål ved grillen giver imidlertid anledning til at følge hans baggrunds-studier. Sosu’erne kommer med øl indimellem, de kender de to charmetrolde. Maria er som oftest fraværende, ofte ovre i staterne hos børnebørnene, men den tur synes manden han er for gammel til. I sin tid havde han bebrejdet Maria at hun skred. Nu er vi smidt ud af Paradisets Have. Maria hadede den sang. Allerede på knægtens bryllup kom miseren op, for øjnene af familien, for øjnene af administratioen, alle Borgmester Marias rådhus-kolleger i Kildevæld. (By-navnet den kække københavnerpige selv havde givet den, da hun blev leder af Den Nye By.) Men hun følte hun var blevet bebrejdet noget der var en forbandelse.  Manden følte han var blevet bebrejdet noget der egentlig var en kærlighedserklæring. Det blev en hjertesag for ham  at forklare sig.

Og der må man lade sig, han gav aldrig op. Nu var det børnebørnene der måtte stå model til hans teater hjemme på juleferien. Maria lyttede ved døren.

Den ide han forfulgte var som sædvanlig historisk. Hvordan var der i den have? Han ville genskabe Johann Theiles tabte Adam und Eva, der som det første syngespil 1678 åbnede Operaen på Gåsemarkedet i Hamborg. Librettoen er bevaret, mens musikken regnes for tabt. Rekonstruktionen i Marias mands arbejde forbindes med Jacob Böhme, H. L. Martensen, Augustin, Luther, Gåsemarkeds-komponisterne Händel, Telemann og Keiser, der dengang bankede stedet op til berømmelse,  samt med 1700-tallets amerikanske  ”Den Store Vækkelse’s”  med deres afgørende prædikanter ”over there”

(-alt udfra værket 100 år efter, bogen fra 1841 af samme navn, ”The Great Awakening, af Tracy)  i USA Whitefield, Edwards og Fletcher).

Marias mand elsker den gamle musik fra Gåsemarkedet og stykket Adam og Eva havde den originale undertitel – Det skabte, faldne og genrejste menneske –

Børnene der skal forstå og 1700 tallets religiøse opfattelse, der således skal respekteres som stykkets sandhed skal findes som  en nøgle til manuskriptets drøftelser af skabelsen, Gudfaders problemer med  Lucifer, mennesket som Guds medarbejder, den første og anden Adam,  jomfrufødslen, brylluppet i Kana, fristelsen i ørkenen og forholdet mellem tid og evighed.

Uddrivelsen af Paradisets Have fremstilles i figurernes samtaler ikke kun som straf, men som indtræden i historie, ansvar, alder og muligheden for forbedring.

Yderst heldigt for den gamle er det her at ikke kun han, men også indianeren har gået i søndagsskole som fem-årig og således kan drøfte den slags ting ganske hjemmevant. I denne baggrund adskiller han sig klart fra sin kones opvækst i et helt andet miljø i Valby og Brøndbyøster. Der er noget i det her der kan gøre godt igen. Det er måske heri den gamle lejrbålsmusiker håber at formilde sin kone. Børn kan spille Adam og Eva før uddrivelsen, voksne kan spille dem bagefter. Der er ikke mere. Men der er alligevel mere.

De historiske spor udvider familiesagaen. Meget de to ikke kan gestalte når de optræder ved bålene kan de tale om, og det er også noget værd. Kærligheden til Kims hjemland forlader aldrig hans danske ven. Norge og Danmark er tvillingrigerne.  Alt sammen bærer han i brystet. Tordenskjold, svenskernes Karl XII, Dynekilen, Marstrand, Christian Frederik, Eidsvoll 1814, Kim fra Arendal og telegrafkablet mellem Hirtshals og Arendal i 1867, som er dukket frem på stranden, og kan ses i dag. Der er kablet, der er USA-sporet, der er telegrafen, der er en fred der skal vindes i dag. Kablet de allerede havde skrevet sange om. Hirtshals bliver både port til Norge og symbol på genoprettet kommunikation. USA-sporet omfatter cherokesernes skriftsprog, forfatning, kirker og tvangsforflyttelse, danske udvandrere og mormoner, det omfatter George Washingtons overgang over Delaware, uafhængighedserklæringens allerførste linje, om, at mennesker er skabt med naturlige rettigheder, samt Abraham Lincolns kamp mod slaveriets udbredelse, Lincoln-Douglas-debatterne, deres frigørelse i Emancipationserklæringen og det trettende forfatningstillæg. Det omfatter telegrafen der fremstilles som datidens internet, der kunne sprede Lincolns ord og forbinde Hirtshals, Norge, Storbritannien og USA. Dengang.

Vi føres imidlertid ind i en moderne industrilinje.

Ikke mindst fordi knægten er blevet en moderne industrimand med  Big Dane Technologies. Han er påvirket af sin bedstefar, måske mere end af sin egen far, Marias mand. ”Bedstefar er meget sær, men drengen han er altid der”, -som der stod i sangen til knægtens 8 års fødselsdag. (Som er prøvefilmet på Youtube. Link)

Knægtens bedstefar, som var sær og havde gamle bøger, havde imidlertid i kke bare biblen og ”Rebekkas Brudefærd”, 

-han havde også havde ting liggende fra Niels Bohrs tid.  Om atom-debatten. Og nogle danske bedstemødre. 

På et lejrbål hører vi mere om det og det  bliver tydeligt at de to gamle venner ikke kun bekymrer sig om fortiden, men aktivt involverer sig i fremtiden.

Nok var den gamle på plejehjem nu. Men han vidste at nogen var begyndt at drømme om at AI skulle løse verdens problemer nu. Af nogen blev tanken bragt videre. Af hvem vides ikke. Så mange var der jo heller ikke til de lejrbål og det børneteater. Linda og Maria -og endnu engang indianeren- måtte op til Oslo og hente Alderdoms-prisen, som han havde fået for sit forsøg på at give litteraturen virkelig indvirkning på sin tid. Det er altså som sædvanlig på et lejrbål vi hører detaljerne om det. Marias mand følte selv han havde snublet sig baglæns ind i den pris, for det var bare noget børneteater om den onde selv der afstedkom at Vorherre skulle have sig en hjælper i mennesket. Mod denne onde karl. Jævnfør Böhmes forestilling om mennesket som aktiv medhjælper mod det onde med et nutidigt krav om at smede sværd til plovskær. Således at dog det mest meningsløse af alle våben i det mindste kunne bringes ud af verden.

Sådan binder det sig sammen når man læser det. Hvordan man så skal læse det. Er der heltemod nok? Er der militært mod, moralsk, teknisk, er der bekendelse, omsorg, kærlighed? Maria er ikke blot heltens ledsager, men en hovedhelt gennem omsorg, politisk handlekraft og frihedskrav; I Linda er der altid håb. Er der latter nok, er vi for højstemte eller for folkelige, spænder vi for vidt, har vi familieliv, er der plads til skænderier? Der er i hvert fald lejrbål.

Intro  – English

 Maria and the Hero is an extensive, deliberately open-ended historical singspiel and family saga, mixing stage script, songbook, narrative, research notes, and comments on the film or TV series the work may perhaps one day become. The story is not told chronologically. Quite the contrary: the manuscript announces that the most important and most recent things come first, while beginnings, explanations, and songs may turn up much later. The recurring frame is a campfire—often the nursing home barbecue—where the aging fiddler Lars, usually called Maria’s husband or Odder, meets his old friend Tordenskjold. The friend has stayed with the Cherokees, calls himself White Eagle, and appears as “the Indian.” Together they reenact, discuss, and rewrite the family history. The eccentric priest or bishop from the Sand-Buried Church interferes as narrator, master of ceremonies, and comic commentator. The down-to-earth campfire theatre can therefore make room for serious history-writing, theological considerations, beer, interruptions, wordplay, and direct invitations for the audience to sing along. The CD booklet throws light on it.

From the booklet for the CD: Maria and the Hero: (with 24 songs)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Campfire where Maria had thoughts of her own.

                  When Maria moved over to him, none of all that was exactly in                the cards.

Their three children, her post as mayor, all that family hullabaloo.

—And then the break-up.

—After the accident on the drilling platform, he went on tour.

Maybe that was why she took off?

All that hero business. OK… Kim did die, of course, but he saved the others.

 

But still. But it was only later, of course, that she was told how it had happened.

In reality, that is.

But then even to go to the USA!.. At least she got them home for the boy’s wedding. And gathered all the songs. There is nothing wrong with them, after all. They are published here.

(If only the songs about the American heroes had been here too. Not just the Indian hymns, which, mind you, are included here. Those she did have. But the ones he kept walking around and never finished… In the so-called manuscript (link). George Washington, Lincoln, the first immigrants, yes, pilgrims and brave preachers. The ones he was always talking about. In the rocking chair. At any rate to himself.

Except… Probably just not the one about her knowing his innermost secret, the one he could not say. But then that was perhaps not a song either. He should be allowed to keep that one. (He would also be able to guess she had it from the Indian.)

But… Good heavens! Everything comes to light. Isn’t that what one says. Maybe the boy would come out with the whole lot when they were gone. That would be just like it. He has the means, after all. The IT company. It could be a pretty sight. With the nursing-home song featuring The Rattling Robots as the raisin at the end of the sausage—the icing on the cake, as you Americans say.

………………Those were Maria’s thoughts at the time of publication, too.

 

 

The heart of it is the relationship between Maria and her husband. That his name is Lars is learned only late, because everybody calls him Maria’s husband. They meet when young, and Lars lures the Copenhagen girl Maria over to Jutland; it happens in the CD’s opening song, Copenhagen S.E.. During corona times she loses her job in a kindergarten, defends children’s right to play and have parties, and later becomes mayor of Kildevæld. This is described in the song “Maria’s Kindergarten Was Closed Down”. They have three children; the oldest is called “the boy,”

(and he has already got his film, because on YouTube there is the film “Maria and the Boy, Age 8,” twenty-five minutes from the birthday with all the first six songs and a thousand photos from the band’s first two working years. That is before they begin roaming about, before the accident.)

Eventful years pass. The boy goes into IT and technology, founds Big Dane Technologies, and later moves with his family to the USA. By then the break between his parents has long since happened. A riddle to the town, but a reality. There was, now, that accident. Beforehand, the marriage is decisively strained by Lars’s work on a drilling platform, where his Norwegian childhood friend Kim from Arendal loses his life. When a pipe springs a leak, Kim holds the pump so all his colleagues can get into the boats. Gradually Lars’s secret is revealed: as usual he is sitting up in the crane reading; Kim knows it and stays at the pump long enough for Lars to make it down as well. Lars therefore lives with the guilt that his own behavior delayed the rescue and cost his mate his life. He helps Kim’s widow, Karin, and her three children, but Maria does not know the full background and can misunderstand his involvement.

At a very advanced age, however, she understands.

A later—much later—explanation thus makes the bond between Maria and Lars even closer, as it turns out: Kim was dyslexic and ashamed that he could not read to the children; Lars reads the books out in the crane and retells them, so Kim can pass the stories on when he pretends to read them aloud at home. A man can carry a secret, and the old Maria understands that now, living at the other end of her husband’s nursing home. But the manner of it is odd. Now she writes songs herself with her girl band, The Rattling Robots. It is still the husband’s theatre with the grandchildren from America, back home in Denmark for the Christmas holidays, that inspires her as she listens at the doors. Yet it was Lars’s traveling theatre about heroism and love that became both a memorial to Kim and a way of living with guilt, silence, and responsibility. The granddaughter Linda is both odd and brave, and not at all a normal girl. But loved at the factory, and that matters in a scene where it becomes necessary to explain a family secret. The one we have just heard about. That is what is odd.

There is a long life along the way, in which Maria and Lars drift apart, but the family, the music, and their son’s wedding—which is a pivotal point—bring them once more into the same story. From that point there is no drifting away. It is quite simply one whopping wedding, with a wealth of songs popping up, still popping up. Just getting hold of those two fellows. That was down to Maria. But one must say it: the wedding works. Maria gathers family and friends; conflict rises to the surface; the son defends his father and gives him a symbolic place in the company; Maria announces both her freedom and her departure as mayor; and the news of a grandchild on the way changes the mood. In a fierce, comic, and serious reckoning, Maria and Lars arrive at a greater mutual understanding. Maria holds fast to a woman’s and a mother’s right to a life of her own, while Lars admits that he has unfairly laid the notion of “the Fall” upon her. So later they end up at the same nursing home, one at each end, but in a fellowship found again; the husband writes the hit “Paradise Twins.” Now comes the strange bit. Their granddaughter Linda Big Dane has become the decisive figure of the coming generation. She is the family’s gatherer, historian, and museum builder, reads the old materials, and is regarded as odd, but proves both brave and commanding. During a workers’ demonstration in the USA against Big Dane Technologies’ support for the Indians’ securing of an oil pipeline through Cherokee territory, Linda steps forward together with Maria. She acknowledges the workers’ wage demands, but explains that the company’s financial support springs from Kim’s death and her weird “Granny’s” tragic experience with dangerous pipes. The strange thing is that the situation is resolved through this great performance when, before rolling cameras, she reveals the crane secret, which she herself has from her father’s friend, the Indian “White Eagle,” as he is called in the tribe, named after the ship Tordenskjold captured from the Swedes—a role he played at the campfires back when, as a very young man, he toured with Maria’s husband’s campfire show. Now the secret is out. It was a deed their boss owed to a dead friend, if one may put it that way. Private guilt thereby becomes shared responsibility and understanding. The speech is met with silence, applause, and song, and the old man later reacts with liberating laughter when the redskin comes home and drops a video in front of him at the nursing-home barbecue, where they now hold their “campfire” and discuss the whole business. Linda shows that courage is also the ability to speak the truth and carry memory onward.

These campfires by the grill, however, provide occasion to follow his background studies. The care assistants bring beer now and then; they know the two charming old rascals. Maria is mostly absent, often over in the States with the grandchildren, but the husband feels he is too old for that trip. In his time he had reproached Maria for taking off. Now we have been thrown out of the Garden of Paradise. Maria hated that song. Already at the boy’s wedding the trouble came up, before the eyes of the family, before the eyes of the administration, all Mayor Maria’s town-hall colleagues in Kildevæld. (The town name the cheeky Copenhagen girl herself had given it when she became head of The New Town.) But she felt she had been blamed for something that was a curse. The husband felt he had been blamed for something that was really a declaration of love. It became a matter of the heart for him to explain himself.

And there one must give it to him: he never gave up. Now it was the grandchildren who had to serve as guinea pigs for his theatre at home over the Christmas holidays. Maria listened at the door.

The idea he pursued was, as usual, historical. What was it like in that garden? He wanted to recreate Johann Theile’s lost Adam und Eva, which in 1678, as the first singspiel, opened the Opera at the Goose Market in Hamburg. The libretto survives, while the music is considered lost. The reconstruction in Maria’s husband’s work is connected with Jacob Böhme, H. L. Martensen, Augustine, Luther, the Goose Market composers Handel, Telemann, and Keiser, who back then hammered the place into fame, as well as with eighteenth-century America’s “Great Awakening” and its decisive preachers “over there.”

(—all on the basis of the work a hundred years later, Tracy’s 1841 book of the same name, The Great Awakening): in the USA, Whitefield, Edwards, and Fletcher).

Maria’s husband loves the old music from the Goose Market, and the piece Adam and Eve had the original subtitle—Man Created, Fallen, and Raised Again—

The children who are to understand, and the eighteenth century’s religious understanding—which is thus to be respected as the truth of the piece—must be found as a key to the manuscript’s discussions of creation, God the Father’s problems with Lucifer, man as God’s co-worker, the first and second Adam, the virgin birth, the wedding at Cana, the temptation in the wilderness, and the relation between time and eternity.

The expulsion from the Garden of Paradise is presented in the characters’ conversations not only as punishment, but as entry into history, responsibility, age, and the possibility of improvement.

Extremely fortunate for the old man here is the fact that not only he, but also the Indian, went to Sunday school as five-year-olds and can therefore discuss such things quite at home. In this background he differs clearly from his wife’s upbringing in an entirely different environment in Valby and Brøndbyøster. There is something in this that can make amends. Perhaps it is in this that the old campfire musician hopes to soften his wife. Children can play Adam and Eve before the expulsion; adults can play them afterward. There is no more. And yet there is more.

The historical tracks widen the family saga. Much that the two cannot put into performance when they appear at the fires, they can talk about, and that is worth something too. The love for Kim’s homeland never leaves his Danish friend. Norway and Denmark are the twin kingdoms. All of it he carries in his breast. Tordenskjold, the Swedes’ Charles XII, Dynekilen, Marstrand, Christian Frederik, Eidsvoll 1814, Kim from Arendal, and the telegraph cable between Hirtshals and Arendal from 1867, which has emerged on the beach and can be seen today. There is the cable, there is the USA track, there is the telegraph, there is a peace to be won today. The cable they had already written songs about. Hirtshals becomes both gateway to Norway and symbol of communication restored. The USA track includes the Cherokees’ written language, constitution, churches, and forced removal, Danish emigrants and Mormons; it includes George Washington’s crossing of the Delaware, the very first line of the Declaration of Independence, about people being created with natural rights, and Abraham Lincoln’s struggle against the spread of slavery, the Lincoln–Douglas debates, their liberation in the Emancipation Proclamation, and the Thirteenth Amendment. It includes the telegraph, presented as the internet of its day, able to spread Lincoln’s words and connect Hirtshals, Norway, Great Britain, and the USA. Back then.

We are, however, led into a modern industrial line.

Not least because the boy has become a modern industrialist with Big Dane Technologies. He is influenced by his grandfather, perhaps more than by his own father, Maria’s husband. “Grandfather is very odd, but the boy, he is always there”—as it said in the song for the boy’s eighth birthday. (Which was test-filmed on YouTube. Link.)

The boy’s grandfather, who was odd and had old books, did not, however, have only the Bible and “Rebekka’s Bridal Journey,”

—he also had things lying around from Niels Bohr’s time. About the atomic debate. And some Danish grandmothers.

At one campfire we hear more about it, and it becomes clear that the two old friends do not only worry about the past, but actively involve themselves in the future.

Granted, the old man was in a nursing home now. But he knew that somebody had begun dreaming that AI should solve the world’s problems now. The thought was carried onward by somebody. By whom is not known. Then again, there were not all that many people at those campfires and that children’s theatre. Linda and Maria—and once again the Indian—had to go up to Oslo and collect the Old Age Prize, which he had received for his attempt to give literature real influence on its own time. So, as usual, it is at a campfire that we hear the details. Maria’s husband himself felt he had stumbled backward into that prize, because it was only some children’s theatre about the Evil One himself that led to the Lord having to get himself a helper in man. Against that evil fellow. Compare Böhme’s notion of man as an active helper against evil with a present-day demand to beat swords into plowshares. So that, at least, the most senseless of all weapons might be brought out of the world.

That is how it ties together when one reads it. However one is supposed to read it. Is there enough heroism? Is there military courage, moral courage, technical courage; is there confession, care, love? Maria is not merely the hero’s companion, but a principal hero through care, political drive, and her demand for freedom; in Linda there is always hope. Is there enough laughter, are we too lofty or too folksy, do we range too widely, do we have family life, is there room for quarrels? At any rate, there are campfires.

 

 

 

 

 

Lejrbålet om Linda Big Dane og hendes tale

Det var en usædvanligt lejrbål den aften ved plejehjemmet grill. Marias mand havde et halvårstid været ”alene hjemme”. Maria var ovre i staterne.

Ugh ! sagde indianeren som var aftenens gæst. Den står nok på præriehøns. Du kræser nok for mig.

Den gamle smilede. Det er da en særlig aften efter at du er kommet hjem fra Amerika. Nød du at være sammen med din stamme? Indianeren smilede tilbage. Det var noget helt særligt. Og Det var sandelig også noget særligt at knægten på den måde var i centrum i selve cherokee- stammen. Cherokeserne kender din dreng, eller de talte om ham. Mister Big Dane. Ugh!

Da de havde fået øl i glasset og kylling op på tallerkenen sagde den gamle fortæl nu!

Som du selv ved tog jeg derover fordi Maria havde ringet at der var problemer i familien

Ja, Det har der jo været et stykke tid så vidt Jeg har hørt.

 -jamen det havde ikke noget med knægten og hans kone at gøre. Marie ville så gerne have at de holdt sammen, hun frygtede at der skulle ske det samme mellem dem som der skete mellem jer. Hvad så, spurgte den gamle. Det var ikke normalt rødhuden var på en sådan mission, de plejede bare at spille musik sammen, men nu tog den gamle ingen steder. Maria satte også pris på vennen.

Jamen faktisk så ringede Maria til mig i lufthavnen allerede og sagde at -af alle stammer- netop min stamme var kommet i en slags konflikt med det firma som knægten har. Eller rettere de ansatte.

Hvordan det?

De 5000 mand ville demonstrere foran virksomhedens bygning, fordi Big Dane Technologies med din knægt i spidsen så flot havde givet penge til sikringen af en olie-pipeline gennem deres reservat.

Hvorfor egentlig, hvad hvad hvad kunne det genere arbejderne på fabrikken ?

Egentlig var det kun fordi at de var utilfredse med deres egen løn.  Den rækker ikke det den plejer. Jeg tror faktisk ikke den er så dårlig, fortsatte indianeren,  men de syntes Det var fråds at han havde givet penge til at indianernes pipeline kunne blive sikret. og Jeg tror ikke de havde forstået hvorfor. Men det var jo heller ikke småpenge…

Javel, sagde den gamle. Det var en anden historie.

Vil det sige at vil det sige at dine stammefrænder havde taget kontakt til knægten.

Til Mister Big Dane? Svarere indianeren.

Nej,  han havde selv hørt om den rørledning gennem reservatet og sikkerhedsproblemer og den slags. Så havde han tilbudt den hjælp han havde og altså på egen hånd givet tilskud til at sikre den pipeline ekstra, så den ikke sprang læk, det skabte en vis opsigt, og forundring, formentlig.

 Så kom den her løn-demonstration foran virksomhedens bygning og der var der hvor jeg tilstede med indianerne og vi ville ikke blande os men jeg havde jo lejlighed til at se det hele hvad skete. Fagforeningen holdt den holdt tale og så pludselig så træder Linda frem, med Maria i hånden.

Vores Linda?

Dit ældste barnebarn i egen person. Can I have a word, tror jeg hun sagde.

Selvfølgelig, det er bare Linda i en nøddeskal. -og hvad hvad så med Marie

Ja hun var jo trisset med derop. Pigen sagde at hun godt kunne forstå hvorfor de demonstrerede. I kender mig fra julefesterne, sagde hun.

Rødhuden rystede smilende på hovedet. Jeg stod jo lidt til side, med fjerprydningen fra stammen på hovedet. Jeg kunne høre de godt genkendte den lille pige, der nu var blevet større. Hun har altid rendt alle steder. Linda så skiftevis på fagforenings-bossen og folkene dernede. Hun sagde noget i den retning. Hun kunne godt se at der ikke var penge til det helt store og at Big Dane Technologies det var et godt firma så hun håbede de fik en god aftale men hun vil gerne fortælle noget om hvorfor hendes far havde lavet den ordning med indianerne hvis de vil lytte til hende.

Indianeren lo. Der var bare ro mellem arbejderne. Så sagde hun  hvem Maria var som stod ved siden af hende, at Det var Mister Big Dane’s mor,  hendes bedstemor og at bedstefar ovre i Danmark engang havde arbejdet på boreplatform hvor der var en ulykke hvor et olie-rør sprang læk, hans bedste barndomskammerat  gav sit liv for sine kammerater fordi han tog pumpen til de var i sikkerhed, også bedstefar blev reddet, som ellers sad oppe i kranen med en tyk bog, som sædvanlig. Det tog kammeraten sig også tid til, men han nåede ikke selv væk tragisk nok. Hans kone var altså min bedstemor her, Jeg kunne se derfra hvor jeg stod, at  Linda holdt meget fast i Maries hånd, og så sagde hun at det ikke var fra hende at hun vidste at han havde han været meget mærket af ulykken – derved at  han tog ansvar for kammeratens børn, og kammeratens enke som han han i flere år.  Det var ikke fra bedstemor, for hun forstod det ikke fuldt ud dengang, men det her er  noget min fars gode ven indianeren har fortalt mig, dengang jeg var lille, han står derovre. Nu blev jeg peget ud.

Rødhuden vidste vist godt han skulle standse sin fortælling lidt nu. Den gamle så over på ham: Hvornår har du…sig mig hvad har du fortalt hende ?

Jamen prøv nu at høre hvad jeg fortæller videre. Der stod jo 5000 mand.  Linda sagde så, at i sin tid følte han at Det var hans skyld. Forstår i nu? Det er derfor jeg må prøve at få noget frem selvom jeg ikke vil blande mig i den strid i har om jeres lø

Men hvis i synes Det er mærkeligt det han har gjort.

Den naturlige forklaring på min fars gave til indianerne er at hans egen far nær var blevet slået ihjel af de rør. De var ikke sikrede sin de skulle. Hvis det ikke havde været for redningen jeg lige fortalte om, så havde han ikke fået den ide med cherokeserne.   

Der var stadig stille på pladsen og så var der en arbejder der råbte ja.

Bedstefar far begyndte dengang noget der måske var dumt men han begyndte at ture rundt med sit band og synge om heltemod og kærlighed og om den norske søhelt Tordenskjold og om de store slag og om hvordan store stærke mænd kunne gå i knæ og bede en bøn inden de skulle kæmpe

-og min  bedstefar og min bedstemor blev skilt og Jeg tror nok at Det var fordi at de så for  lidt til hinanden.

Maria var faktisk helt rolig mens barnebarnet talte. Men hun har jo selv været borgmester.

Nå Linda sagde så at tilfældigvis har har min bedstefars gode ven indianeren - som altså står derovre, fortalt mig at en en gang fik han at vide af bedstefar at han havde siddet oppe i kranen og læste tykke bøger den dag ulykken skete og at hans døde kammerat som jo var en helt -havde vidst at han var oppe i den kran og han ventede og det var det der gjorde at han ikke selv kunne nå det. Det var måske en sandhed. Måske ikke. Men det var ikke noget han kunne fortælle hverken til enken eller sin egen kone. Jeg er færdig med at fortælle. Det var bare for svært så han nøjes med at lave alt det der lejrbåls-teater til ære for hans heltemod

Nu ved i hvorfor de penge gik til den pipeline. Nu siger jeg tak fordi at i har lyttet til mig

-og så blev der stille og så klappede de. Det hele havde taget få minutter. Det var kække folk. Så sang de sangen om Joe Hill. Linda sang med. Mikrofonen var nemlig ikke slukket, de lurede dér  i deres blå kedeldragter. Hun var trods alt direktørens datter.  Hun har læst alt, den pige.

-Hvad skete der så?

Jamen jeg har noget til dig fra turen. Din knægts kone er ikke helt tabt bag af en vogn.

Selvfølgelig ikke, så havde hun ikke været min svigerdatter.

Hun havde siddet inde på første sal og fulgt det hele på fjernsynet fordi det blev transmitteret på et lokalt fjernsyn og  da Linda og Maria

-og Uggabugga her, sagde indianeren og pegede på sig selv,-

 da vi troppede op havde hun fået en medarbejder til at optage det, så her er det.

1000 tak sagde den gamle og lo og stak båndet tilside.

For resten havde din svigerdatter været nervøs for sin pige.

Hvorfor spurgte den gamle forbavset.

Hun var ikke normal. Den Linda. Efter hele den historie forstod hun at tøsen slægter dig på. Hun skal nok få en god mand.

Haha rødhud, du bliver bedre og bedre. Hun skal nok få en god mand! Det var en god historie.

så klappede de en pilsner op

og så hørte de båndet og Lindas tale

Idet indianeren satte båndet på lød det:

 

Lindas tale

“My Grandpa was weird. A thousand american families are represented here. Guess someone  has a strange person among your beloved ones. You know they say I am strange? They say this and that. The thing is I have things to do. Like You. I will tell my father to listen to You. He already does. But understand, that his father my grandpa,  lost his lifetime Norwegian friend when they were both working as drillers on an oil  drilling platform in the North Sea. And that Norwegian friend, who saved all the others, he  died as a hero  and left a widow with three kids, and my father felt responsible. More than that. He felt he was the reason his buddy died, cause he was himself sitting in the crane reading big books, and the friend knew, and those pipes went broke and his norwegian buddy

Well

took the pump

and took the pump

and took the pump,

clearing the deck,  till his friend came down from the crane, while alarm signed everyone to safeboats, again and again. Grandpa could not tell the widow about the crane, that was too hard, this became his secret through the Years, and why I tell You now is: Well,  a man sometimes carry secrets  and pays the price. I believe a divorce was the price, but who am I to tell. His wife, my Grandma,  whom I hold in my hand now, may not even know.  Maybe he did wrong.  So my Grandpa dedicated many years at the campfires singing about our beloved heroic Norwegian brothers, say twins. And of heroes of love too…

I had the story, not from his father, not from my Grandpa, but from an Indian. Yes You heard me right. Grandpa never told anyone, except one, the secret of the crane. He is standing right there, over there, his name is White Eagle, but he is a Dane.  You may be right in standing protesting here today. But there is no mystery. I told You of my Grandpa. You blame his son that he paid a tremendous sum to secure the pipeline through their territory. The indian standing there, White Eagle from the cherokees, and he is my Grandpas old friend and there You see why his son felt obliged to secure those pipelines. I am proud of my father, but I am also proud of You. Thank You for your patience. God blessYour famillies and our everyday at this spot. Thank You for listening to a weird person and a strange story, and may god bless you, and -believe me - if I am ever to work in Big Dane Technology, with a helmet on my head, in those tremendous big terminals of Yours sharing Your workday, I  hope to meet every one of You as collegues, and please remind me of this day, and please have in mind that a weird man can pay a man well, which he should and which is what my father will. For sure. Thank You.“

 

Kameraet var dvælet ned mellem tilhørerne der stod stille, mange alvorlige ansigter, et enkelt smil, det var OK. Sangen Joe Hill blev sunget. Det var også OK. Men mest fantastisk zoomede de ind også på “ old”Maria og “Little” Linda Big Dane, og tøsen sang med, uden at se på papiret. Her smilede den gamle.

Båndet var slut. Det var jo filmet. Da han så det på skærmen sagde han, det var saftsuseme en slem lille møgunge, nu har jeg gemt på det hele livet og så plaprer hun det ud til alverden på et splitsekund.

-og kan Joe Hill udenad…

Så grinede han så det rystede i hele det gamle magre skideskur af et skelet han efterhånden udgjorde.

Rødhuden så helt nervøs til, og knappede forsigtigt en øl af lidt stærkere karakter op og hældte op i vennens glas, så han ikke helt fik et hjerteslag og ligefrem stillede træskoene og tog billetten i ren bevægelse, og i  chokket over den mistede hemmelighed, ja den var sandelig mistet for evigt! Sikke en historie. Som hundrede gange før tænkte indianeren ved sig selv, at den familie var fantastisk, og glædede sig over at have lært den at kende. Han var ikke utilfreds med sine fire indianske koner og hvad der ellers var, men Marias mand havde givet underholdning for alle pengene med alle de genvordigheder, og nu havde indianeren selv spillet en rolle i at føre ham sammen med Maria for alvor. Sikke et tosset liv de førte her på plejehjemmet. Der burde laves en film derom.

Så var det at den gamle sagde, at du skal lige fortælle mig hvornår du fortalte det med kranen til Maria.?

Det var et halvt år før hun flyttede ind her, henne i den anden ende af plejehjemmet. svarede indianeren.

Hvad mon fik hende til at flytte ind sådan, i den sidste ende.  sagde den gamle og faldt i staver.  Jeg har altid troet hun var kommet i tanke om sangen om den første date.

Det kan også godt være sagde indianeren.  Kan vi ikke lige genopfriske den sang, sagde han. Det andet skulle han ikke bore i.

Xx (denne sang står længere nede.)

 

Scene.

Lejrbålet om Marias fortale til dvd.

 Som så mnge gange før havde Marias mand besøg af indianeren. Og som så mange gange før var hun ovre hos børnebørnene.

De havde lige hørt sangen om De Raslende Robotter. Den var på DVD’en. Den gamle sagde at der var noget han tænkte på. -Når han hørte den sang hun havde lavet på den melodi hun havde hugget,-

-her smilede han, og indianeren indskød, det var for at hævne sig på dig fordi du havde haft den hemmelighed hele livet,

-ja sagde han og lo, hold da op en historie.

Indianeren var bange for at vennen var ved at tabe tråden. Dét der havde været en overraskelse for vennen, sent i livet, og at at hans barnebarn skulle afsløre hemmeligheden for CNN og at det kun affødte latter fra ham selv, fra hans egen side. Det var også forunderligt. ”Hvad var det du tænkte, makker?”

Ja jeg tænker på at det er ikke alverden jeg har fortalt om Maria når det kommer til stykket. Den der sang om de Raslende Robotter, den fortæller jo en hel del om hendes alvor og humor i livet. Den er vist sjovere end mine egne sange.

Tja sagde indianeren. På den anden side er du nok emnet, eller en del af emnet for den. Jeg tror da ikke hun synes du skylder hende noget. Nej det tror jeg heller ikke, sagde den gamle og tog så den DVD der lå på bordet. ”ellers havde hun ikke gjort det her. ”, sagde han. ”Hun har lige udgivet den”.

Indianeren kunne se der var en masse film og manuskript og koncertoptagelser derpå. Han så spørgende på sin ven. ”Ja jeg har sagt om alle materialerne, gør med dem som du vil. Nu har hun udgivet dem.                           ”

Ugh! Sagde indianeren.

Ja ugga-bugga, lød svaret. Alle sangene er der. Men det er foreløbige optagelser. Vi kan gøre det bedre. Hvis ikke andre kommer først. Men nu er rytme og melodi og ord i hvert fald vores. Også de amerikanske. Jeg ville have været derovre og få dem godkendt. Men så stor en madpakke orker jeg ikke at smøre.

Haha, sagde indianeren. Så må yankeerne sluge dem som de er.

Ja eller lade Broadway modellere på dem.

Hvad skal vi ellers gøre gamle ven, spurgte rødhuden så.

 ”Læs lige Marias fortale op for mig”, og indianeren tog sine briller på for at se de små bogstaver på DVD’en og læste højt:

Da jeg for tre år siden udgav CD’en ”Maria og Helten” med bandets foreløbige 24 sange om Danmark og Norge og Heltemod og kærlighed forudså jeg at det blev vores søn der skulle komme ud med disse ting i det videre, som det udviklede sig. Det skulle vise sig at stemme. Knægten  synger ”Grandaddy Big Dane”’s sange for sine børn, og nu har Linda taget familiehistorien op, helt ovre på den anden side af Atlanten. Sandt at sige har vi ikke så skønne børnebørn i hele Dannevang.  Men til jer der spørger om min mand stadig lever kan jeg svare: I bedste velgående, der i den anden ende af plejehjemmet, hvor vi har vores egne klubber. Han driver biografen Den Gamle Lænestol og jeg har et dameband De Raslende Robotter, der går på kro og i kirke om søndagen. Det er os der spiller ”Det lys der aldrig bliver slukt”. Hvad der ellers ligger på min mands skrivebord rager ikke andre, ikke engang mig. Jeg er ikke ligeglad men…Jeg har imidlertid én gang for alle lært den sandhed som kvinder bør kende, at en mand kan bære på en hemmelighed. Det kan være dét der gjorde en mand af ham. Det sker med vilje. Engang sang han at nu er vi smidt ud af Paradisets Have. Det stødte mig. Jeg gjorde mig jo en hård pige af mit brud dengang. Nu lever vi altså som the Paradise Twins. Nu vil jeg bringe teksten til det foredrag jeg holdt for nylig. Jeg sætter det med grønt, det betyder grønt lys til at springe det over. Der er ikke noget nyt i det. Men her kommer den kvinde til orde, som er omtalt i titlen til ”Maria og Helten”. Jeg holder ikke af bitre ord, det gør ej heller min mand. Derfor skal det stå med håbets farve, derfor med grønt

Marias tale i menighedslokalerne i Kildevæld Sogn

Holdt ved kirken, hvor Maria blev gift, og hvor børnene blev døbt og konfirmeret

Kære alle sammen. Ja, nu står jeg så her igen. Det er jo ikke første gang, jeg har stået i et lokale i Kildevæld og ment noget. Det ved de fleste af jer. Dengang jeg var borgmester, kunne folk godt blive lidt trætte, når jeg rejste mig, for så vidste de, at der enten kom en plan, en opsang eller en ny rabatordning for københavnere, der ville flytte herover. Sommetider kom det hele på én gang. Men i dag er jeg ikke kommet med en plan. Jeg er heller ikke kommet for at forklare, hvordan man driver en kommune. Jeg er kommet for at fortælle om noget, jeg selv har været længe om at forstå.

Herinde ved siden af ligger kirken. Det var her, jeg blev gift. Det var her, børnene blev døbt, og siden blev de konfirmeret, da de var blevet så store, at de kunne svare præsten igen. Her har vi siddet til glæde og sorg, og her har vi sunget, også når stemmen ikke rigtig ville. Sådan et sted gemmer mere, end man lige kan se. Murene siger ikke noget, men de husker alligevel. Det gør vi mennesker også. Vi går rundt med et helt hus af gamle stemmer inden i os.

Jeg kom hertil som den friske københavnerpige. Det blev jeg kaldt, og det var ikke altid venligt ment. Jeg talte hurtigt, jeg ville noget, og jeg syntes, folk herovre kunne være lovlig længe om at komme til sagen. Senere fandt jeg ud af, at vestjyder ikke nødvendigvis er langsomme. De vil bare gerne være sikre på, at sagen kan holde til vejret. Det er egentlig meget fornuftigt. En stor tanke, der ikke kan stå i vestenvind, er ikke meget bevendt.

Efter corona blev jeg borgmester. Vi havde mistet noget dengang. Børnene havde mistet leg, voksne havde mistet arbejde, og mange havde mistet lysten til at gå uden for deres egen dør. Jeg havde selv mistet mit arbejde i børnehaven, blandt andet fordi jeg blev ved med at sige, at børn ikke kun skal passes. De skal leve. De skal lege, larme, holde fødselsdag, falde og rejse sig og opdage, at verden ikke går i stykker af, at man griner højt.

Så vi lavede Den Nye By. Ti procent rabat på byggegrunde til københavnere, der ville herover, og garanti for et simpelt arbejde, ikke noget flot, men et arbejde, når børnene kom og voksede op et sted, hvor far og mor havde det godt. Nogle lo ad det. Det måtte de gerne. Folk må gerne le, bare de bagefter tager fat. Og der kom folk. Huse blev bygget. Der kom børn i skolen, lys i vinduerne og flere vogne foran Brugsen. En by lever ikke af store ord. Den lever af, at nogen tør flytte ind, og at de, der er der i forvejen, flytter lidt sammen.

Men i mit eget hus var der noget, der ikke rigtig flyttede sammen. Min mand var der, og så var han der alligevel ikke. Han kunne sidde lige ved siden af mig og være langt væk. Han havde sine bøger, sine sange, sine gamle helte og alt det, han skulle have rede på. Han kunne være på boreplatform, i Hamborg i 1678, hos Tordenskjold eller i Paradisets Have, mens jeg stod med madpakker, børn og et liv, der skulle hænge sammen inden aftensmad.

Jeg siger ikke, at han var et dårligt menneske. Det ville være for nemt, og nemme forklaringer er tit de mest uretfærdige. Men han var tavs. Og tavshed kan fylde et helt ægteskab. Når det menneske, man lever med, bærer på noget og ikke vil sige hvad, begynder man selv at skrive resten af historien. Det gjorde jeg. Jeg tænkte, at der måtte være en anden. Hvorfor skulle han ellers være så langt væk? Hvorfor skulle han ellers hjælpe en enke og hendes børn med en trofasthed, han ikke kunne forklare hjemme?

Det var ikke jalousi i den fine, dramatiske udgave. Det var den slidsomme slags. Den, der kommer, når man står ved køkkenbordet og tænker: Er jeg dum? Er alle andre klar over noget, jeg ikke ved? Den slags mistanke går ikke rundt med trompet. Den lægger sig i kroppen. Den gør et blik til et bevis og en forsinkelse til en dom. Til sidst kunne jeg ikke bo i det mere. Så jeg skred.

Han forstod det ikke. Han mente, jeg gik fra ham. Og det gjorde jeg jo også. Men jeg gik ikke, fordi jeg ikke længere holdt af ham. Jeg gik, fordi jeg ikke kunne finde ham. Der er forskel. Man kan ikke leve sammen med en mand, som hele tiden befinder sig et andet sted, og som ikke vil fortælle, hvor det sted er. Kærlighed kan bære meget, men den kan ikke leve af gæt alene.

Og så var der hans sang om Paradisets Have. Den hadede jeg. Det kan jeg lige så godt sige. Jeg syntes, han lagde hele syndefaldet over på kvinden. Som om det var Eva, der havde ødelagt det hele, og som om enhver kvinde, der gik sin vej, bare gentog den gamle ulykke. Vi var smidt ud af haven, sang han. Ja, tænkte jeg, men hvem var det egentlig, der lukkede døren hjemme hos os?

Det kom op ved vores søns bryllup. Ikke diskret. Der var familie, venner, kolleger fra kommunen og folk fra virksomheden. Det havde været nemmere, hvis gulvet havde åbnet sig. Men nu var det os, der måtte stå der. Han med sin have, og jeg med min vrede. Jeg sagde, at en kvinde og en mor har ret til sit eget liv. At frihed ikke er det samme som troløshed. At man godt kan elske sine børn, sin by og sit arbejde uden at skulle forsvinde ind i sin mands fortælling.

Han sagde senere, at sangen var en kærlighedserklæring. Det var den måske. Men en kærlighedserklæring skal helst kunne genkendes af den, den er skrevet til. Ellers er den lidt som et brev uden adresse. Han ville tilbage til Adam og Eva, til den gamle opera i Hamborg, til Böhme, Luther og Augustin. Jeg ville bare gerne vide, om han kom hjem til aftensmad, og om jeg kunne stole på ham. Begge spørgsmål kan være vigtige. Men man skal ikke bruge verdenshistorien til at slippe for det nærmeste.

Mange år efter kom sandheden. Kim var ikke bare hans kammerat fra Arendal. Kim var manden ved pumpen, da røret sprang læk. Min mand sad oppe i kranen og læste, som han plejede. Kim vidste det. Han blev stående længe nok til, at også min mand kunne nå ned. Kim kom ikke selv hjem. Det gjorde Lars. Og siden bar han rundt på den forskel hver eneste dag.

Så kom den anden hemmelighed, den stille og næsten ømme. Kim var ordblind. Han skammede sig over ikke at kunne læse for sine børn. Min mand læste bøgerne ude i kranen og fortalte dem videre til Kim, så Kim kunne komme hjem og lade historierne leve ved børnenes senge. Han tog op til enken og læste op. Det var altså ikke bare en mand, der sad og gemte sig i bøger. Det var to venner, der hjalp hinanden med noget, de hver især havde svært ved. Den ene kunne læse. Den anden kunne blive ved pumpen. Og begge dele fik en pris.

Da jeg forstod det, forsvandt min mistanke. Ikke sådan at alle årene blev gjort om. Det kan man ikke. Man kan ikke gå baglæns ind i et ægteskab og rette det med rødt. Det, der gjorde ondt, gjorde ondt. Det, vi sagde, blev sagt. Børnene voksede op midt i det. Men noget faldt på plads. Den hjælp, jeg havde mistænkt, var troskab mod en død ven og omsorg for hans familie. Kims enke fik heller aldrig at vide at hendes mand havde ventet ekstra længe med at redde sig selv, for længe. Ja.  Tavsheden var ikke bevis på et andet kærlighedsforhold. Den var skyld og skam og en mands dårlige forsøg på at beskytte alle andre mod det, han selv ikke kunne bære.

Som i ved udgiver jeg en DVD med forskellige ting, og det her skulle stå som fortale, og jeg vil gerne takke jer for lejligheden til at holde den her, og jeg tænkte at jeg ville rette fokus på det jeg havde lært, at en mand kan bære på en hemmelighed. Ja. Men er det OK? Måske er det i orden, måske ikke. Men det kan være svært at bære. Så tak fordi i lyttede, og nu er der vist kaffe, og en salme, og jeg har fået lov til at foreslå ”Giv mig Gud en salmetunge”, for ligesom livet har mange vers har den sang frygtelig mange vers, men hvert eneste er virkelig godt i sig selv, og det er det man skal se på hele livet tror jeg. Når træet visner har det været frø, spire, plante, stamme, blade og frugt. Men en storm kommer det ud i undervejs. Familiens gamle træer har skullet holde til det.”

 

Sat på papiret af Maria i

Big Dane Technology Center

Chicago, US

28. okt. 2028

 

Hov der er et PS, sagde indianeren.

PS.

Datoen jeg lige har nævnt er ikke tilfældig. Som jeg skriver disse linjer glider en mærkedag forbi os i de gyldne efterårsfarver i de nordamerikansk træer i min søns have. Jeg har allieret mig med mit historie-kyndige barnebarn Linda for at udforme følgende udførlige præsentation. Man må forestille sig 2000 spændte mennesker i det ny koncerthus tæt på den af Danmark lejede  frihavn Altona i Hamburg. I dag for 350 år siden, 1678, gik tæppet op for et berømt syngespil, som siden gik tabt, bortset fra librettoen og nogle noder af komponisten, men her kan vi vende tilbage til det i et indhold der svarer til den tid, hvor musikken allerede var populær, men måske nutids-melodisk her i det genskabte forsøg, det håber vi. Det håber min mand.

Den positive tanke der ligger i titlen på 1678-opraen, som han har forsøgt at genskabe, udgives her i vores knægts DVD-udgivelse af sene arbejder. Det var knægtens ide at kalde det Maria og Skomageren, fordi hans far altid beskedent kaldte sig ”skomager” indenfor musikken, det vil sige ”hjemmegjort”.  Hvis det var eneste årsag til titlen ville begrundelsen være tynd. Imidlertid træffer det sig at operaens så at sige filosofiske bagmand, den i datiden vidt berømte filosof, thesofiens grundlægger, Jacob Böhme netop var skomager.

Det bedste værk om ham er skrevet af vor landsmand,  Biskop H.L. Martensen, (kun trykt på gotisk, min mand læser gotisk skrift, og det er der måske også andre der gør. Selv gør jeg rigtignok ikke, og jeg har ingen intention om at lære det.) og værket  findes i engelsk oversættelse, i PDF-form her på udgivelsen. 

Det var en tid hvor Paradisets Have virkelig ”eksisterede”, hvor djævelen Lucifer virkelig huserede som person, en falden engel  der kom i vejen for Gud på ond vis. Og menneskets bestemmelse dermed givet som makker for Vorherre, at rette op derpå, lige siden skabelsens tid, over faldet, genoprejsningen og til tidernes ende, hvor tiden er ude for ondskaben på jord som i himmel.

Derved har det altså været muligt at lave dette stykke på netop det grundlag, som det uden tvivl blev lavet på, dengang det blev opført som det første af over hundrede syngespil, i løbet af de 60 år hvor Operaen på Gåsemarkedet eksisterede. Skomageren, filosoffen Jacob Böhme var på det tidspunktpunkt berømmet af sin tids største tænkere, Leibniz, Newton, siden af Hegel,  og oversat til engelsk i London hvor der var folk der ligefrem stillede lovforslag om at den reviderede bibel tog hensyn til hans tanker.

Nogle af sangene fra Amerika kommer dermed på bane, således:

For  fra England var hans værk, sammen med pilgrimmenes mange bibler, (immigranterne udgjorde i kolonierne verdens mest læsende befolkning)  med over Atlanten og hans verdenshistoriske syn på kristendommen smittede af på The Great Awakening, vækkelserne derovre og dermed på forfatningens første ord om ikke bare menneskets men det skabte menneskes naturlige rettigheder, uafhængighedserklæringen 1776, nøjagtig 100 år efter at Johann Theille sad og skrev på sit stykke med den fantastiske titel, den der inspirerede min mand til rekonstruktionen:

Adam und Eva

”Der geschaffene, gefallene und wieder erreichte Mensch”

( Adam og Eva. Det skabte, faldne og genoprejste menneske. )

DVD’ens øvrige indhold:

Diverse kildeværker i PDF

Diverse film om  arbejdet:

Maria og Knægten

Maria og Helten fra Norge

Maria og Helten (2. version)

Koncert i Vor Frelser kirke 23. okt. 2025, for Kim Larsen 80 år, Odder von Clodder 71 år med Folkekoret, indleder og interviewer Jesper Fodgaard.

Podcast filmsnak på Egholm.

Sangen om Den første Date

Guldspurve-sangen

Prædikant-sangen

George Washington-sangen

Abraham Lincoln-sangen

Linda Big Dane sangen

Sangen om De Raslende Robotter

Paradise Twins sangen

Sangene på melodien Für Elise og melodien No nho Lita

Baggrundshæfte til Maria og Helten

Fuldt manuskript til Maria og Helten

 

 

Tak skal du have. ?Hvad sker der i det spil, spurgte indianeren.

Okay, sagde Marias mand og bladrede i notesbogen. Det kommer her. Men det kom ikke. Pigerne kom fra køkkenet og de gik ind og fik te. Men næste lejrbål, her er det:

 

 

 

Scene

Lejrbålet der førte til forårstur Den Tilgroede Have

Så lad mig nu høre hvad de engle har programlagt, sagde indianeren.

Jamen de fortæller om den gamle mands stykke. ”Om Marias mands stykke” lo indianeren.

Den gamle bemærkede vennens latter og sagde: Ja, og de lo også. Stykket hed

Adam og Eva

Det skabte, faldne og genrejste menneske. (1678, Operaen på Gåsemarkedet. (Oprindeligt manuskript af Johann Theile bortkommet. Kun Libretto bevaret, se link.)

På dette tidspunkt startede Marias mand computeren og ud af højttaleren lød et bevaret musikstykke af Theille, den oprindelige forfatter til det nu bortkomne syngespil, den tabte gamle første opera på Gåsemarkedet. Man kunne godt høre det var næsten 350 år gammelt. Det var tonen dengang. Vi gør melodien nutidig. Selvfølgelig. Men indholdet skal være friskt ligesom dengang.

 

Jamen vi kom væk fra de engle, sagde indianeren. Hvad de programlagde, deroppe.

Det er rigtigt nok, sagde Marias mand. Men det er lettere sagt end gjort at sætte sig ind i evighedens problemer. Vi er så vante til at tiden går.

Antyder du at jeg er utålmodig, Hvide Ørn hævede brynene.

Netop, svarede Marias mand.

Theille fandt Marias vuggevise. Hun fødte jo menneskesønnen, som du ved. Tonen er man nødt til at finde.

Så er der de historiens bipersoner. Dem der forsøgte at finde en ny måde at kæmpe på, hvor moralen var i højsædet. Man er nødt til at nævne dem. I hvertfald i forbifarten.

Gør englene det?

Ja netop. Det er sådan nogen superstars i deres program. Som de krydrer udsendelserne med. Den evige lovsang, det er nok lidt fortænkt, men jeg synes ikke der er noget ondt i ideen.

Bestemt ikke, sagde indianeren. Det er en sjov tanke. Selv om det er et påfund.

Ja, bare det er filurligt, lo den gamle.

 

Men altså. Der var Augustin, som forsøgte at forstå forholdet mellem den gamle jødedom og den ny kristendom. Han levede da Rom faldt. Man må nævne ham selv om der er flere. Amerikanerne havde Edwards og Whitefield og Fletcherog vi havde Martensen. Tordenskjold var også en mand efter englenes smag tror jeg. George Washington, Lincoln, og selvfølgelikg, v sprang overLuther.

Amerikaneren Joseph Schmidt der stiftede mormonerne er svær at placer, for det skal vvel være en fejltaagelse, men det belyser tiden og den store vækkelse.

Det blev til Martensen og Indre Mission herhjeme. Kirken under besættelsen med Ellen Hofman-Bangs malerier illustrerer kirkeligt moralsk heltemod. Dem der stiftede FN for at kunne stille noget op i atom-alderen er også vigtige. Samtidig, netop samme år garanterede FN for den ny israelske stat.

Hvad er problemet med mormonerne.

Det er bare værdifuldt at placere de gode fejltagelser rigtigt, dem man kan lære af. Hvor skal man placere en hel stat, mormonstaten og måske, måske ikke er han profet, men profeter er jo bare mennesker. Men han passede ind som surdej der kunne klargøre USA til den større gerning i næste århundrede. I 1900-tallet. Via at Lincoln allerede i 1800-tallet kunne sejre og landet befri sig fra slaveriets åg. Mormonerne i deres ny stat derude vestpå på lincolns tid havde ikke slaver, men USA's militær førte krig mod deres flerkoneri der faldt andre for brystet. Men amerikanerne i det hele taget var præget af en moralsk genfødsel baseret på et religiøst krstent princip. Meget af det var vulgært men de havde jo også afskaffet konger og baroner og så måtte det jo blive lidt udannet.

Böhme tænkte på den første Adam og ”Den anden Adam”.

 

Adam og Eva

Det skabte, faldne og genrejste menneske. (1678, Operaen på Gåsemarkedet. (Oprindeligt manuskript af Johann Theile bortkommet. Kun Libretto bevaret, se link.)

Her er den første sang, sagde han.

De greb deres spader og spillede Paradise Twins

 

 

 

 

Garden of Eden

(Paradise Twins)

Adam sang his song                              G    Am

Eternity is long                                       Hm   C

Eternity’s a long time, for a man        G   Em   A7   D7

Eve was kind of born                             G   Am

From his body torn                                 Hm   C

She became the woman he adorned G  Em  A7  D7  G

 

Never been apart                                   C   D   Hm

From the very start                                C  D   Em   C

They were Garden of Eden                  G   c

Paradise Twins - within                        G   Em   A7   D7  G

Chorus

 

 I made them like myself

Like pictures on the shelf

Unfortunably images show wrong

They made that one mistake

And had to come awake

only to remember that old song

 

Never been apart                                   C   D   Hm

From the very start                                C  D   Em   C

They were Garden of Eden                  G   c

Paradise Twins - within                        G   Em   A7   D7 

 

Recital:

Do You know the reason hy

I made the heaven, made the sky

Do You know the reason I made the sun

Do you knew the reason for the trees beneath

And (do You know the reason) why I took a bunch of clay

Not throwing it away

To make a good friend to make evil go away

 

Chorus……..Never been apart - From the very start…..

 

 

 

Scene.

Lejrbålet om Håbet Er Ude At Vandre. Med  De Gamle Snørestøvler, Alderdoms-Prisen som Maria og indianerne måtte tage op at hente til hendes mand, og så om den guddommelige melodi i sig selv.

 

De  to sidste sange til Adam og Eva-stykket var nødt til at komme i den forkerte rækkefølge, andet kunne han ikke se. Men måske kunne Store Ørn løse gåden.

Du forstår, nu er den 2. Adam kommet, Guds Søn. Stykket har jo undertitlen: Det skabte, faldne og genrejste menneske, og menneskesønnen kommer ind for at indlede genrejsningen, det er klart.

Ja det er klart sagde Rødhuden. Det kunne de ikke blive uenige om.

Ja, men det er ligesom jeg er nødt til at have fristeren i ørkenen før brylluppet i Kanaan (vand til vin), selvom rækkefølgen er omvendt i virkeligheden, det må vi regne fra alle evangelierne.

Han skaber vand om til vin og indleder dermed sin stribe af mirakler for folk at se, han drives af skarerne der følger ham i større flok, ud i ørkenen drager han i fyrre dage alene, hvor Lucifer selvfølgelig skal se sit snit til at få skovlen under kalorius og det vil være en slem triumf for den sjuft og en streg i regningen for Vorherre.

Det var en dobbeltøl rødhuden knappede op. Så var der til deling.

Jeg har et par sange, den ene er om det første valg i et menneskes liv, det træffes af moderen. Barnet er for lille til selv at gøre det. Den er på melodien No Nho Lita». Det betyder «Jeg er for lille». Den var Eurovision Melodi Grandprix vinder i 1964. Den anden er på melodien «Für Elise» af Beethoven, og teksten til den skrev jeg på tysk. Jeg vil gerne have vore tyske venner til at spille med.

Og altså nogen italienere, lo indianeren.

Det ville ikke gøre noget, lød svaret. Den genskabte Adam og Eva fra 1678 må godt blive en fællesopgave lidt på tværs, så vi ikke knager vore hoveder itu på det alene.

Den tyske ”på ”Für Elise”handler om fristelsen i ørkenen og afvisningen af Lucifer, djævelen selv. I dag har vi næsten glemt den skidte fyr, og taler om det onde i sig selv, men dengang var det en lyslevende djævel og du kan tro det var en led karl man nødig mødte på kirkegården ved midnat. Måske var det derfor man ikke måtte bande. Man måtte ikke kalde på ham.

Det må man stadig ikke. Det kan jeg godt forstå, lo indianeren og rystede på hovedet samtidig. Det er alvor. Så lo han igen. Man må tro det var afværdigende.

Netop. Det er en meget alvorlig sang, den om fristeren i ørkenen. Det er ikke noget man kan lave sjov og dansk folkekomedie med. De har stået der på gulvet i Operaen på Gåsemarkedet og gyst om kap da den scene blev opført. Ja jeg ved ikke engang om den er anført i librettoen, men scenen må med. Det var jo tankerne af Jacob Böhme der var i højsædet på det tidspunkt.

Ja, du har jo læst ham der. Maria og Böhmanden. Det er alletiders folkekomedie-titel.

Maria og Bøhmanden. Ærlig talt, tag dig sammen. Han hedder Jacob Böhme. Kendt af alle dengang. Som Goethe i dag. Vær nu lige lidt alvorlig, sagde den gamle.

Ok sagde indianeren straks, det var jo en halv skideballe. Og de samlede sig til sang.  

Den første går som sagt  på den tyske melodi ”Für Elise” af Beethoven. Den anden er på den italienske melodi No Nho Lita, og mellem de to kan synges første vers af  Leonard Cohens ”Halelujah”, om Kong David, husk Maria er af hans slægt, af Davids Hus. Cohens vers handler om de har musik i blodet. Jeg har skrevet nogen ekstra vers. Det er så skønne toner at man føler sig hensat til Davids Citar.

Ja det er en god melodi.

Alle tre melodier er gode og velkendte. For resten er melodien til Paradise Twins også velkendt. Det er en fordel. Men den har jeg forbedret en del. Den er blevet noget nyt. Men den bygger på John Stewarts Daydream Believer. Alle amerikanere kender den. Min plan er at den skal indspilles af amerikanere.

Det er klart, smilede indianeren.

Netop.

Lad os tage dem fra en ende af.

Ja men lad mig bare nævne, at nu tror jeg at tyskerne og italienerne og amerikanerne kan lokkes med til at lave noget til stykket. Hvis vi har fire sange er det fint. Ellers sprænger vi et par salmer ind af de bedste vi har, og måske Kim Larsens om ”Englene og Stjernerne og Fanden det store kvaj”.

Susan Himmelblå? Selvfølgelig, sagde indianeren.

Den gamle smed den første af de to nye sange frem, det var den tyskerne skulle spille med på.

Sangen om  Fristeren i ørkenen

Teufel Herut (Mel: Für Elise)

(Lucifer: )Wenn Du bist hungrich, macht ein Brot   Am  F

Ja macht ein brot, vom diese Stein                                   G  C

Keine Hunger, keine Not                                                      Dm  F

Wenn du bist nur mit mir allein                                         Bb  E

 

    Nein Du bist nicht mein Freund                          F  G

    Ich kenne Dich – Du bist nicht gut                      C  Am

    Lucifer, der Teufel – leugnt                                  F  E

    So herut !  - Jetzt herut !                               Am  G  F  E

 

(Lucifer:)Spring von dieser Berg,

Gott rettet Dich - er kennt dein Wert

Ich gebe dich das ganze Welt

Wenn Du macht mir deine Held 

 

    Nein Du bist...

 

(Chorus) Der zweite Adam sagte Nein !

Der Mensch lebt nicht von Brot allein

Ein Lucifer er will nicht sein

Mit Teufel-Wörter niemals rein

 

 

Ok, sagde den gamle. Efter Adams sang med Paradise Twins og Lucifers her, så kommer den sidste. Den var ikke svær, sagde han.

Er hun så den 2. Eva? Spurgte indianeren.

Det gav et gib i Marias mand. Jesus mor? Om Maria er den 2. Eva. Tja... Adams Eva havde prøvet både livet i paradiset, det evige liv dér, sammen med Adam, og tiden bagefter hvor hun måtte føde sine børn i smerte

...og begære sin mand, tilføjede indianeren.

Står der dét?. Ja det er vist rigtigt. Nu prøvede hun i hvert fald at ”nat følger dag”, at sliddet tærede, men hun opdrog en stor børneflok.

Hun blev stammoder til alle… Indianeren lagde hovedet på skrå.

Hun fik to knægte.

Indianeren kunne se at den gamle igen var faldet i staver…

Du tænker på din Maria?

Ja selvfølgelig. Menneske-sønnens mor Maria accepterede sin skæbne, drengen hun fødte fik lov til at studere skriften, fik lov til at være barn, men en dag faldt hun for fristelsen (gjorde Maria). Indianeren så spørgende ud. Ja jeg mener, det var ikke pænt af hende at bede ham om at forvandle vand til vin på den bryllupsfest i Kana. Han følte sig i hvert fald presset. Men hun dannede hans løbebane, ja, hun er den 2. Eva, for så vidt, det er Maria, tømreren Josefs hustru. Men om det var Bohme’s mening ved jeg ikke. Det må vi lade ligge. Det kan vi ikke skrive. Det er ikke historisk. I dag ville det være god latin. Det er noget andet.

Okay-okay, lo indianeren, vi er ikke katolikker. Rolig nu! Det var bare en tanke. Hvilken melodi går hendes sang på, spurgte indianeren. Hendes og drengens.

Den italienske vindermelodi No Nho Lita, fra det europæiske  melodi grandprix 1964.

Ja så tager vi lige 1. vers af Cohen her. Jeg har fordansket verset lidt og så kom der lidt flere.

Ja det kan jeg tænke, sagde indianeren og lo:

 

Sangen om at ingen er perfekt,

men musik er noget særligt

 Melodi: Leonard Cohen: Halelujah

 

Han lavede en melodi

Jeg mener, sådan indeni

Med hele harmonien og dens klange

Han strakte den en evighed

Op til himlen, han blev ved

At synge melodien mange gange.

Haleluja – haleluja

Haleluja – haleluja-a-a

 

En fårehyrde passer får

En svinehyrde passer svin

Men ikke alle passer melodier

Vorherre lyttede også tit

på trods af hyrden fejled tit

Det er i hvertfald dét historien siger

Haleluja – haleluja

 

Han spiste kun af livets træ

I kærlighed dog engang fæ

Men tonerne og fjenden ku han ramme

Vorherre han tog aldrig fejl

Og elsked David trods hans gejl

For hyrden endte altid med at stamme:

Haleluja – haleluja

 

Ja, hyrdedrengen i det blå

Bar sin slynge udenpå

og Selveste Kong Saul ku’ li’ hans guitar

Og Goliath blev fældet,

var det hyrden eller heldet

Eller blot fordi han stammed:  Haleluja?

Hal…

 

Som konge blev han selv ret  god?

Muren faldt i Jeriko

Kong Davids hær blev fyldt med musikanter

Men David gloed ugenert

På Urias’ hustru – ondt forkert

Og Urias blev sendt til andre kanter

Hal…

 

Alle salmerne han sang

Dem skrev han selv og sang dengang

Vorherre var langmodig med sin hyrde

Sangerkongen syndigt fæ

Åd sig stærk af livets træ

Så stærk en kæmpe Goliath må styrte

Hal..

 

Moralen er, du tager fejl

At det er alt dit gøgl og gejl

Der gør dig uperfekt så vandet driver

For kundskaber og krone er

Så lidt, så lidt langt mindre værd

Imod det lille ord som teksten skriver:          Hal..

 

Ja, nu er den dansk, sig mig Hvordan er det nu med første vers, originalen, spurgte indianeren:

I heard there was a secret chord

– that David knew it pleased the Lord –

(Indianeren fortsatte. )

But You don’t really care for music, do yua?

(Så sang de begge:)

The minor falls the major lift,

the baffled king composing Halelujah

Man glemmer hans musik for at han slog Goliath, og for at han tog Batseba, så galt af ham og ledte hendes mand i døden.

Det er også galt, sagde indianeren.

Ja. Kun Gud selv troede ordentlig på ham. En fjerdedel af hans hær var musikanter. Det ser jo ud som om at Cohen er på sporet af dur og mol i Davids salmer og det himmelske i den musik. Og at Cohen godt ved at det er folk flest ligeglade med. Resten af hans vers handler bare om Batseba. Sex skal der til. Men ikke hos os. Vi er i 1600-tallet. Det ville ikke gå i det allerførste stykke på operaen på Gåsemarkedet. Vi har noget andet. Alle vores vers husker på hans musik. Lagde du mærke til det.

Filurligt. Det er en god pointe. David er jo stamfar, i rækken siden den første Adam. Ham David. Han kunne mere end at slå Goliath og passe får. Jeg er begyndt at fange det, sagde indianeren. Du fremstiller det som om Gud var ualmindelig tosset med hans musik. Sådan fremgår det.  

Ja det her er jo historien om eet menneske, alle mennesker i eet, sagde Marias mand, nærmere betegnet det skabte, faldne og genrejste menneske.

Netop. Du er en sær stodder. Det er et løjerligt projekt. Der er ikke en kæft der vil se det. det er sjovt. Skål ! sagde rødhuden.

Du tager fejl, svarede Marias mand, men skålede alligevel.

Hvordan tager jeg fejl.

Har du ikke lagt mærke på at melodierne til Adam og Eva er særlig gode. Der er noget guddommelig i den heldige melodi. Derfor har vi måttet tage Grand Prix-vindere. Johann Mattheson kom med den teori på Gåsemarkeds-tiden,  at melodien i sig selv udgjordes af alle de klange og harmonier som sangen selv indeholdt, de var selve melodien der udgjorde dem. Melodien selv altså. Det er da sjovt. Det mærker folk. Tro på det! Så kom sangen med italienernes toner:

 

Hans mors sang til hans første under,

Som han modsatte sig.

Nej jeg er for lille / Timen er din

(Melodi: No Nho Lita)

 

Jeg lærte Dig alt                      F

Kun når bøger det gjaldt        Dm   Bb

Var du ene,                             C      F

og Ordet var dit                     F

men jeg kendte din vej          Dm    Bb

englen fortalte mig                  C      F

de vel se du er kommet                       A

og timen er din.                               Dm   Bb   C

 

Men vil du svigte din mor

Vil du svigte en enkelt fest

Vil du svigte alt andet

Hvor du er gæst?

   Når du kan lave vand til vin               f   dm   bb

   Når jeg nu er Moder din                    c   f 

   Når din time er kommet                     dm   bb

   Og de vil se du er kommet                    c   f

                      …Og timen er din

 

 

 

Sangen var som den var. Men den gamle gik i stå…Egentlig er det nok det jeg er allermest taknemlig for, mumlede den gamle hen for sig, -og faldt i staver.

Hvad er det du er så taknemlig for, spurgte indianeren og vækkede således den gamle af sine tanker.

At Maria ikke bare gjorde som så mange koner. Erklærede om mandens arbejde at ”det var en torso”, underforstået ”det kunne han ikke klare”, eller ”han bliver aldrig færdig”.

Det kommer de fleste digtere ud for? Er det det du mener?

Det kan nemt ske. Men det er åndeligt dovenskab. Maria har sat sig ind i tingene her til sidst. Tildels takket være Linda og knægten.

 

Indianeren forstod af det, at der var indtrådt en ny tid og Böhme var én af dens repræsentanter. Det ny var at mennesket kunne forestille sig at lave verden om, og at Gud gerne ville have sådan en kompagnon til at gennemføre det. Et såkaldt menneske. En nyskabelse han foretog i det øjemed.

Det har jeg for resten en sang om.

Det er måske Vorherres sang, smilede indianeren.

Netop. Godt set rødhud. Den går i C, derfra over i D-mol og G

Du starter bare, så står jeg på.

Teksten lå allerede foran rødhuden, og de sang.

 

Vorherres sang (Fra Adam og Eva)

Lending me Your Hand

 

Lending me Your Hand, You can have my land                      C      Dm

You can even have my heart                                        G    C

There’s an awful trouble awful  wicked man       C     Dm

who was’nt even present from the start                      G    C

 

You can have the world, You can have the sun             

You can laugh and love -  I will be forever mild

But take that man away,  forever gone

That wicked man, Out of life, out into the wild

 

Ref.

Help me, help me, help me lend a hand                             F     G  

Against that fallen angel wicked man         E    Am

Help me, help me, lend a hand                            Dm     G

Help me, help your good old man        G     C F   C F   C F    -- G

 

      Chorus

        help your good old man

        help your good old man          help your good old man

 

Lending me Your hand, You can have my land  G     C F   C F   C F    -- G

        ( Against that wicked man)                             …. -- G

 

 

 

Og det var altså ideen med det.

Ja det giver mening. Djævelen var på spil.  Vi er i 1700-tallet. Jeg forstår godt det spil til Gåsemarkedet. Den ka’l han er ikke rar at have med at gøre,  der var det rart at få en hånd, det forstår jeg godt. Jeg ved ikke om folk forstår det i dag. De er ikke forberedt på at møde fanden selv i sporvognen. Eller med en smartphone i hånden, eller klædt ud.

Marias mand sagde at han var nu heller ikke et produkt af 1600-tallet, for han var jo allerede på spil i evangelierne, vig fra mig djævel!, og tænk på fristeren i ørkenen.

Det er rigtigt nok, men tror du ikke sådan noget som 30-årskrige havde gjort folk godt trætte af indviklet religion og det havde fanden skabt.

Jo sådan kan man godt have tænkt, sagde Marias mand. Når man sætter sig tilbage på deres tid, måske.  Alle dem der rejste til Amerika

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Samtalen fortsatte. Indianeren genkendte også nogen af de prædikanter han havde hørt om i sin stamme, som var kommet der, dengang i begyndelsen af 1700-tallet og den tid endte med USA's dannelse. Halvandet hundrede år efter. Pavevæsen og salg af afladsbreve vandt aldrig indpas der. Det var en djævelskab Det var en mystished der var forsvundet, som havde hørt middelalderen til, men som reformationen banede vej for kunne forsvinde .

Man skulle ikke længere have så travlt med at rense sit eget jeg, det var ikke alene ens egen skyld, og ens egen synd,  for Vorherre ville gerne have hele bygningen gjort ren.

Indianerens tanker kom på afveje. Er det derfor du kom i tanke om at AI skulle bruges til at afskaffe atomvåben, eet for eet, (den gamle rejste en finger, men indianeren fortsatte: ) at det var dét ham oppe i det høje forventede af os dødelige., spurgte rødhuden lidt respektløst. For det forekom mig en syret tanke. Men fin nok.?

Det her spørgsmål faldt i god jord og var nemt at besvare.

Nej, det var Lindas ven der sagde det. Hun fandt ham Utah-fyren. De er vist brændt varm på ham. Hun sagde han havde den ide. Gad vide hvad det ender med med de to. Han er mormon. Linda ville aldrig drømme om at sige nej til barnedåb, hvis hun får en unge.  Men unge mennesker går deres egne veje. Helt normal er hun ikke den pige.  Jeg ved ikke hvor han havde ideen fra. Han var missionær, helt oppe i himlen. Det sagde hun selv. Linda har såmænd nok fundet noet i hendes sære oldefars arkiv. Jeg tænker hun klarer sagerne. Men ideen fejler jo ikke noget.  Har vi måske ikke  sunget fredssangene. Der har vel ikke været et lejrbål uden vi har været mindet om det.

Nej det er rigtigt, sagde indianeren. Men vi har ikke altid været enige om de gode muligheder.

Nej, det tror pokker, sagde Marias mand. Bare åbn radioen, uha. Men det var min far, knægtens bedstefar, Lindas oldefar,  der havde fulgt Niels Bohr, den pris han fik og kendte til hans åbne brev til FN om en åben verdens nødvendighed i atomtiden. Det var modigt. Marias mand stak indianeren en udskrift: Det Bohr gjorde før han fik den pris i 1957 gjorde ham ikke populær men han gjorde det alligevel. Han mødte op hos alle de store. Typisk dansk. Eller: Typisk Tordenskjold’sk.

 

Bohr var hele verdens førstemand i det håb. Vi må ikke glemme ham, indianer. Det var hans mod jeg ville hævde.

Så var der hende der var med i Marias pigegruppe, De Raslende Robotter. Hun havde været med i at udstille de tanker engang.

Det havde gamle damer sat sig ind i? sagde rødhuden.

Ja, raslende robotter, skralderlo Marias mand. Jeg fik historien på Bodega ”Ik’ et øje tørt”

Hvornår holder menneskene op med at forberede udslettelsen af Guds Skaberværk.  Det var bare det spørgsmål jeg stillede og så foreslog jeg at ”hvornår ?” var nu !  

Marias mand snakkede godt for sin syge moster.

Du kender nok skulpturen i FN-bygningen i New York. ”At smede sværd til plovskær”. Det er et bibelsted, de ord. Det er saftsuseme godt sagt. For firetusind år siden. Synes du ikke.

Jo, skål.

Så Böhme, den skomager med hans børneflok var nok mystiker, men han  adskilte sig fra middelalderens mystikere ved at nu skulle der tages fat. 50 år efter hans død skrev Theille det stykke der siden bortkom.

Den tids opgave var vel ikke at afskaffe våben, spurgte indianeren syrligtt.

Både og. Men jeg kan høre at jeg ikke har overbevist dig.

Der var ting i gære. Vi genskaber den tid. Vi er langt tilbage, for pokker. Herhjemme har vi lige fået arvekongedømmet, enevælden. Det var et fremskridt, tiderne var anderledes, adelen skulle ikke mere bestemme alt. Uh, for skepticisme og kritik. Jeg kan allerede høre det. Stykket blev opført 2. januar 1678.  De religiøse krige var overalt. De lærde sloges fra pjecer og bøger og prædikestole. Sekter florerede, som folk ignorerede flest. Det var nok efter reformationen, men slaget med pavevældet var ikke forbi. Husk på aflandsbrevene. Betal dig til syndsforladelse.  

Men der lå noget andet i luften også. Én ting var selvets renselse, den enkeltes frelse alene som enkeltsjæl. Det var noget større man spekulerede på, og Böhme gjorde det i orden at gøre det, tænke større, selvom det blev knapt så historisk  forstandigt som vores moderne kirke i dag heldigvis kan gøre det, når det gøres godt. Han gjorde Gud tillidsfuld, én der havde brug for en medarbejder i mennesket han skabte, idet han spekulerede over hvad han var for en gut, den slags tanker, og det var rigtignok en tid-og folk kastede sig ud i vækkelser, som vi kan smile ad i dag, men det var alvor. Der var krig og gangstervæsen overalt, der trængte sig på, husk det.

Okay, så langt så godt. Indianeren havde fået en svada. Der er gået lidt af en Martin Luther tabt i dig. Men hvad adskiller dagens Danmark fra tidligere.

Tiden er inde. AI er en fantastisk teknologi og den skal bruges godt, det her kræver kontrol på tusind niveauer. Det er i alles interesse.   Jeg er ihvert fald glad for at de tog ideen op, og at jeg så fik en pris, okay, men andre kunne nok få den ide, og andre havde den da allerede. Jeg så den i hvert fald i en kommentar på nettet engang. Det var en fyr i en chat, fra Indien, så vidt jeg husker der nævnte det i forbifarten, at det var AIs opgave at afskaffe atomvåben i vores epoke. Hinduer har fredstanker.

Ja, sagde rødhuden, men måske fornuftig nok at klappe hesten. Tænk på at problemet var også, at det kunne gå for hurtigt.

Den gamle svarede, -Netop. Det er jo noget farligt skidt. På den måde måtte der komme en bred opfattelse først. Det er næsten kun kirkerne der har en ugentlig dagsorden der på nogen måde kan  holde trit med noget så langsomt der kun skal gå så hurtigt som muligt uden at gå galt, hurtigere skal det ikke gå. Hvis nogen snyder mener jeg. Så er fanden først løs i Laksegade. Det kræver avanceret programmering. De er en bred myndighed, kirkerne og moské’erne i verden, og templer for den slags skyld, ovre østpå.

Ja det er et stort perspektiv. Men det er en gang utopi. Lad mig sige, dine ord overbeviser mig ikke, sagde indianeren. Men prisen gør indtryk. Længe leve nobelprisen du gamle. Sandt nok, lød svaret. De skålede og spillede lidt Dylan. Bob havde i hvert fald fortjent sin pris.

De spillede  It’s a hard rain gonna fall.

 

 

Scene.

Lejrbål med (forsinket) gensyn. Efter brylluppet

om Amerikas fantastiske historie

Deres første møde efter hjemkomsten fra Amerika,

i  Den Tilgroede Have,  under kæmpefyrren fra Oregon,

Hvor de to venner  på ny føres sammen efter mange års adskilthed, idet biskoppen spiller sin glansrolle.

 

Scenen fra haven er et lejrbål med to lejrbåls-musikanter cherokeseren Tordenskjold og Marias mand og en præst. Sidstnævnte er deres fælles ven, en absolut skør type, prædikanten fra Den Tilsandede Kirke.

Cherokeseren er  egentlig dansker, det vil sige bandets faste søhelt, Tordenskjold, der i mellemtiden har været ovre i indianernes land, og der har de ladet ham beholde navnet.

Der er ikke god stemning mellem disse to musikanter. De er kommet på kant på det tidspunkt. Det var de ikke senere, men her og nu kører det ikke.

Præsten orienterer diskret publikum om problemet. De er ikke så gode venner mere.  Lejligheden er der.  Der er kun indianeren inde, lige nu er Marias mand,  -som så ofte før- ude at tisse.

Præsten sænker stemmen og siger nedladende: Der er tale om et par sølle eksistenser med alt for høje mål. Så hæver han stemmen og henvendt til indianeren og (de enkelte publikummer der foreløbig er kommet) siger han, at Når der alligevel kom så meget ud af det, som stykket her viser, så skulle der mere end almindeligt held til. Indgreben fra det høje må have fundet sted. Alt dette har præsten intet mod at fortælle. Han gør korsets tegn. Han er rablende.

 Præstemandens håbløse fortale foregår altså  som en dialog hvor han sætter indianeren ind i det hele. Så han kan være med i spillet, publikum er jo allerede på vej.  Indianeren vidste ikke der var inviteret tilskuere, men han er vant til lidt af hvert.

Han messer. Publikum vil forstå at mine to venner ser forskelligt på Amerika. Men de er gamle venner. Det går nok.

Det hele hænger sådan sammen:

De vil til Amerika. Vi er nu nogle år tilbage. De har lavet teater om heltemod. Bare ikke om Amerika. Ikke endnu. De tager derover. Men - Hvem er helt? Der kniber det med enigheden.

Forskellen var her. Tordenskjold får nok, da Marias mand – nå der kommer han. Marias mand nærmer sig, knappende bukserne. )  vil  gøre Tom Payne og George Washington central for deres stykke. Som en western. Amerikas glorværdige historie.  Anderledes med hans makker. Tordenskjold beslutter at blive indianer og drager til Cherokee Nation i USA, hvor han bliver medicinmand og får fire koner, -som han forlader da Maria kalder ham hjem til knægtens bryllup. Hans kammerat, Marias mand, når kun til New York hvor han sidder og studerer med et billigt tremåneders gæstekort på  Metropolitan Museets rige Bibliotek.

Så tager han allerede hjem. De havde åbenbart forskellige synspunkter og interesser da de først kom derover.

Nu forløber tiden mellem knægtens konfirmation og knægtens bryllup.

Hvor Tordenskjold har været ved vi.  I Amerika hele tiden.

Hvor hans gamle makker har været har vi tilgode at få at vide. Men svaret er:

han har været her hvor vi er i dag, her på Fyn.

Her i Den Tilgroede Have, udenfor bindingsværks-laden med de gamle malerier.

-og heroppe var han,  udenfor laden, sidddende deroppe, med en bærbar computer og en guitar,i de nederste grene af  dette træ,  her oppe i Den Californiske Kæmpefyr fra Oregon, importeret som frø til Danmark i 1812 og plantet her,  -det var her i træet Maria fandt ham. Og her hun sagde der kom bryllup.   Rygtet gik at han ellers boede alene med en blå undulat i Vollsmoseparken, som han skrev sange til (!) og ellers altid var på Rigsarkivets bibliotek i Odense.  

Maria vidste ikke. Ville måske ikke vide.

Men Bedstefar hjemme i Kildevæld havde som sædvanligt det rigtige tip, og her fandt hun ham. I Den Tilgroede Have.

 

 

 

Det højkirkelige var gået lidt af vores biskop. Han blev dristigere. Det høres.

Det kræver jo sit at være borgmester. Det er altså syv år efter, men der var to plancher under træet hvor hun fandt sin mand, som hun bad ham om at tage med på dagen. Kunne præsten fortælle.

Og dagen den kommer vi til nu, -nu kommer vi til brylluppet. Knægtens bryllup. Der var altså disse rekvisitter med, Maleri-plancher fra både laden ved træet og George Washington og Lincolns museum. Så kom det store bryllup. Vi er henvist til aftenens lejrbål. Samt hvad der må komme senere. Sagde den utålelige selvhøjtidelige prædikant selvsmagende og nikkede rundt.

Præsten fortsatte:

Hvad Maria selv angår: Hun var stadig borgmester, ovre i Kildevæld, (men ikke ret meget længere, som det ses nedenfor)  pigerne  havde  kun lige været teenagers, men drengen, ”knægten” – ja han skulle nu giftes. Manden skulle med til brylluppet. Manden har sumpet lidt (i hvertfald efter Marias mening), -der godt vil indrømme hun er blevet  lidt spidsere som dame.

Der var også nogen fra indianerne på Washingtons tid, som nok vil overraske vor cherokeser her i dag. Præsten så fra publikum over på manden i fjerprydningen med den lange Tordenskjold-manke.

Så pegede præsten på standerne med de gamle malerier. Indianernes frihedskampe mod europæerne og amerikanernes frihedskampe mod englænderne og mod slaveriet, plancherne var noget

Maria havde foreslået  manden at tage med til brylluppet,   da hun fandt ham - det ønskede hun. - Og

manden var glad for det forslag.

Det havde Maria dengang fortalt præsten, der i det hele taget var vældig godt inde i alt. Han fortsætter fortroligt, med  publikum, der stadigt ankommer så småt.

Og han blev dristigere: Han sagde: Manden var  nok ikke  fri for at være blevet lidt bitter gennem årene, klogere var han ikke, men de havde jo begge, både far og mor, Maria og manden, begge havde de jo gerne villet at knægten skulle have et godt bryllup, så her hvor vi er i dag blev det altså aftalt, under kæmpefyrren her.

Javel, sagde præsten, -idet han afbrød sig selv-  men henvendt til indianeren sagde han hovedrystende: Men du kom altså op til mig, men, men, men -oppe i Den Tilsandede Kirke var der jo ingen skulle giftes.  

Ja, du tog op til Den skrupskøre præst i hans skrupskøre skrud, brød Marias mand ind.

Den skrupskøre præst lo. Det var jo halvvejs min skyld, for jeg prædiker jo for vinden deroppe. De to andre smilede, og sagde klø på, Biskop, klø på.

Med andre ord, for at gentage det allerede sagte, mest til uendelighedHer får cherokeseren  altså det hele at vide, og henvendt til publikum peger han på ham, -for ved en fejl var han altså taget op til Den Tilsandede Kirke i stedet for ned i Den Tilgroede Have.

Men det betyder at det ærede fremmødte publikum kan få det hele med, for nu bliver det til lejrbålsteater her så Velkommen og vær lutter øre. Og ikke mindst :syng med !

 

 

 

MENS DETTE SKER OG PRÆSTEN FORTÆLLER, ANKOMMER PUBLIKUM STADIG TIL LEJRBÅLET.

Mens dette sker og præsten fortæller ankommer publikum stadig til lejrbålet, så der bliver lidt gentagelser:  Ja - Cherokeseren var altså kommet da det hele var forbi. Bagefter var han taget med præsten ned i den tilgroede have for at de kunne tale ud med Marias mand for Uggabugga ville gerne havde det hele at vide.

Præsten lurede på rødhuden om han accepterede hans sjov. Han kan se det snart er tid at holde inde.

Præsten slutter idet han nikker,  TAG LIGE OG PRÆSENTER JER. I HEDDER VEL STADIG Odder von Clodder med Tordenskjold og De Modige Fugle 

Biskoppen holder scenen lidt endnu. Han slår ud med armene, peger bagud mod nord:

tog pumpen og derved frelste Marias mand plus kammeraterne…osv  

er det ikke jer der synger i Hirtshals, råbte præsten, er det ikke jer der synger:

En dag vil store skibe, en dag vil store havne

Have afløst denne Vildsomhedens Strand

Og venskab skal den dansker eller nordmand ikke savne

i gnisten efter Tordenskjolds brand.          

 

De synger slagsangen

Nu får vi …

og  sangen

Nu vil vi fortælle et eventyr.

Den ivrige præst trænger sig på

Præsten begynder at gentage sig selv. Præsten siger, lidt for ivrigt. (Han kan ikke nære sig. Han bryder ind) : Altså ,for syv år siden fik de to skibslejlighed til Amerika for de var enige om at det var godt at lave noget om USA, men de skiltes i uenighed om hvad det skulle være. Nu har Maria fået dem samlet til knægtens bryllup men det var egentlig bedstefaderen -også dennegang-  der gættede hvor Tordenskjold var. ”Prøv cherokeserne”, sagde han,

-og dér var han,

                -det var dér han var.

Tordenskjold var blevet cherokeser.  Og nu sidder han her, med alle fjerene. ”Det ved vi, sagde Ugga Bugga. Lettere irriteret.

”Senere fandt hun manden...” -Præsten bliver afbrudt:  

Stop. PUBLIKUM ER PÅ PLADS. Det lød som det var en stor sal. Det var bare et lejrbål.

Marias mand afbryder endelig denne lange indgangs-prædiken og siger: ”Se nu her, nu er folk på plads”

Ja det er godt. Nu starter vi,  siger Marias mand. Er alle på plads rundt bålet?. Publikum råber ja.

Stemningen er imidlertid stådig lidt dårlig mellem de to tidligere venner. Stykket starter med at manden spiller lidt folkemusik for cherokeseren, vi prøver os frem,  -Kan den herre høvdingen stadig huske ”Lotte Gik” siger han drillende, eller er det ”uggabugga” det hele. –

 og cherokeseren svarer at UggaBugga kommer vi til men når man har krydset Store Flod må man sætte sig og vente meget længe på store ånd. Der går langt imellem at det hænder.

Hvad mener du med det lød svaret lidt paf fra Odder.

Den skrupskøre præst hvisker til publikum: ”tag jer ikke af det er lidt pinligt. Alt for gode venner er de ikke”.  ”Hold nu mund biskop”, siger manden tvært.

 

Cherokeseren har meget han gerne vil have forklaring på.

Undervejs kommer det frem. Altså hvordan brylluppet egentlig gik.

Den skrupskøre præst ser en ny chance for at komme i centrum. Han kan godt mærke stemningen ikke er for høj og spørger Marias mand om han ikke kan formilde gode gamle Tordenskjold der ligner en tordensky.

Marias mand  ser ud til at være glad for opgaven, og siger at der stod stor respekt omkring cherokeseren ved brylluppet selvom han ikke var nået frem. Måske vil cherokeseren selv forklare.

Præsten spørger så cherokeseren om hvorfor de to egentlig blev skilt derovre i det store land, hvorfor holdt de ikke sammen. Hvorfor blev han cherokeser? Der improviseres virkelig her.

Indianeren greb om en amulet han havde om halsen.  Mit navn er Hvide Ørn. Det gav et gib i Marias mand. Hvide Ørn var navnet på den svenske fregat der var Tordenskjolds største erobring. Indianeren fortsatte: Ja jeg spillede jo Tordenskjold i vores stykke. Vi vidste fra Kommandør Gardes skrift fra 1852 at Tordenskjold holdt gudstjeneste og nadver før slaget ved Dynekilen, ja han holdt nadver og gudstjeneste før hvert slag. På dækket. Ja hver gang, -det skrev Garde, der havde adgang til alle flådens arkiver, alle indberetninger. Ja, det er rigtigt, sagde Marias mand og så på præsten.

For første gang lagde præsten mærke til at indianerens amulet  havde et kors i midten. Det havde han ikke ventet. Indianeren pegede på planchen hvor der var et billede af en indiansk kirke.

 

Marias mand lyttede bare:

Det gik op for mig at indianernes historie forvrænges, ligsom det er sket med historien om Tordenskjold, sagde indianeren, og fortsatte: ”Hvid mand svigter rød mand for guld. Nogle indianere, men ikke alle hjalp hjalp hvid mands konge i England mod de oprørske New Englanders nybyggere, amerikanerne ved kysten.  Da hvid mands konge blev slået havde  amerikanerne ved kysten fået had til  indianerne. og glemte hvis side vi var på. Ganske vist valgte vi vores høvding og de deres præsident og der blev fred. Men da der blev fundet guld hos os cherokesere glemte Amerikanernes præsident alt hvad han havde lovet cherokeserne. Det er beskrevet på dansk i bogen ”Kun navnene er tilbage”  

Marias mand nævnede nu indianermissionæren Brainerd

og den danske bog om ham der blev skrevet af præsten på Hirtsholmene i slutningen af 1800-tallet. (foto).

Her beskrives hvordan indianerne tog imod kristendommen. Amerikas største teolog, Jonathan Edwards, skrev bogen om indianermissionæren i starten af 1700-tallet. Marias mand sagde at han havde set  ”Danser med Ulve” og vidste at det er meget sjældent at en indianer forlader sin stamme, som Hvide Ørn havde gjort. Hvide Ørn nikkede. 

  Men jeg har en sang til dig der rejste med mig til det store land, -sagde han, -spil den lød svaret fra Marias mand.  

 

Sangen om store ånd

 

  C                                    G                        Dm

Der går langt imellem at det hænder

        C                  G            F

Det indtræffer ikke ret tit

               C                  G                      Dm

At den sidste mohikaner skifter venner

               F                 G                            C

Der går år og dag imellem sådan et skridt

                F                                           Dm                        G   

  Vi ville aldrig lade det ske i vore egen cherokeser stamme

          C                                       G                        Am

        Før det kom så vidt ville høvding hæve hånd

                 F                                                     Dm                           G

               Den der krydser Store Flod må sætte sig med det samme

                     C                                     G                          C

               Og vente – vente meget  længe på Store Ånd

Og der skal nok være dem der tænker Store Ånd han er ikke vorherre

Og der skal nok være dem der tænker at de selv ser bedre ud

Men at blive  forladt af Gud og Hvermand, det er værre

Og sidde og vente på Store Sendebud---------------------------------------------------------------------------------

C                                    G                        Dm

Der går langt imellem at det hænder…

 

 

Hvorfor skrev du den sang, spurgte Marias mand.

Det burde han nok være skarp nok til indse hviskede præsten til publikum der var krøbet tættere på bålet, nu aftenkulden trængte sig på.

Luften var begyndt at tø op mellem de to.

Indianeren svarede at hans stamme havde spurgt hvorfor han aldrig hørte fra Marias mand, når han nu vidste så meget. Jeg havde jo fortalt dem om dig og bøgerne, for cherokeserne var jo selv blevet et læsende folk, efter at de havde  opfundet et skriftsprog i Cherokee Nation. Jeg svarede dem, som sandt var,  at jeg blev bitter over jeg ikke hørte fra dig, sagde indianeren, og så sagde de at” bitterhed var farlig for sjælen”, og så skrev jeg sangen om store ånd.

Det er en smuk sang, siger Marias mand. Den er til alle. Jeg forstår den godt.

Jeg forstår godt indianerne. Men jeg skrev om de moderne amerikanere. Der var frygt overalt. Den hvide mand kom fra et Europa hærget af krig. Men indianerne i amerika førte også krig mod hinanden. Man tog land og forsvarede sin ejendom med våben.  Den hvide mand førte slaver med. De ufri sorte slaver var ligeså mange som de fattige hvide nede syd på. Det er utroligt de ikke alle sammen har slagtet hinanden. Der var ingen politi i starten. Jo, Folk valgte en sheriff.  Det rakte ikke altid. De render jo stadig rundt med våben.  Den dag i dag. Men kunne vi ikke synge en Redemption song, til minde om George Lincoln der befriede slaverne, men selv blev myrdet.

De synger

Redemption song af Bob Marley

 

Man skal altid håbe på en lys drøm, sagde cherokeseren.  Jeg vil synge en kristen cherokesisk salme. vi har kirker, det vidste i nok ikke. Vores folk dannede en nation i 1828, omkring det tidspunkt hvor mormonerne dannede deres, omkring det tidspunkt hvor Lincoln blev født, omkring det tidspunkt de første jernbaner blev rullet ud og telegrafen var på vej. Vi indianere havde intet skriftsprog, men vi havde set hvilken gavn de hvide havde af deres hvide sedler med tegn på, og til den cherokesiske nation havde vi skabt et cherokesisk alfabet

 

og forfatning og retsvæsen og byggede kirke og udgav avis der læstes helt ovre i England. Så fandt vi guld. Ak hvilken tragedie på ti år. Læs Kun navnene er tilbage.(foto)  Vores hovedstad blev jævnet med jorden . De hvide nybyggere flyttede ind, ja de kørte om kap for de hvides regering udloddede vor jord. Vi blev ført vestpå. Men vi er stadig fire millioner indianere i dag. Selv om guldgraverne flyttede os fra vore forfædres jord må vi vente på lys.

Syng den, sagde Marias mand, ja syng den indianer-salme, sagde præsten

 

       

Sangen Dag du er lys og god

Hm D7  - Hm D7-

Hvor bliver du af,  hvor bliver du af,      G    D         G  

hvor bliver du af min dag                        G   C    -Am  Em

Natten er ond at ha’                                 G  D  G   -C  D

Natten er ond, natten er ond                    C   D..G..

Den er ond i sin rod                                         G       C  -Am  Em

Men Dag du er lys og god                             G  D  G   -C D

 

Sorte nat du kom  og stjal vores dag            C  D

Og du grinede bare  og sagde                  G  C     Am  Em

At dagen lå så alle kunne ta’                        C  Em   Am  Am7  D      - C D

   Nu dømmer vi dig ude, slet og ret            C   D

   Slet og ret, den ret vil vi ha’                       D    G      C  -Am  Em 

   Når lys kommer for en dag                          G  D  G         C  D

 

”Det var ondt af natten, men den første stribe sol jog natten på flugt. Så den sorte nat er en kryster”. sagde cherokeseren.Han fortsatte, idet han gentog sig selv: Skulle vi cherokesere ikke kunne forstå ret og rimeligt. Vi fik -som sagt- eget skriftsprog, forfatning skoler retsvæsen, præsident og nation 1828. Vores avis Phoenix udkom i årevis og kunne købes i London.

 Vi synger sangen fordi der er ikke mange der ved at cherokeserne nåede at lave en forfatning med domsvæsen. Med skriften tog vi ved lære af den Hvide Mand.  

Forskellen på nat og dag er ligesom ondt og godt. Natten aftager ikke, men overvindes af lyset.  Pas på.

Marias mand nikkede bare.

Der er brug for sange om håb, afbrød præsten. Han ville nok have en salme, men Marias mand tænkte at han kendte en sang der var det modsatte, men alligevel handlede om håb. Han sagde  Der findes også hvide mænd der lider døden for en drøm. Tænk på Lincoln. Og John Lennon drømte om et samfund uden ejendom, lad os synge hans sang Imagine. Begge de fyre blev skudt  i Amerika.

Det er sandt sagde indianeren. Lad os synge hans sang. De synger Imagine

Imagine

Imagine there's no Heaven

It's easy if you try

No Hell below us

Above us only sky

Imagine all the people
Living for today
Yoo-hoo, ooh-ooh

You may say I'm a dreamer

But I'm not the only one
I hope someday you'll join us
And the world will be as one

 

 

Imagine there's no countries
It isn't hard to do

Nothing to kill or die for

And no religion, too

Imagine all the people
Living life in peace
Yoo-hoo, ooh-ooh

You may say I'm a dreamer

But I'm not the only one
I hope someday you'll join us
And the world will be as one

 

Imagine no possessions

I wonder if you can
No need for greed or hunger
A brotherhood of man

Imagine all the people
Sharing all the world
Yoo-hoo, ooh-ooh

You may say I'm a dreamer
But I'm not the only one
I hope someday you'll join us
And the world will live as one

 

 

Sangen om frygt.

UggaBugga (Grå ulv kalder)

 

Hvid sne falder  -   uggabugga                                         C G Am F

       Uggabugga - uggabugga                                         C G C G     

Grå Ulv kalder  -  uggabugga                                        C G Am F

       Uggabugga -  uggabugga                                          C G C G

Der er ingen mad i skoven dér hvor ulven går       F         G

Luk forneden, luk foroven,  luk din hønsegård      Bm7  G G7 

Ulven kender Ulveloven - ulveunger får

Halvdelen af ox og kalv  -  lækre lammelår

 

Hvid sne falder  -   uggabugga                                         C G Am F

       Uggabugga - uggabugga                                         C G C G     

Grå Ulv kalder  -  uggabugga                                        C G Am F

       Uggabugga -  uggabugga                                          C G C G

Der er lys der tænder, der er lys der går ud           F           G

Bed en bøn for dine venner, bed en bøn til gud )  Bm7  G G7

Ulven kender Ulveloven - ulveunger får

Halvdelen af ox og kalv  -  lækre lammelår

 

 

Den var uhyggelig, sagde manden.

Ja men hvad med dine sange fra Amerika, svarede indianeren. Du ville jo skrive om dine helte.

Mine helte. Du er godt nok spids.

OK undskyld. Måske kan jeg lære at beundre dem.

Sangene er ikke færdige.

Nej sangene var ikke færdige.

Men det skulle de blive.

Det skete på det lejrbål hvor knægten ringede.

 

 

 

Scene.

Lejrbålet under det gamle træ, hvor knægten ringede, og hvor Sangene til de amerkanske sange pludselig kommer frem og pludselig kunne udgives kort tid efter.

 

En lang eller kort tid efter ringede den gamles telefon mens han sad og lagde brænde på bålet sammen med indianeren. Det var knægten.

”Indianeren er her” sagde Marias mand til sin søn. Er det OK jeg sætter på medhør. Vi sidder bare og futter lidt træ af.

OK fatter. Hej Tordenskjold. Håber alt vel?

Alt vel, Du. Spild ikke tiden på mig. Jeg gætter på du har et ærinde.

Netop, det er ret vigtigt. Far vi flytter til USA nu. Jeg bygger fabrik i Greenville, Pennsylvania. Linda er 10, de to små er 4 og 5. Det er OK. De kommer hjem til dig og spiller teater hvert år til jul. Mor har en overraskelse til dig også. Hun sagde det da hun fik det at vide. Jeg skyder på det er hemmeligt, men det skider jeg på. Hun flytter ind på dit plejehjem, i den anden ende. Hun har jo arbejdet der. jeg ved ikke hvordan hun har fået det ordnet. Det er super. Så har vi jer begge to når vi kommer. Men så kommer i jo sammen tilsidst.

Det var som pokker, sagde den gamle.

Ugh! Sagde indianeren.

Haha, lo knægten. Surprise surprise. Nu er der noget jeg vil spørge dig om. Du har fortalt mig om de amerikanske sange. Fortæl lige det hele igen.  Jeg vil gerne have dem til personalet. Jeg vil gerne udgive dem. Jeg laver en DVD til hele fabrikken. Mange af dem bor omkring Kildevæld. Mange i København. Jeg vil have dem med. De skal være forberedt. De er med os, en familie på eventyr. Forstår du det.

Ja det forstår jeg godt dreng. Det er godt tænkt. Jeg var selv lidt blank hvad USA's historie angår, før jeg tog fat på de ting.

Det var jeg også, indskød indianeren, Det er en stor historie.

Uggabugga! lo de andre to næsten i kor.

Så fortæl mig om de helte!

Hans far var slet ikke klar over at han talte over en forbindelse til USA.

Det var også ligemeget, det betyder mindre i dag.   

Jamen så hør her, så starter vi med oprørsgeneralen George Washington han virkede som om han aldrig var bange..

Det er også en god ide. Jeg har lovet indianeren at fortælle noget mere om de ting. Han kunne ikke forstå sangene ikke var færdige. De er faktisk færdige.  Men ærligt talt, ingen gider de sange for alle er  trætte af USA. Men det er jo historisk.

Netop far. Jeg har brug for dem. Tro mig.

 

Han virkede stærk. Det var derfor folk så op til ham. De var bange. De var trætte af englænderne men de var selv englændere. Engelsk lov gjaldt i kolonierne. Det er klart man var bange for at slå sig fri fra den engelske kolonimagt under den engelske konge. Det startede som et oprør mod afgifter de fik pålagt. Siden de ikke engang  havde stemmeret, det havde dog irerne i Irland. Men oprørerne skulle slåes ned. Den engelske koloni-hær var frygtindgydende. Washington begyndte at trække sig tilbage og trække sig tilbage og… tilsidst , efter tre år, 1773-76 -da hans folk var syge af at trække sig tilbage overskred han Delaware-floden julenat og slog englændernes eller rettere deres tyske lejetropper der lå der. Alle kender det maleri, men det er en sand hændelse af stor betydning.

De besluttede sig for uafhængighed af den engelske konge. Så dannede de USA og der skulle ikke være konger og baroner og grever. Hvordan kunne det lade sig gøre? På den tid var det en fantastisk forestilling.  Franskmændene var vilde med den ide og lavede den franske revolution femten år efter. Napoleon skubbede til hele det gamle, helt over østpå.  Russerne har altid været lidt frankofile. Der blev også revolution i Rusland senere men amerikanerne må siges at have haft succes med deres måde.

Jeg glæder mig til den DVD.  Sørg for at få det hele med. Det er vigtigt med musik. Nogen havde deres violiner og banjoer med over Atlanten. De havde også musikere. Måske har musikken betydet mere end vi tror, også den indianske. Sagde Marias mand. Hvide Ørn nikker.

 

Sang

That river full of Ice

En sang om den julenat 1776 hvor de amerikanske kolonister overskred Delaware floden mens fjenden sov hvorved han overvandt den engelske kolonis konges tyske lejetropper og vendte krigens gang og vandt friheden efter års tilbagetrækning og sult og tilsidst også nærmest måtte være udsat  foragt fra borgerne der svigtede for manges vedkommende da kampen blev lang. Howard Fast har beskrevet det i romanerne The Crossing og Borger Tom Paine. Den sidstnævnte var også om reaktionen i Europa. Paine var med i Frankrig da det gik løs der. Kom siden i fængsel. Skrev bøger der blev forbudt i England. Kom tilbage til USA, hvor han kendte præsident Washington fra årene i sumpen, guerialla-krigen, frihedskrigen.

Du må have de bøger med knægt. De er oversat til dansk, de er lavet på film og det hele.

Det er noteret far, lød svaret.

Washingtons mænd var bønder der forsvandt når der skulle såes og høstes men vendte tilbage og støttede deres leder der gemte hæren i sumpen om sommeren. George Washington var udnævnt af oprørsregeringen der også næsten svigtede ham tilsidst. Selv var han som person tilbageholdende og fåmælt men modig og respekteret af sine mænd for sin evne til at udholde de samme lidelser som de. Men en fattig bonde var han ikke. Han var Amerikas rigeste mand, en stor jordejer i Syd, og George Washingtons store farm havde også slaver der blev frigjort da han blev præsident, selvom slaveriet først blev forbudt 100 år senere.

Ordene I første linje I refrainet

              Every man was born with natural rights

              When they crossed that river that night

refererer til den indledende sætning i forfatningens uafhængigheds-erklaringen 1776) om at

”…da vi er af den opfattelse at alle mennesker er skabt med naturlige rettigheder”

Knap 100 år efter blev disse vigtige ord springbrættet til at Lincoln kunne befri de sorte slaver under borgerkrigen. Princippet om naturlige rettigheder men også ideen om en skaber lå i denne første sætning. Enhver sang om USA's historie må afspejle dette grundlag for nationens dannelse, for at være sandt historisk.

 

 

 

The song of

Lady Peacetime

(George Washington and the last battle)

 

1

It may take a soldiers life                           G  D

His children and his wife                            C  D

At least he has to kill his fears                    G  D

1-2-3-4-5- six years                                     C  D

   Telling You the truth - no lies ,                     Hm  C

   Tonight we have to cross that river full of ice   Hm  C   D

   The general,  for Heavens Sake                  G  D

   Telling what’s at stake                            D  G

   George Washington said “Do Retreat”       G   C  G  D

   But not the final day !                               G  D  G

   My army made of simple men

   My wife so far away

   Seems King Wartime still

   Will have som killing wars go on

   But I do wish, yes I do wish that You were here  G   C   G

   My Lady Peacetime, long time gone         D --break-   G  C  G  D

  

Every man was born with natural rights G  Am G D( G C G D)

When they crossed that river that night        G C D            (G D G)

(Or

Gimmi glory halelujah, gimmi a bottle of rhum

For tonight I am down on my knees For lady peacetime to come)

------------------------------------------------------- 

2

Sailing will be hard but short

Hold to rifle hold to sword

Brave old able fishermen

Will row those boats and back again 

   Telling You the truth…..

-----------------------------------

Der er nok noget der er gået i glemmebogen der, far, sagde knægten. Alt det med Amerika og håbet, men der var jo mange kolonier, så fortæl mig lige hvad der var det særlige ved den her. Det vil jeg gerne have bedre styr på.

George Washington stod i spidsen for frihedselskende folk der var meget belæste, sagde han. De var rejst derover fordi de ville leve et gudsfrygtigt liv. Eller også for at få et udkomme. Eller tjene en masse penge. Men dengang var der ingen industri. England lagde skat på dem. De blev sure. Den forfatning de skrev var fantastisk. Der var ingen konger og baroner i den. Folk har været tosset med det land siden. De kom også fra Asien efterhånden.

Fortæl noget mere om den fyr!

Hvem?

Ham der Washington.

Tja, det var en hård tid. De havde ikke anden medicin end sprut, heller ikke når de fik skudt et ben af. Washington kunne også godt lide en tår. Men ovre i det gamle land, ovre i kong Georges England var drukkenskaben kørt helt af sporet. Bønderne blev jagtet af jorden og ind i fabrikkerne. Børn i kulminer, lønnen blev drukket op. Selv hoffet var forfalden til gin, og fabrikkerne solgte det som mad der var sundt for børn. Som medicin, som sundheds-eliksir. Fup og fidus ligesom i dag. Selvfølgelig kom der salgsagenter til New England. De blev kigget ud. Der var en grund til at kvinderne i Amerika var så dydige. De satte sig imod. Man måtte være bibelstærk. Præsterne rejste frem og tilbage over Atlanten og advarede mod at give efter for England, som ovenikøbet ikke ganske havde  frigjort sig ganske fra pavedømmet. Den kamp fortsatte. De spanske pressede på. Katolikker ville overtage kongemagten på de Britiske Øer.

Men far, vi skal jo producere i Bibelbæltet. Hvoraf kommer den stærke tro. Det ligner ikke Københavns Vestegn. Det er utroligt i de her moderne tider. Ikke for at tale om Trump. Men…

Der foregik en fantastisk religiøs opvågning i 1700-tallet. Den burde vi kende til. ”The Great Awakening” Ja, de der præster ville omvende folk, men der manglede jo også myndigheder, husk det. Udover måske en sheriff, der kun var halvt frivillig. Prædikanterne var nærmest den tids omrejsende organisatorer af lokale styreorganer omkring kirken og det blev faktisk oprørets arnesteder da England gik for langt. I hvertfald argumenterede man i religiøse termer, for eksempel i Fletchers prædikener. Husk på den slags blev trykt. De var kæmpe-læseheste. Protestanter og Augustinere. Bøger og pjecer  blev slidt op. Aviser kom først rigtigt i 1800-tallet. Den største frygt var at spanierne vandt i Europa, så ville friheden slukkes i Amerika.

Vi taler om de 150 år op til George Washington. Det vilde Vesten. Uden jernbaner, uden telegraf. Helt fra 1618, hvor de første kom sejlende med Mayflower.  Det skal man huske på. Deres prædikener blev og læst og læst og læst, og de blev gemt til i dag. Det er lidt glemt.

Du har nok været nede i kælderen på biblioteket derovre grinede indianeren.

Ja det er nu draget frem i dag af andre. Men ligesom Tordenskjold glemmer man den side af et mandfolk når han bøjer knæ for Gud. Det passer ikke ind i billedet.  Så bliver heltene i stedet bare til brushoveder. Forfængelige. Lidt pralvorne. Rak heltene ned. Som om de ikke var ordentlige mennesker, faktisk. Men det var netop deres moral der gjorde dem til særlige ledere.

Og deres mod, sagde indianeren.

Ja mod skal der til, sagde Marias mand.

Ligesom i kærlighed, sagde indianeren

Nu smilede de begge.

Forbindelsen var røget. Sønnen var væk. Nyhederne skulle fordøjes. De lagde træ på ilden og kogte lidt cowboykaffe i en gryde, det var den gamles ide. Han glædede sig til Maria flyttede ind. Det lyste ud af ham. Og den ny DVD. Og børnenes julebesøg. Hvad kunne det ikke blive til.

Øhh…Dengang du….? Indianeren startede på noget. Så spurgte han direkte: Jeg har tænkt meget på hvorfor du ikke fortalte Maria hvorfor du tog på den turné, sagde indianeren

Hvad er du nået frem til spurgte marias mand.

Ingenting, lød svaret. Ingenting.  

Jamen jeg sagde jo heller ingenting. Det var jo netop det jeg gjorde.

Du mener altså at nogen gange er dét at sige ingenting også at gøre noget.

Ja for hvad skulle jeg sige. Jeg sagde ingenting. Det var jo en hemmelighed

Ja det kan der være noget om, og de lo begge. En mand kan have en hemmelighed. Det kan have sin pris, men om det er godt eller skidt, hvem kan vide. Det må guderne vide. Længere nåede de ikke den aften. Men de havde også været vidt omkring.

  

 

 

 

OK sagde indianeren, det var George Washington, nu kommer vi til Lincoln.

Der var også en sang, ikke.

Jeg synes det er  meget vigtigt at det er skabelsen selv der udgør forudsætningen - Ved, trods alt, at skabe os i sit billede gav han os de menneskeligt set, guddommelige egenskaber hvor ordet er det vigtigste. Man må jo sige at selv de sorteste slaver i amerika havde ordet. Det var ikke til at komme udenom. At se slaverne som grækerne gjorde, som  talende dyr eller talende redskaber, var begge ting forkert, for de var tydeligvis mennesker i skabelsens forstand. Med naturlige rettigheder fra fødslen. De forskellige udenoms-forsøg via ”Kansas-Nebraska Loven” som at gøre flertallet ansvarlig for om der skulle være slaveri eller ej

(-eller ”Dred Scott loven”: fødslen, forstået sådan at en født slave kunne medtages som ejendom til en stat uden slaver) - det var i modstrid med at være skabt med naturlige rettigheder. Det var et spørgsmål om at fortolke de indledningsord i forfatningen, uafhængighedserklæringen. Det andet usselt. Men det var på trapperne. I manges ører lød det tilforladeligt. Det var to love der ville gøre hele USA til slaveland.

Lincoln var superjurist. Ingen overgår ham på den juridiske tænknings område. Han så forskellen, for der står ikke  at mennesker er født lige-  for dét var man (tydeligvis) ikke.

 men man var skabt med naturlige rettigheder, i det forhold lige,  og det var dét forfatnings-fædrene med Jefferson i spidsen havde skrevet. Det var det store. Alle mennesker var skabt lige. Man må derfor se problemstillingen som forudset af Gud selv, for han kunne have skabt os som frie mennesker og ufrie slaver men det gjorde han ikke. Slaver er altså også mennesker, skabt  i den forstand at de naturlige rettigheder der hører til et menneske som at spise og tale og tænke og søge lykken er naturlig ret, og denne ret skaber magt, ”Right makes might”, som den glimrende dokumentar-film hedder, som ligger på Youtube. Den handler om Lincolns debatter med Douglas. De debatter er i dag pensum for alle unge i USA, men også os i Europa burde kende det. 

Marias mand fortsatte sin tale under træet. Indianeren sad ligeså stille og lyttede. Han glemte næsten han var indianer. Det var han jo heller ikke, det  var han blevet i de fire år inden han forlod stammen igen.

Kun én gang afbrød han, da han sagde, ”for første gang i lang tid føler jeg mig glad for at være en hvid mand. Fortsæt, jeg lytter.”

Lincoln-Douglas-debatterne, også kendt som The Great Debates of 1858, udstillede de to konkurrerende ideologier fra det 19. århundrede - flertalsstyre versus naturlige rettigheder  for alle. Sic !

Lincoln genskabte eller måske ligefrem sikrede og genoplivede forståelsen af de naturlige rettigheder og siden har det ikke kunnet ændres at USA, forfatningen og tilføjelserne hertil efter borgerkrigen bygger på et religiøst princip, som faktisk adskilte sig fra de europæiske lande. I en anden, ligeså vigtig dokumentar-film hvor forfatteren Guelzo interviewes kommer det fremragende og levende frem, både vigtigheden af Lincolns argumentation og hvordan selve borgerkrigen knæsatte alt det som grundlæggerne knap hundrede år før havde villet. Det er den dokumentar der hedder ”Right Makes Might”.

Lincolns værk er jo berømt og spørgsmålet om de menneskelige rettigheder er vigtigt. USA's grundlæggende lovgivning var ikke normal og er ikke normal når man ser den efter. Slaverne var fast ejendom og kunne ikke tages fra ejerne, europæerne har haft travlt med at amerikanerne var længe om at afskaffe slaveriet, men glemmer at de selv rejste derover, at det var europæerne der sejlede slaverne derover, og at det var amerikanerne der med 600.000 døde udkæmpede borgerkrigen, den største krig i 1800-tallet, for at afgøre det en gang for alle.

Der var mange aktører, men det særlige gjorde Lincoln, på juridisk vis. De amerikanske storfilm om denne mand handler derfor også en del om den jura.

Her følger et citat, blandt mange der kunne vælges fra en beundrer ude i verden, ovre i Asien.

Det hedder i en  kommentar på sociale medier til Right Makes Might: 

Svar

@davidsiregar1105

for 8 måneder siden

som advokat og senator fra Illinois mindede Abraham Lincoln altid USA's befolkning om, at USA's uafhængighedserklæring i 1776, som blev initieret af præsident Thomas Jefferson, gav mandat til, at alle mennesker er skabt lige, dette talte om princippet om lighed for alle mennesker i USA uanset farve. Hvid eller sort, enhver borger skal behandles lige for loven som en ædel skabning skabt af Gud. Dette taler ikke om rigtigt eller forkert, men det fokuserer mere på liv, frihed og lykkens frihed for friheden for alle mennesker i USA. Slaveri var et forkert skridt i forfatningens øjne, at slavebinde sorte mennesker var det samme som at kolonisere deres frihed, selvom de blev betragtet som en undertrykt minoritet, så i overensstemmelse med Emancipationserklæringen, som var baseret på USA's uafhængighedserklæring, mente Lincoln, at grundlæggerne ønskede at afskaffe slaveriet. 

Af den grund perfektionerede Lincoln den 13. tilføjelse til USA's forfatning, som sigter mod at afskaffe slaveriet i alle USA's stater, stoppe borgerkrigen og forene USA til et land fri for slavesystemet, samtidig med at den moralske akse i USA's forfatning ændres, så det er bedre at rekonstruere økonomien i sydstaterne fra at være en, der implementerede slaveri, til at være et industrielt system.

Det betød, at frigivne slaver fik anstændigt arbejde og passende lønninger. Han er så stor og så klog, ærlig Abe. Ærlige Abe. ærlige Abe, din arv skal ikke være død forgæves og skal ikke gå til grunde fra jorden. Hr. præsident Abraham Lincoln, han er min yndlings amerikanske 16. præsident nogensinde, jeg er fra Indonesien. Gud velsigne

 

Hvordan interessen for Lincolns argumenter voksede fortæller Guelzo levende om. Hvordan argumentet udvikler sig gradvis gennem de 7 debatter fortæller ”Right makes Might” levende om. Begge steder beskrives telegrafens rolle som det teknologiske gennembrud der muliggjorde hans gennembrud.

 

Guelzos bemærkning fra indvielsen af kirkegården understreger samklangen med Lincolns syn, at noget nyt er sket, som de døde selv har indviet.

Indledningen til Emancipations-erklæringen

Emancipationserklæringen, som blev udstedt af præsident Abraham Lincoln den 1. januar 1863, markerede et vendepunkt i den amerikanske borgerkrig og havde stor betydning for slaveriets afskaffelse i USA. Dens indledende afsnit lyder ordret som følger:

"That on the first day of January, in the year of our Lord one thousand eight hundred and sixty-three, all persons held as slaves within any State or designated part of a State, the people whereof shall then be in rebellion against the United States, shall be then, thenceforward, and forever free; and the Executive Government of the United States, including the military and naval authority thereof, will recognize and maintain the freedom of such persons, and will do no act or acts to repress such persons, or any of them, in any efforts they may make for their actual freedom."

Denne erklæring var et afgørende skridt mod frigørelsen af slaverne og har en særlig position  i USA's historie som en grundlæggende milepæl i kampen for frihed og lighed.

Den 13. tilføjelse til USA's forfatning blev endeligt vedtaget den 6. december 1865, og den markerede den officielle afslutning på slaveriet i USA. Lincoln havde arbejdet utrætteligt for at sikre den nødvendige støtte til tilføjelsen, både i Kongressen og blandt befolkningen. Handlingen i den nyeste Lincoln-storfilm ”Lincoln” foregår i dagene op til denne afgørelse. Hans

Du taler meget om de film og podcasts, sagde indianeren. Men hvad bygger det hele på? Marias mand nikkede og svarede at der stod kolossal respekt omkring Lincoln, på grund af hans væsen. Det var ligesom Tordenskjold. Der mangler ikke samtidigee kilder. Folk omkring præsidenten forstod at dokumentere alt. Ligesom med Tordenskjold er der ingen grund til at digte manden en alternativ og tvivlsom karakter på. Hans vision om et forenet og frit Amerika var ikke kun en politisk strategi men også en dybtfølt moralforpligtelse. Han var berømt for at fortælle gode jokes. Det var alt den alvor han måtte træde bag. Ingen skuede bag om tingene som han og det kostede. Så jokede han, selv under borgerkrigen. Enkelte hadede det, men soldaterne elskede det og forstod det instinktivt. Også hans vitser er bevaret. Der er ingen grund til at tvivle på det.

Det er interessant svarede indianeren.

Med slaveriets afskaffelse begyndte USA en lang og kompleks proces med genopbygning, især i sydstaterne, hvor økonomien og samfundsstrukturen var dybt afhængige af slavearbejde. Overgangen til et industrielt system krævede enorme investeringer og reformer, og det var en udfordrende tid for både tidligere slaver og hvide borgere.

Arven fra Lincolns lever videre som en påmindelse om mod og lederskab i tider med stor forandring. Hans indsats for menneskelig værdighed og retfærdighed har formet USA's grundlæggende værdier og fortsætter med at inspirere kommende generationer.

Efter det indledende afsnit fortsætter Emancipationserklæringen med at specificere hvilke stater og områder der er omfattet, og understreger igen at alle slaver i disse områder skal være "forever free". Derudover fastslår erklæringen, at de frigivne slaver kan tilslutte sig de væbnede styrker i USA, hvilket markerer en betydelig opfordring til aktiv deltagelse i kampen for deres egen frihed. Lincoln skriver:

"Og jeg erklærer og gør hermed kendt, at alle personer, som holdes som slaver i nævnte oprørsområder, er og herefter skal være frie... Og jeg opfordrer hermed de mennesker, således erklæret frie, til at afholde sig fra alt vold undtagen i nødvendigt selvforsvar; og jeg anbefaler dem, at de arbejdsmæssigt bestræber sig for rimelige lønninger."

Emancipationserklæringen var ikke kun et politisk dokument, men også en symbolsk handling, der skulle inspirere og mobilisere både nordstaterne og de frigivne slaver i kampen mod Konføderationen og slaveriet.

Emancipationserklæringen er en af de mest betydningsfulde dokumenter i amerikansk historie og har haft en langvarig indflydelse på landets sociale og politiske landskab. Lincolns ord har resoneret gennem generationer og tjent som et symbol på håb og retfærdighed:

"Og ved magten og med hensyn til dets anvendelse, som jeg, som præsident for De Forenede Stater, vil bruge og udøve, vil jeg søge at genoprette den konstitutionelle relation mellem De Forenede Stater og dets folk, som vil sikre, at de erklærede frie vil blive frie i virkeligheden. Og ved min kommando og med min magt vil jeg sikre, at denne frihed vil blive overholdt, og jeg vil prioritere deres frihed og rettigheder over alle andre hensyn."

Denne del af erklæringen understreger Lincolns kompromisløse forpligtelse til at sikre og opretholde friheden for de frigivne slaver. Det viser også hans vilje til at bruge alle nødvendige midler, inklusive militær magt, for at beskytte deres nyvundne rettigheder og forhindre enhver form for undertrykkelse.

Jeg må nok sige du har meget med, sagde indianeren.

Egentlig ikke så meget. Det er således forholdsvis få dokumenter man skal kende, men de er tilgengæld centrale. Tiden billedliggør sig med indianere, sorte, hvide, jernbaner og to krige, uafhængighedskrigen og borgerkrigen. Jeg har føjet Den Store Vækkelse til, for den forbigår alle andre i tavshed.

 

Begravelses-sangen om Abraham Lincoln

He was Abraham Lincoln, he was a timberman son of the wood     G  Em  C  D  G  - Em C D

When a man could be a slave and no one never ever should

He was elected President to keep the land from falling apart

But who expect a timberman son to go that far

He freed them all and soon the Civil War was over and gone

But one single son of a bitch killed that timberman son

You soldier carrying rifle and sword, You miner digging the coal

Make a prayer to the Lord, send a chariot for his soul

       Swing low sweet chariot, coming for to carry him home          Hm  D  G  -  Hm  D  G

       Swing low sweet chariot, coming for to carry him home

 

They whipped the slave, but then the brave old Union Army won

The president was murdered but that slavery was  banned and  gone

Not only in America, in every nation under the sun

Trumpet sounded freedom battle should be universally done

And There were regiments of whites but then he also made some regiments of blacks

 And anger appeared among first class passengers on the railway tracks

they said: You arm the black man  the world will surely come to an end

Already  Abram Lincoln’s soul was with the angels heaven send.

       Swing low sweet chariot, coming for to carry him home

       Swing low sweet chariot, coming for to carry him home

 

Scene

Lejrbålet, der var men kabel-festen på Husmoderstranden.

Hvor Marias mand endelig fik lejlighed til at præsentere sangene om de amerikanske helte udadtil

 

Telegrafdagen, Hirtshals. 17. Juni (1867)

Resume: Efter et mindre drama lykkes det at komme i gang og telegrafen som egentlig når til Amerika bliver forklaret og sangene sunget og der bliver eventyr og kakao

-----------------------------------------------------------------------------------

 

Det  var det lejrbål, de skulle fejre årsdagen for telegraf-kablet i Hirtshals, det der gik under havet og op til Norge. De havde gjort det før og der havde været skolebørn med til at synge telegraf-sangen, som står i sanghæftet til 1. akt af Maria og Helten, og i år skulle det være noget særligt med lejrbål dernede.

Der var kun eén der manglede

At det blev en hel scene er en historie for sig. Det gik sådan til. De kunne ikke komme i gang. Bålet var tændt og gæsterne sad rundt om og Indianeren havde fjerprydningen på og Biskoppen og Maria var der også. Og en masse forventningsfulde børn. Men Marias mand den læsehest sad oppe på kablet, helt deroppe under brinken hvor det stak ud inden det krøb de 60 meter ned ad klitten og ned i sandet – op til Norge.

Kom nu ned,  Vi er klar. Din guitar er stemt. Det var indianeren der råbte. De var lidt vant til at han kravlede op i et træ med en bog og blev væk. På boreplatformen kravlede han op i en kran og bogede den, det var nær blevet hans død, under ulykken. Det blev måske hans kammerats død. Det var jo hans traume, Marias mands traume i dag, hemmeligheden han havde. Men den kendte de nærmeste jo nu, det vidste han bare ikke selv. Indianeren havde røbet den. Kim havde ventet dengang han tog pumpen og de andre nåede væk. Det gjorde Kim ikke selv. Det er det der står i sangen. Men der står ikke at han havde ventet ekstra længe på sin barndoms-kammerat, som han vidste var kravlet op i kranen. Ak. Som han plejede.

Tilbage til kablet.

Indianeren blev pludselig rasende. Jeg sætter strøm til det kabel, råbte han. Du bliver rød i rumpen. Du får et ordentligt stød. Du rutcher ned ad klitten på halen. Alle børnene klappede. De troede at teaterstykket var gået i gang. Det var det egentlig også. Det var det rene teater. Marias mand vågnede op. Han sparkede lidt jord ned ad klitten. Han tog læsebrillerne af og lagde dem ned i deres etui han havde om halsen og bogen havde han med ned i hånden da han kom ned til klittens fod og indtog sin plads. Indianeren var stadig på krigsfod. Hvad skal det egentlig gavne at sidde deroppe når vi skal fejre Kablets årsdag.?

Jeg var her i god tid, svarede kammeraten der ikke plejede at få skæld ud fra den kant. Tværtimod plejede indianeren at være forstående. Jeg kan godt se at jeg skylder en forklaring.

Ja tak. Ugh, svarede rødhuden.

Jeg var her som sagt i god tid.Egentlig skulle vi opføre festen fra dengang. Den dag da Telegrafi-ingeniør Lorentzen holdt tale 1. juli 1867 og sognerådsformand Hans Bang var med og hans kartoffeldrenge og karle var klædt ud. Børnene fra 3.klasse skulle have rollen.

Nu tror jeg vi tager det lidt anderledes. Sagen er at vi har opdaget at forbindelsen nu var helt over til USA dengang. Så fejrer vi at sangene om de amerikanske helte er klar. Er det ikke en god ide, når nu vi er forbundet over Nordsøen og helt over Atlanten med alle de lande, fra den dag. Her fra Hirtshals. Hvad siger I.

Det er fornuftigt nok, sagde en lille dreng. Ja, sagde en pige.

Så går vi i gang.

 Jeg tænkte på den dag jeg fandt kablet som var blevet synligt efter en storm.  så fik jeg en opringning fra min kusine, der er amerikaner. Eller hun er født derovre. Så får man jo statsborgerskab. Jeg fortalte hende om de sange vi skal synge i aften.

 

-Om heltene, om Lincoln og Washington, spurgte Maria.

Ja og da min amerikanerkusine  er født i Midvesten lyttede hun på hele historien om det teaterstykke og den film vi opdagede.

Som du opdagede, afbrød Biskoppen. ”Abe Lincoln in Illinois”.

Ja netop, sagde Marias mand.

Det bliver lidt langt sagde indianeren. Skal vi nu til at høre om den bog.

Ved du hvad sagde Marias mand, jeg har bogen her. Det var dig selv der udbad forklaring. Hvis ikke du holder kæft nu smider jeg dig i baljen. Der var 20 meter til vandkanten, hvor bølgerne slog ind. Det kan du da bare prøve sagde indianeren. Han rejser sig. Marias mand rejser sig. Indianeren smiler. Marias mand har ikke en chance. Marias mand trækker afsted med ham. Børnene hyler. I skal være gode venner.

Han skal i baljen råber Marias mand.

Jeg sætter ham ned på måsen råbte indianeren til børnene.

Maria kommer løbende og tager de to mænd i hånden og råber jeg har et par små drenge her er der nogen der kan hjælpe mig for de kan ikke finde hjem til bålet. Alle børnene kommer løbende og de to mænd kommer tilbage og alle sidder på ny bag flammerne.

Marias mand fortsætter nu. OK, jeg forlader den bog. I så godt jeg var kravlet ned på selve kablet og sad der, ikke.

Jo det var godt nok specielt, der er aldrig nogen der har siddet der, sagde en dame.

Prøv og hør. Min kusine forstod ikke rigtig hvordan Lincoln kunne slå igennem. Jeg havde allerede fortalt hende at han havde indset at nu hvor en masse ny stater skulle oprettes vestpå, plus Texas og hele Californien  havde højesteret bestemt de selv skulle bestemme om de ville være slavestater. Det lød så pænt at de selv skulle bestemme. Vor helt indså at hele landet kunne blive slavestater. Ja, at det faktisk ville ske. Dem der drog vestpå var mest interesseret i jord. Hvis de gik med på at tillade slaver kunne de fri stater i nord komme i mindretal. Den amerikanske drøm ville bleve til det amerikanske slave-mareridt.

Ja hold da op var der en kvik dreng der sagde.

Ja hold da op, sagde Marias mand. Det sagde Lincoln også.

Men nu kommer sagen. Det har nemlig med telegrafen at gøre. Og vi er her jo for at fejre telegrafen, er i med?

Jaaa råbte børnene. De var vågnet op efter at der var en der skulle smides i vandet.

Forstår i jeg sagde til min kusine, at den unge præsident-kandidat udnyttede den splinterny telegraf-teknik til at vinde over slavetilhængerne, for når han holdt sine berømte  taler sad jounalisterne og stenograferede og derefter gik de hen på telegraf-stationen og ud fra deres stenografiske noter gentog de talen, som telegrafisterne så oversatte til kort eller langt signal,

Det er morse, det har vi lært ved spejderne, råbte én

Ja, og alle de forskellige bogstaver kunne telegraferes via telegraf-master hele landet rundt og og to dage efter stod det i USA's mange aviser. Og det var godt stof dengang, for der var ingen fjernsyn, det var internettets aller-aller-aller spædeste start det der. Hans ord satte landet på den anden ende. Vi ved jo at han blev valgt og afskaffede slaveriet, selvom det kostede en stor krig og det kostede ham selv livet.

Så var han en helt, sagde drengen fra før.

Biskoppenen gav et slag på bassen.

Klannnngggg ! 

Godt sagt knægt.

Ja det har vi jo en sang om, sagde marias mand.

Men det var derfor, -og nu så han  hen på rødhuden, der havde taget alle sine fjer på igen, og så helt mild ud som han plejer, det var jo derfor jeg var kravlet op på selve kablet hvor ingen sidder.

Indianeren nikkede med hele fjerpragten, som om han ville sige: Det er dig tilgivet…

Der burde sættes en glaskasse på. Man burde ikke sidde der. Det sagde jeg sidste år da vi sang herude var der en dreng der sagde.

Ja det er faktisk rigtig, det sagde du, sagde Bettina og Maja, lærerinderne, og smilede til hinanden.

Ja men jeg var kommet til at tænke på at det var den danske opdagelse, 50 år før som Ørsted gjorde, der banede vej for telegrafen, elektromagnetismens opdagelse. Tænk sig. Jeg var nødt til at sidde og drømme lidt på det kabel. Som om jeg kunne følge det, ud under vandet.

Ja du var også lige ved at få buksevand, råbte en fræk dreng og de hylede alle sammen af grin og klappede.

Marias mand lod som ingenting og så bare lidt vigtig ud. Og her sidder vi ved den første danske undersøiske kabelforbindelse. Ja det burde virkelig være en glaskasse værd. Måske skulle vi synge telegraf-sangen.

Det gør de så.

Datidens internet kom til Danmark i Hirtshals-fordi der fra 1. maj til 1. juli blev udlagt et over hundrede km langt telegrafkabel fra Hirtshals fyr 1 . juli 1867, som blev åbnet netop denne dag, helt op til Arendal. Det første underjordiske kabel nedlægges mellem tvillingrigerne. Det var før byen Hirtshals blev bygget 1919, før havnen.

Sådan huskes Hirtshals-Arendal Telegrafen:

F. Bugge skrev i Norske Statstelegraf 1890 følgende, idet han så tilbage til denne dag:

”Et privat Anlæg af stor Betydning for vor Telegrafkorrespon-
dance blev, som foran antydet, udført i 1867, nemlig den oftere
omtalte Norsk-danske Kabel.”..
”Den 17de Mai 1867 gik «Chevy Chase» fra Kjøbenhavn til Hirtshals
for derfra at begynde Udlægningen, der imidlertid maatte afbrydes,
da der 8,5 Sømil fra Land opdagedes Feil i Kablen, antagelig for
anlediget ved for sterk Stramning under Udlægningen. Den blev
kappet, og Bøie lagt paa, medens Skibet gik til Arendal for at
proviantere m. v. Den 24de Mai gik det igjen ud, den 26de fiskedes
Kablen; Feilen blev udtaget, men «Chevy Chase» vendte atter tilbage
til Arendal, der indtraf sterk Taage og ikke før den 1ste Juni
Kl. 7 om Morgenen blev Splidsning iværksat; Kl. 9 Aften s. D.
var Nedlægning af Hovedkablen fuldført. Efter Koncessionen skulde
den prøves 14 Dage efter Nedlægningen, forinden den kunde tages
i Brug; denne Prøve fandt Sted fra Hirtshals ved den danske Tele
grafingeniør Lorentzen den 19de Juni, og den 1ste Juli blev Korre
spondancen aabnet,”…

Tre år før, i 1864, havde landet mistet Sønderjylland ved Dybbøl. Det er naturligt at den genskabte enhed mellem Danmark og Norge via telegrafen var en glæde, som tændte en gnist trods alt.

Sangen om gnisten efter Tordenskjolds brand er til mindestenen for den store dag 1. juli 1867.

------------------------------------

 

Kabelskibet Chevy Chase

 

Sang   

Gnisten efter Tordenskjolds brand

 

1

Skilt og hver for sig der lå de norske og de danske         G  D  Am  D

Efter 1814, hvor for sig                                                    G  C  G  D

Skønt hundred år forinden vandt den Tordenskjold så ganske   G  D  Am  D

At Danmark-Norges helstat samled sig                           C  D  G 

Men 1864 betød: at Tønning Havn til England                  C  D  G  E

Via Sønderjylland også blot forsvandt                             C  Am   D -C D

Nu skriver vi tre år derefter: 1867                                   G  D  C  D

Hvor Arendal sig med Hirtshals forbandt – hurra hurra CDGEx2 (CDCG) D

------------------------------------------------------------------

2

Vi snakker med hinanden skulle det nu være noget nyt

Danske norske taler fælles sprog

Men snakken går for første gang direkte under vand

Sig ikke jeg ikke er rigtig klog

Telegrafen bygger på vor brave H. C. Ørsted

Teknikken fra Den Nye Verdens Land

Og så må det være rigtigt at vi alle hænger sammen

Via taletråd, forbundet under vand,  hurra hurra

------------------------------------------------------------------

3

Vi har mistet Slesvig og vi har mistet Holsten

Men vi kan næsten ikke vinde mer

For venskab det er gjort af ganske andre materialer

Dèt er dèt som hirtshals her nu ser

En dag vil store både -ja en dag vil store havne

Have afløst denne Vildsomhedens Strand

Og venskab skal den dansker eller nordmand ikke savne

i gnisten efter Tordenskjolds brand.           SLUT

------------------------------------------------------------------

At krydse dette hav var altid livsvigtigt, korn til Norge, stål tilbage.

Men vi skriver altså 1867. Netop på denne tid skrev Henrik Ibsen heltedigtet om Terje Vigen, om sulten under blokadetiden,

(vers fra ”Terje Vigen”)

Da stured Terje en dag eller to,
så rysted han sorgen af;
han mindtes en kending, gammel og tro:
det store bølgende hav. –
Der vester har endnu hans gerning liv
i sagnet, som djerveste dåd:
«da vinden kuled lidt mindre stiv,
Terje Vigen rode for barn og viv
over havet i åben båd!»

 

 

 

 

 

Derefter får alle børnene CD hvor de synger sangen, optagelsen er fra Hjørring Bibliotek. Lærerinderne får selvfølgelig også, til ære for indsatsen på telegrafdagen året før.

 

Biskoppen skubbede til Marias mand for at få ham til at gå videre.

Ja vi skal jo over til den anden sang, fortsatte Marias mand. Da den fest som vi har skrevet sangen til foregik i 1867 var der kun gået et år siden Lincoln var blevet myrdet. Han var lige blevet genvalgt som præsident, da det skete.  Men udviklingen gik jo videre. Fyret heroppe på klitten var jo bygget fire år før , i 1863. Byen Hirtshals kom først i 2021.

Den er ny, sagde byens gamle borgmester.

Ja sagde Marias mand. Men oppe fra Norge var der forbindelse med telegraf til England og fra England var der forbindelse til USA. Så teoretisk kan man godt tænke sig at det der blev sagt på festen kunne læses i aviserne derovre et par dage efter.

Hvad skulle de læse det for, spurgte en eller anden skeptiker.

Ingen andre landsdele var der så mange udvandrere til Vesten end Vendsyssel på den tid. Især de fattigste. Tog de til Utah fik de rejsen betalt. Mormonerne betalte. Det var der mange nordjyder der gjorde.

Hvad mener du med at det var mange, var der en kvik dreng der sagde.

Ja det har jeg fra en bog, en anden bog, sagde Marias mand. Men indianeren vil ikke så gerne have jeg snakker om bøger.

Ugh Ugh tal ! lød det fra den røde mand.

der er tallet knægt, sagde Marias mand. 17.000 i løbet af 50 år. Der blev mormoner. Og amerikanere. Nogen af dem var med i borgerkrigen og de var alle sammen imod slaveriet. Men det var vist det med at få jord der interesserede dem mest. Men det var også folk der ikke engang havde haft et lille husmandssted her hvor de kom fra..

Jeg synes det var meget godt med telegrafen at man kunne dele oplysninger uden al det papir. Det var en af børnenes lærerinder, der brød ind.

Ja

Men hvis vi går endnu længere tilbage, før telegrafen havde der nærmest været et trykkeri med sin egen avis i hver eneste lille prærieby. Amerikanerne var meget store læsere. Folk var rejst derover med en bibel i bagagen. De var jo flygtet fra religionskrig.

Og fattigdom, sagde en pige.

Ja nemlig.

De hørte jo under England i starten. Det var egentlig fordi englænderne ville beskatte deres papir at de gjorde oprør. Så de rev sig fri. De brugte jo så meget papir. Deres store prædikanter fik deres prædikener trykt. Sådan var det i de første 150 år, før de rev sig løs fra England og dannede USA.

-Mon ikke hellere vi skal synge… sagde Maria. Det bliver lidt indviklet med alt det historie.

Jo men vi er også lige nået sangen om ham der netop grundlagde USA, George Washington.

Han var en stor helt, råbte en dreng. Der er et bjerg med en statue af ham.

Så sang de den (George Washington-sangen står ovenfor )

 

 

Jeg kan godt se hvorfor du sad på det kabel og faldt i staver, sagde høvdingen nu.

Ja men det gør jeg ikke mere. Det her var lidt svært men nu kunne vi vel også tage Lincoln-sangen

Jeg synes det var godt han befriede slaverne, råbte en dreng.

Så sang de den ( Lincoln-sangen står ovenfor )

Dag du er lys og god

Hm D7  - Hm D7-

Hvor bliver du af,  hvor bliver du af,      G    D         G  

hvor bliver du af min dag                        G   C    -Am  Em

Natten er ond at ha’                                 G  D  G   -C  D

Natten er ond, natten er ond                    C   D..G..

Den er ond i sin rod                                         G       C  -Am  Em

Men Dag du er lys og god                             G  D  G   -C D

 

Sorte nat du kom  og stjal vores dag            C  D

Og du grinede bare  og sagde                  G  C     Am  Em

At dagen lå så alle kunne ta’                        C  Em   Am  Am7  D      - C D

   Nu dømmer vi dig ude, slet og ret            C   D

   Slet og ret, den ret vil vi ha’                       D    G      C  -Am  Em 

   Når lys kommer for en dag                          G  D  G         C  D

 

 

Ulven kalder

Hvid sne falder  -   uggabugga                                         C G Am F

       Uggabugga - uggabugga                                         C G C G     

Grå Ulv kalder  -  uggabugga                                        C G Am F

       Uggabugga -  uggabugga                                          C G C G

Der er ingen mad i skoven dér hvor ulven går       F         G

Luk forneden, luk foroven,  luk din hønsegård      Bm7  G G7 

Ulven kender Ulveloven - ulveunger får

Halvdelen af ox og kalv  -  lækre lammelår

 

Hvid sne falder  -   uggabugga                                         C G Am F

       Uggabugga - uggabugga                                         C G C G     

Grå Ulv kalder  -  uggabugga                                        C G Am F

       Uggabugga -  uggabugga                                          C G C G

Der er lys der tænder, der er lys der går ud           F           G

Bed en bøn for dine venner, bed en bøn til gud )  Bm7  G G7

Ulven kender Ulveloven - ulveunger får

Halvdelen af ox og kalv  -  lækre lammelår

 

 

 

 

Så gik de hen til bænkene på sauna-kutteren  og fik kakao. Så var de færdig med at fejre 17. juni. Dem der ville bade kunne bade men de fleste var sultne og ville hjem. Men tilsidst råbte de hurra, for besætningen på Chevy Chase, der havde udlagt kablet fra Hirtshals og for H.C. Andersen der havde skrevet eventyret om det, hvor kablet hedder ”Den store Søslange”. Det havde de fået læst op af lærerinderne mens de fik kakao.

 

 

 

 

 

sidste scene inden pausen i 3. akt.

 

Lejrbålet hvor historien kommer ind.

 ved plejehjemmets grill

Det var den dag indianeren og præsten (biskoppen) besøgte Marias mand på plejehjemmet det kom frem. Det med alder.

De spurgte ind til det stykke han arbejdede med.  

Det blev realistisk at lave det og jeg ville have det færdigt til 350 års dagen for dets opførelse. Premieren på stykket og åbningen af selve den kæmpestore opera ved bredden af floden i Hamburg, det var 2. januar 1678.

Så lige over nytår 2028 er det 350-året.

Det kom sig af at jeg var blevet forundret over musiktraditionen dér, i operaen på Gåsemarkedet hvor første stykke var ”Adam og Eva”.  Da det var bortkommet drømte jeg om at genskabe det. Mine største musikalske helte, Telemann, Keiser, Händel var der jo på Tordenskjolds tid. Det var vel også derfor han selv havde så travlt med at komme derned straks efter krigen. Desværre omkom han der. Så var der pigen dernede på egnen som overraskede mig ved at minde mig om noget jeg aldrig havde tænkt over: -at mennesker levede evigt dengang. De havde ingen alder.

 I Paradisets Have, mener du, spurgte indianeren. Jeg havde lavet den podcast Lebenswert 2024 in Nenndorf  med de musikoptagelser fra hendes musikskole. Det kan du godt huske?

Indianeren svarede at han sagtens kunne huske hende og hendes veninde som han selv havde sunget og spillet med ved et lejrbål. De optagelser havde vi jo også.

Det er rigtigt, sagde Marias mand. Det var altså hende der gjorde mig opmærksom på at alder sådan set var en tilfældighed der slet ikke var tilstede i starten. Men så havde du og jeg  den drøftelse hvor du gjorde opmærksom på at det ikke var en forbandelse at mennesket var smidt ud af Paradisets Have i sin tid. Det var snarere en slags opdragelse til virkeligheden, selv om Vor Fader i det Høje godt nok var blevet meget vred over at de havde spist af det forbudte træ.

Det bliver du nødt til at uddybe, sagde indianeren. Det er længe siden.

Jamen, det var forfærdeligt svært at gestalte det stykke om Paradisets Have.Men ungerne var vilde med at vi skulle lave det, åh bedstefar, Adam og Eva, Adam og Eva. De havde hørt den historie hjemme i Pennsylvania. Disney har aldrig haft fat  i den, jeg havde fundet Böhme, der var tidens hoved, så jeg kendte datidens opfattelse. Han havde allerede tænkt det igennem. Det var skrevet på gotisk, men det kan jeg jo læse.

Nå men det var altså ikke en straf som sådan. Al den katolske malerkunst havde bildt mig ind det var en slags dommedag. Men det var Guds vrede, der var problemet.  Jeg havde ikke rigtig fat i hvorfor hele den vrede opstod for alvor.

Hos Gud, mener du virkelig det, sagde indianeren.

Ja, at han blev så stiktosset. Der var simpelthen noget du havde fået fat i på en anden måde end jeg,  fra starten og som jeg først den dag kom på sporet af – på grund af den tyske pige – at det hele også kunne have noget med alder at gøre.

Jamen, Hvordan kom i egentlig ind på det med alder, spurgte Indianeren?

Jeg tror egentlig hun spurgte om hvordan det gik med dig og biskoppen og jeg fortalte lidt om bandet og kom nok ind på at jeg var en generation ældre. Så sagde hun det dér om paradisets Have, at dér var der ingen alder. Jeg studsede. Man kan høre det i podcasten. Vi var ude at vandre på vej mod en skovrestaurant i Nenndorf. Man kan høre det der. Jeg kunne jo ikke modsige hende.  Tid var endnu ikke opstået. De levede i evigheden endnu.

Ja de spiste det rigtige. Man spiste kun af Livets Træ, sagde indianeren.

”Netop Uggabugga ”, svarede Marias mand, og smilede med sit gamle hoved med sine 42 rynker.

Nu var plejehjemmets personale ude i en pause på vagten. Et par af Sosu-pigerne var kommet ud på terrassen for at få en smøg. De havde taget to øl med fra skabet. Alkoholfri. Dem stillede de på bordet og grinede. Det var helt i orden. Hallihallo sagde de bare og lo igen. Søde piger. Alle lo.

Marias mand fortsatte imidlertid. Men jeg var som sagt kommet i tanke om noget du havde sagt den juni-dag i 24, at selv om Gud var blevet monumental vred så var det ikke en dommer der kastede forbandelse over to vildfarne voksne,  men snarere en irettesættelse, ligesom en far der fortæller dig om den virkelighed du nu nødvendigvis må ind i og opleve og forstå. Så det er ikke så galt han bliver lidt gal. Du var så venlig at uddybe det for min begrænsede forstand.

Indianeren virrede lidt med hovedet, kunne knap huske det men kom i tanke derom,  Marias mand havde dog lagt mærke til hans første forbavselse, og  tilføjede: Vi lærte om det som lille…og.. ja, jeg husker at du svarede  ja, og bekræftede, da jeg dagen efter spurgte dig om du også havde gået i søndagsskole som lille. Haha.  Så forstod jeg bedre vi altid talte godt om disse ting. Det er tidlig lærdom. Man er vel fem år i den alder.

Hvad sagde jeg egentligt,spurgte rødhuden. Hvad sagde jeg egentlig om det der. Om da  vi røg ud af Edens Have?

Du sagde, at at det var ligesom at blive voksen. Som 40-årig kan man ikke gå tilbage til børnehaven, men til gengæld kan man kommme til at forstå det.

Jeg indså siden at det at tiden var inde, at ”tidernes morgen var oprundet” betød at tingene fik en historie på den måde. Forbedrings-mulighederne blev synlige for den menneskelige forstand. Man kan nemmere få øje på det, om du vil. I tidernes morgen havde man ikke tal på årene, så man måtte nævne noget andet. Tilsidst fik vi talsans. Det blev nemmere at bide mærke i tingene. Tænk på år nul, der kom til sidenhen. Nu har vi 2026. Mennesker skulle lige have lidtmatematik , men det havde grækerne jo fået på plads.

Det er rigtigt sagde indianerne.

Vi ser jo også tydeligt forbedringsmulighederne i dag, ikke?

Jo der er lort nok til at fylde hullet mellem himmel og jord.

De lo. Hvem var det der sang det?

Michael Falch, på LPen ”Kold Krig”.

Ja der kan du se. Historien hjælper os på vej. Det var ikke alt der var dårligt ved at vi røg på røv og albuer ud af den skønne have. Tiden hjælper på en måde.  Hvis jeg begynder at kigge efter noget så bliver det nemmere at finde det. Det er der historien kommer ind.

Nå men tilbage til Adam og Eva. Jeg skulle jo lave det stykke. Det med alder spillede en rolle.

Jeg havde det jo fra barnsben. Ligesom dig. Indtil da havde jeg vist mest tænkt på at der var alle de ferskner man kunne spise i den have. Da jeg var dreng elskede jeg ferskner. Det var min ide om det. Sådan lidt groft sagt. Vores lærerinder havde ikke meget ide om det. Det er også begrænset hvad præsten henne i kirken udpensler lige om det emne.  Men det var rigtigt nok at når man slog det op, og læste de der sider i Bøgernes Bog, så er det Det Evige Liv vi mister og alderen vi får, og med tiden historien selv,  der i stedet, -hele jorden så at sige-  indtræder i vores liv, den får vi jo at nøjes med at glæde os over

(indianeren nikkede her med hele fjerprydningen, som han bar i aften. )

-og der bliver sat en engel til at bevogte haven så man ikke kan liste ind og spise af livets træ. Det står der. Det begyndte at ligne noget vi kunne spille med børnebørnene. Bare det ikke blev for tragisk sort.

Det manglede bare djævelen at blive puttet ind. Og før jeg går videre er jeg nødt til at nævne endnu en mand der kom til hjælp: Morten Korch.

Ja ham har du jo nævnt før, sagde indianeren.

Ja men han er guld værd på grund af hans udførlighed. Det er ganske vist naivt siger man, men det er netop det store ved ham at han tør tåle den nedgørende og hånende kritik. Han optræder selv i starten af filmen ”Det Gamle Guld” som oser og oser af naivitet og gamle trick, men der er noget han gerne vil have fortalt. Det opmuntrede mig.

Mener du at Adam og Eva-stykket vil blive opfattet som naivt?

Ja som håbløst håbløst, helt sikkert. Man har jo ikke engang trykt Martensens Böhme-bog så den kan læses på dansk. Selvom den er skrevet på dansk, men med gotisk. Den er oversat og værdsat i USA, så danskerne kan værsågod læse den på engelsk. Morten Korch finder noget ingen andre kunne finde, i ”Der brænder en ild”

Hvad er det, spurgte indianeren. Hvordan man slår ild?

Nej hvordan man kurerer jalousi, brændende jalousi, helbreder den fuldstændig effektivt.

Uggabugga, lød det bare fra rødhuden. Det er godt klaret.

Marias mand kom nu tilbage til emnet de kom fra.

Forstår du, Vorherre havde sit bøvl med den sorte karl, den faldne engel, han kunne godt bruge en hånd. Der kommer vi mennesker ind i historien. Så kunne jeg få tingene på plads, som de blev forstået dengang for 350 år siden, og som mine børnebørn også kunne forstå. For pokker, det er i Morten Korchs ånd. I ”Det Gamle Guld” griber historien let århundreder tilbage. Uden at grine deraf. Ikke uden humor, men uden at grine deraf, det er sagen. Man grinede af Korch, og det var synd for det gik ham på. Men nok om det. Det var den Fanden vi kom fra. Det kom med Martensens betragtning af Böhmes bidrag. Han havde den tanke: Vi skulle ikke gå tilbage i den forstand, vi skulle gå frem og hjælpe indtil den djævel var overvundet. På et vist tidspunkt kom Vorherre selv til verden i et menneskes skikkelse for at prøve efter selv og give nogen råd. Martensen mente også det var for at forstå os bedre. Det var kammeratligt og kærligt af ham. Det er så indlysende at et barn kan forstå.  Martensen CITAT  bøhme martensen, fra CLT, Martensen bogdet historiske i opfattelsn

Maria var interesseret i hvad jeg mente med alt det der, lige siden hun opdagede jeg brugte hendes egne ord i sangene om ”Det er jo ikke paradisets Have vi lever i”

-den fra Corona-tiden, brød biskoppen ind !

Ja og sangen om bruddet mellem dem: ”Nu er vi smidt ud af Paradisets Have” som jeg skrev. Det kradsede hun i. Det ville hun godt have lidt med at gøre. Hun ville ikke indrømme hun var nysgerrig. Men ved knægtens bryllup havde hun jo flippet ud.  Så hun havde jo selv sagt det. Nu er historien om Paradisets Have heller ikke en jeg selv har fundet på, sagde hendes gamle mand med et undskyldende smil. Men skal vi ikke tage og synge dem alle sammen og allerførst få knappet de to pilsnere op, som pigerne kom med?

Jo god ide, sagde indianeren.

Så sang de

Maria og Knægten

Som gik forud for ”Maria og Helten fra Norge”.

Disse indledende sange handler om 

hvordan Maria og hendes mand mødte hinanden.

 Her kan man opleve hvordan han fik lokket hende til Jylland hvor hun blev borgmester efter at være blevet fyret fra sin børnehave

-og hvordan hun fik bønderne med på at sælge byggegrunde med københavner-rabat hvor et sådant mix ovenikøbet fik garanteret et simpelt job når de fik små. Og hvordan denne københavnertøs Maria, der blev borgmester, ikke var perfektionist og man kan  høre om den lille ny  familie de nu hvde skabt  incl. bedsteforældre – de beskrives i fødselsdags-sangen tilsidst, da drengen blev fejret 8 år gammel. Men her har Maria og hendes mand altså kun eet barn, ikke tre, Marias mand er ikke på boreplatform endnu, og først og fremmest er der ikke sket noget brud mellem dem selvom man godt kan fornemme at de er meget forskellige, og manden (og alle andre) godt kan se hvor speciel Maria er.

 

 

Sangene til Maria og Knægten, otte år 2021, seks sange

 

Sang 1 ------------------------------------------------------------------------

Maria fra det fjerne Kbh Sydøst

Jeg har glemt hvad pokker dén dér by du bor i egentlig hed           

Og jeg er hammertræt af intercity donut-kaffe kærlighed              

Og der er fire millioner lysår imellem dig og mig                                      

Og der er fire millioner andre smartphones der er på vej                 

 

Så fat dog at det gamle lortebrune landkort viser at – så fat det dog Maria ! 

Landet ligger skilt af Kattegat   

Men dér du ligger gerne fire millimeter fra mit bryst, ..   ja-ja

Dér er du nær ved sagens kerne, dér er du min fra kyst til kyst

- Maria fra det fjerne   Kbh Sydøst                                                         

-men du ka’ gern’ komm’ en tur til Aalborg på den anden side af høst

For jeg har glemt hvad pokker dén dér by du bor egentlig hed.

                                           Undskyld Maria  

 

 

Sang------------------------------------------------------------------------

Miraklernes tid  (er ikke forbi)         

Maria tog et rejehop i spejlet - dansed hip-hop fjed

Og spurgte om  den her grimme-grimme kjole den er noget ved

Og radioen sagde der er lukket og vi sku blive hjemme hertillands

Så vågnede Marias skarpsindige sjette sans

   Du synes måske jeg hellere bare sku’ ta’ og tage kjolen af?

   Jeg ku selvfølgelig osse bare ta den på en anden dag

   Og jeg ku  kvæle den der radio på stedet med alt dens sygdom og dens død

   Man glemmer jo hvordan det var at stemmen fra det høje lød

          Miraklernes tid er ikke forbi

          Og jeg skal til frisøren og ha håret sat klokken ti

          Miraklernes tid er ikke forbi

          Det er jo ikke paradisets have vi lever i

           ………..Miraklernes tid er ikke forbi

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Når gaderne i Shanghai ligefrem står og bliver  mere rene

Når børn bliver født på ny og når Maria  går og venter sig én

Når nye biler står og bliver gamle og  de gamle bliver holdt  mere af.

Så må der da være noget om stemmen fra det høje af

             Miraklernes tid er ikke forbi

           og jeg skal til frisøren og ha håret sat klokken ti

          Miraklernes tid er ikke forbi

          Det er jo ikke paradisets have vi lever i

           ………………………..Miraklernes tid er ikke forbi

 

 

Sang  ------------------------------------------------------------------------

Marias børnehave den bev lukket.

Sangen om Maria og de små banditter  Eller: (Da Maria blev borgmester)

                                         

Marias børnehave den blev lukket                             

Det fandt Maria sig jo ikke i                                        

hun rulled’ ned og lysene blev slukket                         

De små de listed’ ind da den var 9                            

De spilled’ og de sang jo, og de dansed’               

Og  spritted’ hænder næsten  uafbrudt.              

De små banditter de har næppe sanset             

At politiet tropped’ op tilslut 

 ……...                            !

-----------------------------------------------

Hva har de nu, de engle små,  bedrevet ?

Ku’ de ikke bare pænt ha spurgt om lov

Marias fyreseddel den var skrevet

Den spøg var ærlig talt en tand for grov

De spilled’ og de

---------------------------------------------------

Det endte med Maria blev borgmester

Fordi trods alt så tog hun jo parti.

Børn sku bar’ ha lov at lave fester

Det blev hun bare  ve’ og ve’ a’ si’.

De spilled’ og de

 

Sang

Maria går til travløb

Sangen hvor Maria ”gir fingeren” til perfektionismen

-----------------------------------------------------------------------

Maria går til travløb, spiller tit på heste                                                     

Maria taber aldrig, spiller aldrig på de bedste                                     

Hun tager sig blot en salme, en Kim Larsen Melodi                         

Og det er hemmeligheden bag det held hun altid sidder I   

 

Så går du over stok og sten, gør du nogen gange ?

sku du osse ta’ og ta’ dig en af Marias gode sange

Og er det ikke godt nok, og er der altid noget galt

Er du  lidt af en perfektionist, ærligt talt

          Jysk kor:

         Maria synger bare nogen stykker, man skal kende            

         Og fjernsynet det ved hun overhovedet ikke hvor hun skal tænde        

        Når bare Maria ved hvor den lille lort er henne                 

       Så må alverdens kanaler og alverdens flimmelimmer hoppe og rende

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

Hun gir ham gætte-gætte-sange, og fløjte—fløjterier

Og hun dresserer ungen med en slikpind til en tier

Når bare han vil smile og tælle helt til ti

Så jubler hun og råber ”moderen er rent geni”

 

For Trods dét hun er vor by’s borgmester er hun rigtig københavner

Så Jyderne de tænker om der er noget Maria savner

Men Maria siger at  ”sneglehuset hér er Kongens slot

Og dér befinder en borgmester sig jo altid godt”

                    Maria synger bare………..

-------------------------------------------------

Den nye by Midt i verden      

(sangen om Marias politik som borgmester)                                                      

 

de kender hende på en prik, men ikke hvo’n hun ser ud                               

men de ved udemærket hvordan hun er                                                         

de har i hvert fald blik for hendes opstoppertud                                            

og hendes hår er altid ude i blæsevejr                                                             

   hvor man må tænke mer på andre der tænker mere på dem selv           

   og hvor man meget meget gerne må la mændene hjælpe til                      

   men uanset hvad de tænker – uanset hvad de si’r - er det godtnok et held    

   dét borgmesteren Maria har føjet til                                                                    

          i den nye by – midt i verden                           

         og Kildevæld                                                      

         åh-åh-åh, - sådan er den                                    

          ifølge hende selv                                   

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

  Maria sælger byggegrunde her i vor by

 Hun gir landkommune- ti procent- rabat

 Hvis bare man er københavner, dén politik den er ny

 Så land og by ka’ mødes både dag og nat

Og når de så får små, og de små de vokser op

bliver de boende her, for her er nemlig godt

For far og mor de garanteres  nemlig et job

-et almindeligt eet, -ikke noget flot

        i den nye by – midt i verden                           

         og Kildevæld                                                      

         åh-åh-åh, - sådan er den                                    

          ifølge hende selv 

 

 

Sang 6

Fødselsdags-sangen til knægten 8 år.

(selskabs-sangen om familien som Maria kom til fra Kbh og skabte).

1----------------------------------------------------------------------------------

Maria, har i gættet, hun der ellers er hans mor                             G  D

Hun har aldrig ku’ forstå som drengen bare gror og gror              C   D

men det er sådan det går med frø man stikker ned i jord            G  D

her hvor vor familie bor, man ender med at blive stor         C  D  G  - D C-  Am  D  -C  D  

(Kor:😊😊)

-for er der hav og sø og fjord og er der rigeligt med vand      C    G

så glemmer alle drenge, ja så glemmer Lillemand                    D    G   

og bliver til en odder der plasker i et bundt                               C     G

Odderne i verden rundt, lever sjovt og har det sundt   D  Hm   Fm3  E  AmD  G  - (Em)  ( C G D)

2----------------------------------------------------------------------------------

I byen er pirater som han altid leger med

Piratkopierer internettets playliste-sted

Med planer om at hacke et forbryder-syndikat

Forhindrer farligt attentat, -Et fantastisk resultat

Kor:😊😊)

Og hans far vil ha hans vilje, men den kan han ikke få

For den slags hopper en pirat selvfølgelig ikke på

Fik Tordenskjold da ikke ret - Da han kunne Svensken slå:

Så sagde kongen at han gerne må. Men det kan far vist ikke forstå.

3----------------------------------------------------------------------------------

Landkortet på egnen det er ikke særlig stort

Hans bedstefar og farmor bor omtrent ved byens port

Hvis ikke drengen han er hos de gamle eller sport

Så kan det siges ganske kort. Så må han være løbet bort

(Kor:😊😊)

Og Bedstefar har bøger – han har bibelen især

Det Gamle Testamente – Rebekkas Brudefærd

Dér står det hvide hår er en kongekrone værd

Bedstefar er meget sær. Men drengen han er altid der.

4----------------------------------------------------------------------------------

Og byen har en havn og bådene de sejler ud

Og sejlene de har i mast kalder farmor for en klud

Og den slags klude syede Farmor dengang hun var ung

Skidt med kluden den var tung. Så fik hun penge i sin pung

(Kor:😊😊)

Og farmor siger hun fik præcis den hjertenskær hun sku’

Den særeste snegl man overhovedet ku’

Helt herude hvor sneglehusene ikke bliver kørt itu

Og hvor folk de siger de og du – og lærken synger højt endnu

5----------------------------------------------------------------------------------

For farmor hun var også kommet fra den store by

Fra København og hun var ung og verden den var ny

De leved af at fiske og det hun kunne sy

På den lyserøde sky – de startede ved morgengry.

(Kor:😊😊)

Men når drengen fløjter polka, tjuhej, må  de træde op

Så danser de på gamle ben til den lille  siger stop

Det har han ikke gjort endnu, så de må blive ved

Til benene de går af led, Hønsefødder Gummiged.                                    slut

                                                                    Tillykke med de 8 år. Hurra  hurra  hurra

Nå så kom vi i gang med at øve det. De små elskede så snart der var teater på færde. Historien gik på plejehjemmet. Alle de gamle raslebøtter der bor her. Også dem fra Marias Band. For så var det at ”De raslende Robotter” begyndte at lave sjov med det. De lavede det der Dansktop hit. På min melodi de huggede. Den gamle lo. Det var Marias hævn fordi jeg havde haft den hemmelighed.

Som Linda afslørede.

Ja. Haha

Indianeren lo med, men præsten spurgte mig engang om noget helt andet, hvis jeg lige må lave en afstikker.

Ja værsgo.

Det er noget jeg har tænkt på. Der gik jo de år. Hvordan gik det egentlig med Maria efter brylluppet ? spurgte indianeren.

”Hun fik arbejde på et plejehjem” svarede manden.  Det var et herligt sted. Der var fest og glæde.

”Det tror jeg på” sagde indianeren. Og sang har der vel også været?

Jeg sang til en fest dér, sagde manden. Det var hendes jubilæum på job. Hun havde også været på Grønland og fået venner. Vil du høre?

Selvfølgelig sagde indianeren. En cherokeser er selv en slags inuit. Manden smilede ad sin ven, der aldrig glemte sine fire år med stammen i Oregon. Mon I kunne klare den samme kulde som grønlænderne? ”Der var faktisk koldt og sne i bjergene” svarede indianeren. Ja, det  var der vel, svarede Marias mand og tog guitaren og så sang de:

 

Sidste sang, (om Marias klub på plejehjemmet)

(på kendings-melodien Mit Lille Liv

De raslende robotter, Marias Plejehjem

Afsted, afsted, det går på Kirkesti

Søndag efter søndag og øvelsen er nem

De stemmer i – De stemmer i

(de siger) Paradisets Have har vi ingen andel i

Der var et lille æble der blev spist

De raslende tobotter tænker højt

 omkring de mænd de har forlist (Så klogt og vist)

       Åh, hvor det dog stråler smukt

       Det lys – det lys der aldrig bliver slukt

 

De Raslende Robotter, Marias Plejehjem

Går på Bodega Ik’ Et Øje Tørt

De glade inuitter, Pippilynge Pippiluk

Siger Hej, nu bliver det skørt

Men når de Raslende Robotter lægger an til klinkevals

Så er der ikke en skrue der er løs

En mandlig robot han bukker dybt

For sin evig-unge tøs – sådan en fløs

       Åh, hvor det dog stråler smukt

       Det lys – det lys der aldrig bliver slukt

 

Så siger de:  ”skidt med dem der siger at Det bare er tidsfordriv”

”Og aldrig siger undskyld eller tak” (siger de så)

”Gudskelovogtak for det at det er

mit lille liv” (det siger de - i deres snak)

De Raslende Robotter sagde farvel til en i går

Han flyttede ikke særlig længe væk

Han ligger lige under en vintergæk der står

Og driver gæk – og driver gæk

       Åh, hvor det dog stråler smukt

       Det lys der aldrig bliver slukt

 

Ja De Raslende Robotter, Marias plejehjem

Går på bodega Ik’ Et Øje Tørt

De bor jo på et værksted til at servicere dér

Det bliver skørt  -  det bliver skørt

De Raslende Robotter lægger an til klinkevals

Ikke en skrue der er løs

En mandlig robot  han bukker dybt for sin evig-

Unge tøs – Unge tøs

     Åååhhh – hvor det dog stråler smukt

     Det lys – der aldrig bliver slukt

 

 

De glade inuitter, Pippilynge Pippiluk

I Søndre Strømfjord elsker denne flok

Bodegaen på Grønland omtrent lige midt i Nuuk

De danser nok  -  De danser nok.

Og Hundeslæderne de står parate udenfor

Og danskerne er endnu nok i  dans

Og sproget glider sammen i en dansk og grønlandsk skål

I Solskinsmål -i  solskinsmål

     Åååhhh – hvor det dog stråler smukt

     Det lys – der aldrig bliver slukt

                                Han lagde guitaren fra sig. Tilbage til Adam og Eva. Det var trods alt ikke nogen forbandelse af blive gammel. Det var bare en del af virkeligheden. Der kom lidt børneteater ud af det. Maria måbede altid.  Når det skulle vises var der jo finesser. Børnene måtte ikke blive bange.  Jeg løste det dengang børnebørnene spillede det ved at det var en lille dreng og pige der fik skæld ud af Gud og det var en voksen mand og kvinde der smidt ud.

Så slap børnebørnene for den traumatiske hændelse. Vi lånte en mandlig og kvindelig plejer. De var ved at dø af grin, selvom det jo slet ikke var morsomt. Men det gjorde det jo meget mere overkommeligt, sådan pædagogisk set.

Det var godt fundet på, med de to voksne, sagde biskoppen, han hev i sit sorte kjortestykke, og trak i sit skæg, godt set.

Indianeren sagde nu:

 

Indianeren havde mest siddet og lyttet, nu efter at de mange sange lige var sunget. Det begynder at dæmre. Den julidag i 24. Jeg husker pludselig  mine egne ord:

 

”Er det en forbandelse? ” Nej !

”Er det ligegyldigt? Nej ! ”

”Hvad er det så ?”

”Det er en konsekvens som en far gør børnene opmærksom på, som nu er virkeligheden”

Godt husket, Høvding Svajende Svingfjer. Sådan nogenlunde sagde du, lød det fra Marias mand.

Så spurgte jeg dig at Gud havde fået dårlig samvittighed og derfor havde ofret sin søn fordi han var for hård dengang, og du sagde Nej, han var nået til et kærligt sted for verden, var nået til et sådant sted i historien. Det er en undskyldning og det er en pagt, for vi er jo skabt i guds billed så nødvendigvis må gud jo have haft de samme kvaler som vi har haft. Han led med os.

Det med alder spillede en rolleDet begyndte at ligne noget vi kunne spille med børnebørnene.

Gjorde i det, spurgte biskoppen, der indtil nu havde forholdt sig tavs. Hvad sagde Maria til det? <<<<

 Der skete noget mere sagde Marias mand, der skete noget da brylluppet var slut

Nå, men jeg skrev det ned som en scene, her i min lommebog. Tillader sådan en Guds Mand jeg læser op.

Gudbevares, svarede præsten andægtigt.

Ja, men sagen er, grunden til at du skal have det at vide er at det er en af  dine bemærkninger der blev diskuteret ved bordene. Efter du gik.

Det er tydeligt at Marias mand er i gang med at reparere sit forhold til præsten lidt.

 Det var egentlig interessant, sagde Marias mand, med din bemærkning om de sammenbragte familier, den blev diskuteret ved bordene efter du gik. Egentlig var jeg først irriteret over det du sagde.

”af alle de sammenbragte familier han har besøgt er det her den sjoveste og det skal Maria have tak for. Ja og så sagde du til hende, da du  omtalte mig, at ”Manden skal have tak for at bringe alle sammen med musik. Det er en spillemands opgave.”

 

Må lyset dukke op

Sangen om Den Gyldne Sol

Blot solen monne skinne (Der kom lys over land).

må lyset dukke op - over træernes top                             G  Hm C D 

må den jyske indianer slå tipien op               G  Hm  C  D

må den halvgamle fyr, der engang blot var min hvalp   G  Hm C D

må de se den gyldne sol - det var altid lyset -det var altid lyset-  der hjalp        G  Hm  C  D G

ah ah……………………

ah ah…………………..

 

Over hver  en gammel have                                                     C  D

der var næsten helt groet til i vort land                         G  C  Am  Em

Over hver en gammel kirke                                                     C  D

der var næsten helt sandet til i sand                                  G  C    Am Em

over hver var en yndig pige                                                  CD         

der var næsten flyvende med flyvende hår                        G C   Am  Em

Blot solen monne skikke,                                                         C D

       /: Over hver, over hver, over hver, over hver,                       G  Hm  C

          Over hver -over hver en morgen de får /:    ( X4 )                 C  D    G

(C  Em  Am7   C  Em   Am7  D  ) x 2

(CDG ) x2

 

Og må de flittige myrer bygge tuerne om

Og må de fuldfede vildsvin få fyldt deres vom

Og må de legende børn lære alting i sang

Om Den Gyldne Sol der stod i øst for de allerførste mensker engang

Og må de tre voksne børn og den snehvide brud

Og må den skrupskøre præst i hans skrupskøre skrud

Og må den dansk-norske søhelt der kendte svenskernes ord

Må de se Den Gyldne Sol - Alle os Maria bragte sammen

for at se - hvor er familien dog stor !

 

 

 

OK men lad os nu tage de børnebørnesange, sagde indianeren

Pigerne elskede også at synge sommerfugle-sangen,

så den tog de tilsidst: den med Himmelhippie-flowerpower-vinger på.

 

Himmelhippie Sommerfuglesangen.

 Mel. We are the world

------------------------

Du flaksed forbi, jeg nåede lige at si’

Blev du kørt ned, ska du hjælpes på gled ?

Da du fløj var jeg på vagt, havde jeg fejlet og brugt magt ?

Havde jeg rørt de vinger, gav jeg ikke agt ?

 

Med alt det du når - er en dag jo som et år

Når dine himmel-hippie-vinger bare slår og slår

Ja Slå dit vingeslag,  for fred på jord hver dag

For den allermindste blomst, for den allerstørste sag.

De år vi har – de går og kommer

Men sommerfugl, du har kun denne ene sommer

Så flyv højt ud i det blå, alting kan du nå

Med dine himmelhippie-flowerpower vinger på

 

 

Cherokeseren hører om knægtens rap sang og får  tre utrolige ting at vide, så han først må høre sangen om lyset.

Marias mand har noget han brænder for at fortælle. Det kan Ugga-Bugga godt mærke. Marias mand siger, ”Nu skal du høre, høvding, der er en ting mere jeg vil fotælle dig, nu vi har tisset af. Det var det bryllup.

Jeg blev sku direktør ved den lejlighed. Det var ligesom nu. Jeg var også ude at tisse på brylluppet. Det var der i starten. Knægten kommer derud, og han var lidt irriteret på sin mor og så ansætter han mig som direktør i sit firma. Da vi kommer ind fortæller han det til sin mor.

Gad vide hvad Maria sagde, spurgte indianeren.

”Hvad skal han være” spørger Maria, det tror jeg, hun har jo lige skældt mig ud.”

”Direktør” siger knægten. Det tænker jeg, men- i hvert fald. Så kom hans rap sang. Så stod han op uden musik. Knægten altså. Ren Stand-UP. Jeg har en rap til dig, mor. I andre må gerne høre. Jeg snuppede hans papir bagefter, så du ku høre tordenskjold. Altså Knægten rapper som svar til Maria, noget ingen vidste han kunne, siger Marias mand. Jeg ved sku ikke hvad jeg skal sige men han slap godt fra det. ”

Lad mig høre sagde cherokeseren.

De rapper i kor udfra knægtens seddel

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Knægtens rap som brudgom på brylluppet.

 

Jeg har ansat min egen far, De sir at jeg er skør

Han skal være selskabets  adm. Direktør, 

(Med bil og og med løn og med egen chauffør)

For Der er brug for nogen der tror på Det gør en forskel hvad man gør

 

Nu sir mit personale

Nok at ih og ih du glade

Men min gamle familie

Er glade med vilje

 

Og det er ik så galt, ik så galt, ik så galt endda

For vi har altid fået det netop – lige præcist som vi ville ha

 

Nemlig masser af sange og bål og musik

Og noget vi ku tænke på - så det gik som det gik

 

Og næste episode med Maria og mand

Den skal handle om familien - Der vil og der kan

Og han bliver til bedstefar – og hun bliver til Bedste

Og i vil nok ha skuespil – og hvornår bliver det næste

Men der bliver ikke flere, det må i tænke jer til

Og mon ikke osse i er træt af lejrbåle-spil

Og det bliver nok til Hollywood der byder sig til

så nu skal vi danse og nu holde fest

Og den der har det aller-aller-aller-allerbedst

Det er knægten her for han har nemlig fået en brud

Og er hun ikke pragtfuld og så godt hun ser ud.

 

 

Nu var stemningen herlig gak-gak.

”Uggabugga,” det kunne jeg tænke, siger cherokeseren. Men lad mig nu høre resten.

Bedstefar kommer med en sang

:  den bliver til på en sjov måde:  Knægten kysser bruden. Bruden danser rundt med sine svigerinder, knægtens søstre, altså Marias andre børn. Brudeparret stiller op til fotografering. Bruden er helt overstadig. Hun har et godt bryllup.  Det er hende, der efter sin ny ægtemands rap også selv får en sang-ide. Hun siger at det her burde der være en sang om. Hun beder om en sang om det her skøre og skønne tidspunkt hvor alle så lyset. Det var her vi fik bedstefars sang, den om at se lyset.

Det sker på få minutter. Sangen leverede bedstefar til mig.  til mig. Jeg er jo spillemand der i den pukkelryggede familie. Her blev jeg overrasket.  Jeg var dum nok til at tro far ikke kunne lave en sang. Der tog jeg fejl. Det var den vi sang før, Må lyset dukke op.

----------------------------------------------”:=”

--------------------------------------------

Nå jo sagde Marias mand- men så skal vi jo lige ha fortalt det der skete til allersidst, da Maria begyndte at græde. Det havde jeg ikke ventet, dér tabte hun masken. Hvad da spurgte Tordenskjold, og huskede pludselig: nå jo jeg har jo hørt en fugl synge om det, men fortæl mig om det. Hvordan i alverden kunne det gå til?

Det var efter sangen om lyset, sagde præsten. og alt det glade runddans , så havde bruden hvisket noget i øret på Maria, og så var det hun græd for øjnene af hele festen. Det var ikke noget hun havde kontrol over. Vi troede først hun var syg. Men hun havde skrevet noget på en lap papir. Nu har jeg også skrevet en sang, syng den,” sagde hun. Så rakte hun mig en lap papir.

Så sang jeg sangen. Jeg forstod jo straks sammenhængen, sagde Marias mand, da jeg så på Jeg slog så på mit glas. ”Maria har lavet en sang. Den er vist nærmest til mig”.

 Det må jeg sige sagde rødhuden.

 

Sangen

Der kommer barne-barn

Der kommer barnebarn

Så er det hjem at strikke med garn

Komo g hjælp med at holde masken

Dit store dumme skarn

Der kommer barnebarn (x4)

 

Brylluppet stod den dag

Vi sad der to familier, i festligt lag

Pludselig hviskede bruden til Maria:

”Kære, kære Svigermor

”Jeg er ved at blive stor”, 

-men Nyheden var for stor

Den kommende bedstemor

- Der skulle være lykkelig hun græd på det store bord

Og tårerne de dannede ligeved omtrent

- Den Store Kildevælds Flod

den dag det bryllup stod.             

 

Men dér var knægten god

For vil i tro han tog både moders og hustrus hånd.

Og ordene der faldt fra hans mund var i denne ånd:

”Vi troede vi var i god tid,  Vorherre fangede os i sit garn”

Der kommer barnebarn  - der kommer barnebarn

Ja -  ”Vi troede vi var i god tid, Vorherre fangede os i sit garn”

Der kommer barnebarn  - der kommer barnebarn

 

Sangen

Er du bange for at blive kaldt bedste?

Maria vil du nu være ene

Fri til at være dig selv

Hele byen vil mene

Det er dig der er Kildevæld

 

Du blev borgmester på landet

Du kom fra den store by

Du kom til at stå for noget andet

Hvor børnene er det ny

 

 

Er du bange for at blive kaldt Bedste ?

Børnebørnene kommer snart

Alle sange - alle de næste

Eventyr er parat

 

               Tordenskjold han havde ni sejre - Den sidste tælles ikke med   -              

               Jeg lover dig at vi vil fejre  dig altid på dette sted    

Børn sku bare ha lov at holde fester

Kildevæld sku bar være god

Maria du blev hurtigt borgmester

Byen beundred dit mod

 

Kildevælds  mandfolk og kvinder

sku altid være sikre på job

det var byen selv der var vinder

det var dig der aldrig gav op.

 

 

 

 

”Det hjalp ikke. Ved du hvad der så sker”, siger manden,

”Nej jeg troede det var slut” siger indianeren. ”Det må da snart være slut. Der kan da snart ikke ske mere.” 

”Maria står fast”, Siger Marias mand, ”idet selskabet bestyrtet trænger sig ind på hende og spørger hende om hun da ikke vil blive, så rejser hun sig og så begynder hun at binde hun knude i nakken igen

Så udbryder jeg ”så for helvede”, siger Marias mand, ”nu binder hun knude i nakken igen”,

-” det røg lige ud af mig, ærligt talt tror jeg Maria slet ikke havde tænkt på hvad hun gør”

-de ler alle af min bemærkning, også maria overraskes. Især over at de tilsyneladende alle sammen forstår at det betyder noget. Men hun bliver også gal på hele flokken.

”I det hele taget sku jeg nok ikke have sagt det, så rejser Maria sig op og i al sin magt og vælde skælder hun os ud. Den eneste der fik lidt ros var fucking mig.”

UggaBugga ! sagde indianeren. Hvad sagde hun

”Hun havde set på mig og ladet håret falde. Sådan lidt voldsomt og pladask. ”

”Ja skidt med den paryk, men hvad sagde hun, din nar,” sagde cherokeseren utålmodigt. Han var træt af at høre om det  hår evigt og altid og i hver anden sang.

Der var en der optog det -  vil du høre? Ja spil det, sagde Ugh ugh uggabugga:. Så kan jeg høre hendes ærke-københavnske igen !

Det var mig sagde biskoppen. Han tændte for indspilningen. Nu lød Marias ærke-københavnske stemme høj og gennemtrængende.

”Ja jeg binder knude i nakken, men OK jeg lader håret falde. Men lad være med at tro jeg ændrer indstilling. Og det der i sangen, jeg ved da godt man aldrig bliver helt fri. Det ønsker jeg heller ikke. Jeg bare vil sige noget til jer allesammen, som måske er mindre godt, og så vil jeg sige noget til dig min gode mand. Og jeg mener min gode mand! For det er du. Det er  på tide du forstår! Det er på tide du bruger knoppen og ikke prøver at gætte dig frem efter en piges frisure. Til jer alle sammen vil jeg sige, at i har forventet så meget af mig og det har i fået. Men jeg vil også være fri. Derfor skred jeg, og det var mig der skred. Hvorfor skal kun mænd tørste efter frihed. Det er synd for familien, men den må lære det selv. I må lære at samle jer uden mig og kildevæld må lære at give borgmesteren fri. Men i ser en kvinde, resten slutter i jer til. Lad være med det. Alle mennesker har ret til frihed. Også en mor. Det kommer mine døtre til gode når de en dag skal gøre sig fri…”

(”Hvad mener du med at de skal gøre sig fri?” lød det på optagelsen i baggrunden. Ugga Bugga bad om at få optagelsen stoppet et øjeblik. Hvem var det? Spurgte han. Ja det var knægten sagde hans far. Han så jo lidt forkert ud i hovedet. Nu var han jo lige blevet gift. Hvide Ørn smilede. Han havde jo fire koner hjemme i Oregon. Men drengens far, Manden, altså Marias mand, sagde Marias mand, han så helt brødebetynget ud: Det hele var ved at udvikle sig lidt, det var et værre bryllup, eller lige dér, i hvert fald. Hvis du hører godt efter kan du høre at pigerne også blander sig i det på det lige her.

Dine to små døtre? Marias mand grinede, ja de er jo ikke helt små mere, høvding, de har da kærester begge to.

Han startede på ny optagelsen og man hørte ganske  rigtigt at storebror blev irettesat af de mindre søstre:  ”Tænker du da kun på dig selv, vi kan godt forstå mor, du aner ikke hvordan de her år har været. Du har bare haft så travlt ligesom far”.

Indianeren rystede på hovedet, rettede på fjerprydningen. ”Hør de piger. Sikke en tale”. Sådan en squaw havde han vist ikke hjemme i Oregon. Præsten nøjedes med at nikke. Det betød vist også bare noget i retningen af : Der kan man se!”.

Jamen det skal siges til hendes ros at hun straks knaldede en invitation til os alle sammen på bordet. Vist mest til mig.

En sang gætter jeg på.

Ja, indianer, du er ved at fatte det. Synd du sad derope i den tilsandede kirke.

Lad mig høre

 

(Herefter: Maria står fast). Sangen

Kom og slå på tromme i min tipi    

 

Kom og slå på tromme i min tipi

Kom fra Jylland – kom og bliv en uge                                 

Kom og slå på tromme i min tipi

Og pænt goda og ugga-bugga-buh

 

Ja kom og slå på tromme i min tipi

med grydemad til glæde og til gavn

Kom og slå på tromme i min tipi    -   Hvor jyske indianere de hænger ud i København

Ved Holmens Kanal, der tager du en lineal, og tegner stregen til venstre

På tredje sal i min tipi finder du mig

Der er nøjagtig lige så mange smartphones som der er mennesker

Men sofaen er reserveret ugga-bugga-typer som dig

Og når du så vil hjem -så giver du mig et klem og børster krummerne af sofaen

For Tordenskjold i kisten døde med støvlerne på

Og nu er hovedstaden beskyttet af en aura op til stjernerne op til supernovaen

Helt derop hvor  hverken s-tog eller metro kan nå 

Knægten siger til sin mor, at det hun lige sagde er han ikke enig i for ”det er ikke let” -dét Far og Tordenskjold laver, -eller som Kim gjorde. På boreplatformen gjorde han en forskel. Hun bliver så paf at hun for engang skyld kommer til at tænke sig om en ekstra gang.

Maria kigger først på sin søn, så på forsamlingen, så roder hun efter mobilen og så tager hun sig sammen samler sit hår, ryster det så det slår ud, hun knalder en næve i bordet, tager selv de første skridt ud på gulvet, og -Så kalder hun manden op til sig  som en anden dronning og siger kom her og få et kys din skøre nar. Dette øjeblik har alle ventet på. Stemningen letter totalt. Guitaren har han ikke lagt. Heller ikke da han kommer op til hende i den situation. Så er det hun beder ham om den første sang han skrev til hende. Ikke et øje er tørt. Det er utroligt som et kys kan løfte stemningen i første omgang.

 

Jeg vil ikke sige mere at Maria skred. Jeg sagde så meget. Jeg sad på min flade røv eller var ude på havet eller ude til lejrbål når Maria blev fristet af slangen i Paradisets Have.

Her brød indianeren ind. ’

Sig mig sagde han, var der aldri noget mellem Karin og dig?

Hvad mener du, svarede Marias and. Hvad mener du?

Jeg mener, var der aldrig noget mellem Kims kone og dig.  Karin oppe i Norge. Jeg ved at Maria ikke kunne forstå at du skulle tae dig af den famlie så meget. Det var jo -trods alt- ikke din familie.

Marias mand så ned på sin guitar. Det er mærkeligt at en mor ikke forstår at en mand er en far. Hun forstår godt at en mor er en mor, men at en far er en far, det går ud over henes forstand.

Hold nu op, det er vel naturligt at hun undrer sig.Hvorfor skulle du absolut derop til Kristianssand efter begravelsen, hvad havde du at gøre der, var det ikke bedre at komme hjem til dine egne.

VaR DET SÅDAN HUN TÆNKTE

JA DET TROR NJEG NOK. Ja jeg er jo din ven.

Ja det er i orden. Du fortæller mig det i bedste mening. Hun spurgte mig aldrig.

Nej men jeg ved at hun undrede sig.

Jamen så skal jeg sige dig noget. Der var ikke det fjerneste mellem mig og Karin. Ikke på den måde.  Kim var fucking ordblind. Forstår du det?  Han kunne Gudddødemig knapt læse et bogstav. Jeg kunne læse en side på et sekund. Men han reddede mig. Forstår du? Jeg var ikke en lort, men hvis ikke jeg havde taget mig af Karins unger havde jeg været det.

Jeg fatter ikke. Ordblind og Karins unger? Hvad har det med hinanden at gøre.

Ja - Kim skjulte det. Han gav mig altid de børnebøger hans unger ville have læst op. Så læste jeg dem og genfortalte dem for ham og så fik han bøgerne med hjem. Så lod han som om han læste op når han kom hjem. Han skammede sig. Så jeg fortsatte det lidt.

Ugh, sagde rødhuden, det var en anden forklaring.

Ja jeg lå på en divan deroppe i Norge.

Som jeg sagde.  Men jeg ved det godt. Maria sagde jo hun også ville prøve sin frihed selv om hun var kvinde. Jeg var selv med til at friste hende. Det var forkert af mig at skrive som om det var hendes skyld vi blev smidt ud af paradisets have.

Hvad mener du?

Ja nu tvinger du mig til at forklare mig. Jeg skriver bare. Jeg spiller bare. Fader vor. Forlad os vor skyld. I al tilforladelighed.  I skal bare give mig lov til at gøre historien om kærligheden god.

Maria trådte frem bag forhænget ud til grillen. Hun var kommet med the men standset lige inden hun kom ud til grillen, som de to tosser altid kaldte lejrbålet. Nok var hun gammel, og det grå hår hang lidt tjavset. Men hun brugte sine ørerr. Hun havde stået en stund og lyttet.

Det var godt sagt mit livs troubadur. sagde Maria. Så du var der oppe i Norges land forat læse børnebøger højt.

Ja - Kim kunne jo ikke mere.

Ja det har jeg forstået svarede hun leende.

Hvorfor er det så sjovt.

Hun kyssede ham og sagde, jeg ler af mig selv.

Jeg forstår, sagde han.

Vi stjal lidt af scenen ved knægtens bryllup. Men det var OK. De unge havde det godt. De var et helt andet sted.

Det var Maria også nu. I tankerne planlagde hun sit eget guldbryllup. Der var en pige der skulle med. Fra Norge.

Og her står vi.

Helten i det hele, hvor blev han af? Eller Hun? For også i kærlighed er heltemod tydeligvis nødvendig. Indianeren tænkte i sit indre på den historie søhelten Tordenskjold  havde gennemlevet. Det var på vej over til sin udkårne i England han havde mistet livet. Ikke i de ni store slag han vandt. Det måtte der kunne komme et afsnit ud af. I den uendelige historie om Maria og Helten. Måske nede i området hvor han døde, i det tyske.

 

 

 

Slutningen på samme  lejrbål, men hvor de kommer

Ind på at knægtens bryllup nok udartede med et par glas for meget,

-Så spørgsmålet om Paradisets Have for alvor eksploderer, så gæsterne ordentlig underholdes og dagen efter ligner store spørgsmålstegn, .

 

Vi skal have slukket det bål, sagde Odder.

”jeg havde tænkt det skulle slutte af med den sang om den første date.”

”Hvad var det for en sang”. Der var vel ikke flere på det bryllup sagde Tordenskjold og rynkede nervøst brynene. Jo lød svaret. -  sangen om den første date, den kom lige efter Marias sang om hendes tipi i København hvor jeg kunne få en sofa, værsgo. Så knaldede jeg den af. Hun skulle ikke helt glemme hvordan det hele startede.

Din gamle ræv, Du er uforbederlig, sagde cherokeseren, lad mig høre om jeres første date.

 

Sangen om den første date.

Maria bimlede med cykelklokken sang indeni

Mor hun råbte ude fra køkkenet – kom hjem klokken 10

På deres første date – en pige og en lynhurtig dreng

Far han råbte inde fra flimmer-kassen – i ska jo osse i seng

Den der lårkort den er smart – sagde drengen, -dét dér stykke med bart

Jeg ska være hjemme klokken 10 sagde hun  -og det er snart

Det er i orden sagde han så,  - vi ska jo osse i seng

Sikket held at møde sådan en god  - og ordentlig dreng

      De fik ordnet deres kæde, strammet deres led

      Tandhjul trækker sammen, tager bedre ved

      De ku ha gået den lange tur, uden at holde i hånd

      Vi tager din cykel sagde han så, min rygsæk vejer en ton.

 

Og cyklen kørte faktisk osse meget bedre end før

Maria havde sandelig da mødt en dreng der ved hvad han gør

Hvordan sku vor Maria kunne komme helt galt afsted

Med sådan en fyr i hånden på farten der har værktøjet med.

       De fik ordnet deres kæde, strammet…

 

Og klokkerne de kimede i Kirkebyen Kildevæld

Man sagde de to de mødtes tidligt, og det var et held

Og de fik børn, den ene gik til EDB den anden gik til ballet

Den tredje var lidt hemmelig, men cyklerne ku’ holde tæt

De fik ordnet deres kæde, strammet…

 

 

 

 

De havde fået rigeligt at drikke. Det hele endte i et gevaldigt skænderi. Uskyldigt eller…? Nogle ville sige storvask. Enkelte kaldte opgøret guddommeligt. Marias mand sad nede i orkester-enden og lod Vesterhavets bølger rulle ind over Maria. Maria sad oppe mellem damerne og sine døtre og høvlede manden for hans umandighed. Men det var netop sagens kerne at han slet ikke hævdede sin mandighed. Så det prellede af på ham.

Al din snak om edens have og paradiset, råbte maria, og der gik et gisp igennem den vestjyske stab af rådhusfolk hun havde siddende på yderfløjen langs vinduerne på festen. Familien sad på inderfløjen og så altså orkester og  brudepar i hver sin ende. Dette gisp fra jakkesættene gjorde blot Maria endnu mere hæftig. Hvordan har du tænkt dig at jeg skulle etablere paradisets have, din drømmenar med alt dit tordenskjold.

Det var startet med vulkan-udbruddet da Marias mand havde ladet et ord falde om hendes sang, rigtig udspekuleret, om den sofa der var tiltænkt ham at sove på derovre i Djævlebyen. I tipien på tredje sal. Det var  henvendt til orkestret men lige nøjagtigt højt nok til at alle kunne høre undtagen Maria, Men hun hørte det også.  Det måtte han simpelthen have vidst. Om han vidste hvad det satte i gang er en anden sag. Tror du det er mig der er vorherre, råbte hun. Tror du det er mig svarede han. Folk holdt vejret. Det så de begge. Det Var lige som en torden varmt og trykkende inden skraldet. Helt stille. Så: ”Hvad skulle du derude på havet råbte hun. Og alle de der lejrbål?.

Hvad skulle du på rådhuset, råbte han. Og alle de der bønder?

Det blev vildere og vildere. Det gik altfor hurtigt til at nogen kunne skride ind. Det var vel egentlig der hvor Marias mand råbte ”Livets Træ”, -”Livets Træ Maria” hvad med det? Hvorfor holdt du dig ikke til det. Det var det samme i Paradisets Have. Var det mig der skulle blive til noget men det vidste du jeg ikke kunne. Knægten skulle helst være professor i hovedregning og partikelfysik før han var tre. Hvor ville du hen?

Det fik Maria til at studse. Ligesom på alles vegne, for på en eller anden måde var det her skænderi noget der havde udviklet sig til at komme alle ved, Marias mand havde rørt ved noget der overraskede. På en eller anden måde var det lykkes at overgå Maria. Hendes mand, ham dér…? Hans navn skal derfor nævnes her, for første gang i stykket. For Maria udtalte det med en sådan længsel og følelse da hun spurgte: Men Lars, (Det var altså navnet) du kunne løsne den knude jeg havde i nakken. Kan du så ikke forklare mig hvorfor.

”Hvorfor hvad ?” svarede manden Lars

Hvorfor vi skændes, sagde en fattet Maria nu med kontrolleret stemmeføring. Lars, vi er til bryllup med vores ældste barn, vores søn. Han har kæmpet for at komme frem og har nu et firma i EDB. Dine døtre beundrer ham. Vi elsker ham alle, hans brud, vores ny svigerdatter, som lige har hvisket mig min bedste nyhed i hele mit liv i øret, Lars der kommer barnebarn. Så fortæl mig dog hvorfor vi skændes.

”Vi gik forkert” sagde Marias mand som nu havde rejst sig og talte så alle kunne høre. Orkestret var begyndt at klimpre, men det var så lavt at kun de selv kunne høre. Vi gik forkert dengang alt det forbudte blev for spændende. Du blev borgmester, jeg blev musiker, men forinden havde du holdt fest under corona for en flok unger og politiet kom og forinden havde jeg forelsket mig i den skøreste pige i hele Københavnstrup. Jeg var ligeså dum som dig, ligeså parat til at blive fristet som dig. Men du rakte mig æblet og da jeg bed af det var jeg solgt. Bondeknolden på alle de der skøre køreture til København.

Maria, der med forbløffelse havde lyttet til alt dette, så over mod familiefløjen, modsat vinduerne. Det var begyndt at småregne udenfor, samtidig med at solen var begyndt at skinne. Som det så ofte sker på vestkysten. Hun lagde mærke til at de to gamle, hendes egen far og Larses Mor sad og smilede til hinanden, hun tænkte på dem i barneværelset og i haven. Skolehaven kaldte de det.  det var dem der havde insisteret på at børnene skulle lære fadervor. Men det var nu også dem der havde lært dem at plante ærter og holde dem vedlige og forstå iblødsætning og spiring og alt det der. Lave rækker og luge ud. Hun så over på sine ansatte, som hun endnu ikke havde forladt. Hun havde jo blot meldt sin afgang, afsted til København, knaldet en sang på bordet, kom og slå på tromme i min tipi, osv. De sad minsandten og smålo, og rystede lidt på hovedet men hendes vicedirektør gav tegn til hende. Hun så han gav hende en lille thumbs-up i det skjulte, idet han nikkede lidt og smilede. Dybest set forstod hun også at det her handlede om hele spørgsmålet hvorfor de forlod hinanden. Måske havde det også været til forundring for omgangskredsen. Måske handlede det også om spørgsmålet hvorfor de overhovedet fandt hinanden i den første ende. Og det slog hende at han havde værktøjet med, dengang, dengang, på den første date.

 

  

 

 

 

 

 

 

Lars, den der første date. Hvor boede du den gang?

Hvor jeg altid har boet, svarede han.

Hvorfor sagde du ikke det dengang? Du sagde du kom fra Valby.

Ja med linje 3. Fordi der manglede noget i Paradisets Have, svarede han, og nu lo alle i Kildevæld, den by borgmesteren selv havde givet dette navn. Overraskede grinede familien med. Maria havde troet hendes mand var fra Valby.  Overraskede over dette i begge fløje af salen klappede begge ender. Maria scenevant som hun var vidste hvad der krævedes. Hun gik ned og gav sin mand et kys. Men på halvvejen standsede hun op og sagde disse ord: De var ment til publikum. Kollegerne og alle hendes kære. I kærlighed kræves der heltemod. Ikke kun i kamp, når Tordenskjold er på havet. Min mand hjalp sin kammerats famile ud over tabet. Det var hjælpsomt, men han forstår ikke at jeg også tog ham for hans hjælpsomhed. Det var den allerførste gang vi mødtes, og han satte min cykel i stand. Det var sådan en mand jeg drømte om. Da han tog på havet savnede jeg ham.  Hun vidste ikke at Lars følgte et stik i hjertet på dette tidspunkt. Men denne gang sagde han ikke  noget. Han bevarede det i sit inderste til sin sidste dag. Men han indså at i familien kan helten være den ydmyge derhjemme, der gør indsatsen på fronten mulig. Maria som borgmester havde regnet med at have ham nærpå. Og det havde været heltemodigt af ham at gøre det. Det var ret simpelt. Der var ikke noget at gøre ved det. Han var bare blevet det klogere. Han gemte det i hjertet. Knægten sagde han det aldrig til. Burde måske have gjort det. Men drengen ville jo have sin vilje. Det vil en mand måske også. Så må kvinden ture frem. Alt dette lod han blive indenbords, klogelig.

Maria nåede ned til ham.

 Glem det med den sofa, sagde hun. Hvad mener du sagde tykpanden. Sofaen i sangen, svarede hun. Vi hører sammen når vi er sammen. Vi kommer ikke udenom det. Hun lænede sig ind og hviskede noget i øret på ham. Hvorfor alle de lejrbål efter ulykken? Han hviskede at det endte med at han måtte fortælle om heltemod de vigtigste tidspunkter i landets historie. Også 1658 og 1814. Ikke bare Tordenskjold midt i men de to hovedbegivenheder der rammede det ind. ”Jeg er ked af du aldrig har læst det”.  Jeg har jo også sunget sangene om os.

 ”Jeg troede aldrig du blev færdig” svarede hun sagte.

Det var forunderligt som salen gav tid til denne lille dialog. De kunne jo ikke høre. Men de sad nærmest i tanker selv.

Han smilede til Maria: ”Ingen af os troede helt alt dét der skete. Jeg tror det er sådan”

Idet hun svarede hvordan skulle vi kunne gætte råbte knægten Lad os synge. Han havde vist fået nok af de gamle. Knægten rakte glasset op og signalerede skål til de nærmeste og de fjerneste i salen. Der var ikke noget at tage fejl af.  Festens herre tog over. Folk klappede. Skål ! råbte én. Men så lød det til den ene:  ”Du har allerede fået rigeligt” og alle lo og råbte skål. Og der blev ikke klappet men klinket og leet og enkelte slog i bordet, hvad så det betød.

Den smilende Maria nød at være ude af fokus. Hun tog hans hånd, vendte sig om mod gæsterne, smilede, slap den og  og gik tilbage til sin plads. På vejen kaldte svigermor hende over. Hun nåede ikke at sige noget. Maria slog armene om hendes hals, holdt hende ud i sine arme og sagde idet hun rystede med hestehalen og lo stille: ”En mand vil have sin vilje.” Nogle af byens kvinder bemærkede dette skjulte optrin. Der var noget andet i gang. Orkestret slog Elvis Presleys ”Can’t help falling in love” an og holdt akkorden dér.

Den hang lidt i luften.

Det var kammeratligt overfor Lars. Det var nemt. Han greb med fatning  sin spade og sang for.

Da de nåede til ”like a river flows, gently to the sea, darling so it goes, somethings are meant to be” sang alle med og da de spurgte på rådhuset mandag morgen hvordan festen var gået lød det ene svar at ”det var det rene Adam og Eva”, og  andet i samme retning. ”Og så lidt historie-time, sagde nogen, det kører jo lidt hurtigt for den familie.

Så snakken vandrede i byen, som sent glemte den borgmester.

Indianeren der havde hørt på hele historien spurgte om Maria virkelig havde ladet det ende med det? Marias mand kom i tanke om at det havde hun egentlig ikke. Det var endt med at hun havde rejst sig og bedt bedstefar om at foreslå en sang der passede til at slutte med, en sang som kunne handle om Livets Træ. For det syntes hun var på plads med alt det der var kommet frem på det her bryllup. For her havde hendes familie jo sin rod.

Den gamle var så gået i enrum mens der blev sagt farvel og på kryds og tværs og først lige inden dørtrinnet kom han ind med sangen om Livets træ, og det var en hilsen fra Leonard Cohen sagde han, der var ikke tid til at finde på det hele selv.

Den sang gik i glemmebogen. Den kom for sent. Den kom først frem senere. Da det var blevet det rene Adam og Eva.

 

Sanghæftet  til de tidlige lejrbål,

beskrevet i de to dokumentarfilm

Maria og Knægten. 8 år

Maria og helten fra Norge.

Historisk Syngespil fra 2022 Af Otto Bang Carlsen Aalborg og  Anders Erik Jessen Nørresundby, Uropførelse 2022  i Hirtshals, af Odder von Clodder med Tordenskjold og de Modige Fugle Forfatterne: tlf 24488819         www.odderogtordenskjold.blogspot.com  ottocarlsen@hotmail.com

 

 

Derfor Hirtshals:

For 155 år siden, 1867, oprettedes en slags ”internet”-forbindelse udfra stranden her i Hirtshals, hvor fyret var bygget fire år før. Danmarks første undersøiske telegraf.

(Læs inde i programhæftet i  slutningen af første akt.)

Byen eksisterede altså ikke endnu, fyret var bygget fire år før.

Herfra stranden udgik netop til Arendal 1867 første undersøiske telegraflinje til det tabte Norge. Her blev forbindelsen mellem tvilling-rigerne genskabt efter adskillelsen i 1805.

Første sang fortæller hvorfor det var Maria, (hvis mand var borebisse) -som foreslog det skulle foregå i havnebyen i Nordjylland, der er porten til Norge. Da redningsmanden fra hendes mands boreplatform, Kim fra Arendal var nordmand skulle det af hensyn til familien foregå her i Hirtshals – for at de kunne komme herned når stykket mindes ham. – og de øvrige helte.

 

 

Stykket foregår altså både før og nu, for det er altid aktuelt: Hvad er en helt og hvad er et pjok? (Og kan det stilles sådan op…?) Derfor har vi researched Tordenskjolds virkelige bedrifter, de øvrige heltes virkelige bedrifter, og kilderne går tilbage til deres egen tid, ikke nutidens mening.

Læs om disse kilder inde i programhæftet i slutningen af anden akt.

Der er besynderligt nok sket et brud mellem Maria og hendes mand, men børnene holder dem sammen. Og måske mere. Det skete efter ulykken,  hvor manden og de andre blev reddet af  hans kammerat norske Kim, på boreplatformen, han tog pumpen da et par rør sprang læk, så de andre kom væk, men ikke Kim selv. Marias mand ringer hjem i første sang. Enken skal støttes. Men det kan misforståes. Misforstår Maria? I hvert fald:  Nu turer manden rundt med det her stykke, sammen med Tordenskjold, i  gruppen Odder von Clodder med Tordenskjold og de Modige Fugle. Stykket er ret krævende, målet er en TV-serie, de her fyre kan kun spille guitar. 

-----------------------------------------------------------------------             

Hvordan er det lige det er med Danmark og Norge?

Det får du genopfrisket her.

Eengang var tvilling-rigerne Danmark-Norge eet land. Her får vi både

søhelten Tordenskjold,

og modstanderne -svenskernes krigerheltekonge Karl,  samt

helteprinsen fra Danmark, i spidsen for Norges grundlov i Eidsvoll 1814,  der blev Kong Kristian den Første d.1. af Norge

og den døde  boreplatforms-helt Kim der

tog pumpen og derved frelste Marias mand plus kammeraterne…osv   En dag vil store både -ja En dag vil store skibe, en dag vil store havne

Have afløst denne Vildsomhedens Strand

Og venskab skal den dansker eller nordmand ikke savne

i gnisten efter Tordenskjolds brand.          

 

 syng med - og god fornøjelse !

 

 

Ouverture og Slagsang

        

          Nu vil vi fortælle et eventyr        

          om en kvinde og en mand           

          og det er Maria                             

          Men hvad hedder han?                 

          I hvert fald er han temmelig modig, han      

          er fra Danmark-Norges land                       

          Dér vil vi begynde                                

          - for dér begynder han               

                Vandene stiger                      

                Vinden er vild                        

                Drenge og piger                    

                Nu tænder vi ild                    

 

Nu får vi Odder von Clodder          

og Tordenskjold                               

Og de Modige Fugle                        

fra Hedenold                                    

Nu fåer vi øll i wor kopp,              

nu fåer vi sjow å hula-hop            

I Danmark-Norge blir der dans, 

for telegrafen hertillands           

 

Mens Odder er ude at pisse, efter orkestrets ouverture og slagsang, får Tordenskjold øje på Maria blandt publikum og vinker og råber hej. Tordenskjold benytter sin makkers tissepause til at undskylde ham overfor publikum at han vist har lidt ondt i kærligheden. Til Maria vinker han at han ikke siger noget om at hun er der. Så er hans makker tilbage lidt mere tilpas - og Tordenskjold siger, nå du fik lettet dig.

Ja lad os komme videre.

Jaja, små slag, siger Tordenskjold, der er ikke kommet så mange endnu. Lad mig lige høre de slagord.

Mens Tordenskjold danser lidt med sejlene på landkortets farvande mellem Danmark og Norge råbes kommandoerne fra dækket i hastig takt:

 

1.     Første Vagt: Din klaphammer !

2.     Så småt! Så småt” Når du jager en kanonkommandant. 

3.     Hiv ind det løse, men hiv først lystig ind når du ved.

4.    Gør spillet klar, Alle Mand op! 

5.     Slingrebardun ! Vil du ha kat og tamp!

6.    Til luvart! Når et skib æder sig i vinden krydser det for at benytte den fordel at vinde betydeligt i luven.

7.    Alle op! Alle de folk der forhyrer sig hos mig er faste folk der har været i farten. De ved jeg ikke må forligge min vind, men må sejle når vi kan.

8.    Gå til luvart, og så: Fyr! Giv det glatte lag!

9.    Kan du ramme fra for til agter kan du ramme langskibs!

Den er go sømand, siger Tordenskjold. Lad mig lige høre den om da en sømand blev forladt. Vi skal have varmet stemmerne op. Den med paradisets have

Den kan vi da godt tage, siger Odder, er du klar?

De synger Marias mands sang om hvor uvidende en mand kan være når han blir forladt af en vidunderlig kvinde, og er fuldstændig fortabt.

 

Sangen

Smidt ud af Paradisets Have

Hvordan kan du sige         

at du ikke vil ha mig

jeg tænker jeg kom i vejen helt til slut

Jeg lagde godt mærke til,

i alle årene med dig

du bandt dit hår

så resolut

 

men jeg løsnede den knude når natten den var længest

den var unødvendig, synes jeg

jeg løsnede den knude når natten den var læ-æng-est

i alle årene med dig

 

Og nu ser jeg det hår

når du kommer og henter unger

og nu ser jeg at 

nu er det altid slået ud

og nu ser jeg at

det overhovedet ikke er blevet tun-ge-re

og du ser åbenlyst stadigvæk akkurat lisså

fucking forbandet godt  ud

 med dit flyvende hår og din  fregnede opstoppertud

som dengang du var min brud

Du var Guds gave

Nu er vi smidt ud

Af paradisets have

 

 

 

2

og nu ser jeg det hår

når du kommer og henter unger

og nu ser jeg at nu

er det altid slået ud

og nu ser jeg at det

overhovedet ik’ er blevet tungere

og du ser åbenlyst stadigvæk akkurat lisså

fucking forbandet godt ud

 med dit flyvende hår og din  fregnede opstoppertud

som dengang du var min brud

du var Guds gave

Nu er vi smidt ud

Af paradisets have

-------------------------------------------------

 

Odder gør en pause mens Tordenskjold spiller

Du Tordenskjold?  Ja…hvad er der

Jeg drømte noget i nat

Hvad drømte du

Jeg drømte noget der skete på den konfirmation

Knægtens?

Ja selvfølgelig

Kan du huske det, hvad du drømte

Ja skrev det ned som et vers, et tredje vers til den her sang

Lad mig høre

Ok, men det er lidt vildt

Lige fedt, lad mig høre

Ok. Altså Marias mand synger det her tredje vers:

------------------------------

3.

Men så kommer du til konfirmationen Og siger at

nu skal vi forloves, (forloves-en-gang-til ….? !!)

Og du er vild med vores unger

Og Det er på tide at få nogen fler

Og du ryster på din hestehale

Til højre og til venstre og hestehalen ler og ler

og du vil aldrig binde knude i nakken-aldrig aldrig mer

og du ser åbenlyst stadigvæk akkurat lisså

fucking forbandet godt ud

 med dit flyvende hår og din  fregnede opstoppertud

---------------------------------------------------

 

 

De standser med at spille. Tordenskjold siger: Det er ret godt drømt.  Du har sgu styr på det. Men sig mig - Hvornår gik det galt?. Jeg mener hvornår skred hun ?

Begyndelsen gir sig selv, svarer Odder. Du kender sangen fra dengang manden ringer hjem fra boreplatformens skib, lad os lige synge den

------------------------------

 

Sangen

Jeg kommer direkte i nat.

Der er besynderligt nok sket et brud mellem Maria og hendes mand, men børnene holder dem sammen. Og måske mere. Det skete efter ulykken,  hvor manden og de andre blev reddet af  hans kammerat norske Kim, på boreplatformen, han tog pumpen da et par rør sprang læk, så de andre kom væk, men ikke Kim selv. Marias mand ringer hjem i første sang. Enken skal støttes. Men det kan misforståes. Misforstår Maria? I hvert fald:  Nu turer manden rundt med det her stykke, sammen med Tordenskjold, i  gruppen Odder von Clodder med Tordenskjold og de Modige Fugle. Stykket er ret krævende, målet er en TV-serie, de her fyre kan kun spille guitar. 

Derfor Hirtshals:

For 155 år siden, 1867, oprettedes en slags ”internet”-forbindelse udfra stranden her i Hirtshals, hvor fyret var bygget fire år før. Danmarks første undersøiske telegraf.

(Læs inde i programhæftet i  slutningen af første akt.)

Byen eksisterede altså ikke endnu, fyret var bygget fire år før.

Herfra stranden udgik netop til Arendal 1867 første undersøiske telegraflinje til det tabte Norge. Her blev forbindelsen mellem tvilling-rigerne genskabt efter adskillelsen i 1805.

Første sang fortæller hvorfor det var Maria, (hvis mand var borebisse) -som foreslog det skulle foregå i havnebyen i Nordjylland, der er porten til Norge. Da redningsmanden fra hendes mands boreplatform, Kim fra Arendal var nordmand skulle det af hensyn til familien foregå her i Hirtshals – for at de kunne komme herned når stykket mindes ham. – og de øvrige helte.

 

Jeg kommer direkte i nat.

Sangen om (ulykken på) Boreplatformen

Det er bare for a’ si’a, Maria                 

Jeg kommer direkte i nat

Det’ bar’ for a’ si’a – Maria

Ka du holde dig vågen min skat?

Boreplatformen og selskabets skiv

Det har jeg lige forladt

Kære  Maria, min elskede viv

Der indtraf et uheld i nat

Ellers er alting okay, hvad med dig?

Der var et par rør der sprang læk

Kim han tog pumpen, så vi kom af vej

Men han nåede ikke væk.

Karen hun ringed og spurgte til Kim

De to  var altid så fin’

Jeg tror hun talte om ungerne en time

Karen hun var i pine

------------------------------------------

Sangen

Karl den Tolvte og Peder

om de to helte, de to modstandere

Dm           Am                                  E7                             Am                                          

Karl den tolvte. han var kun en dreng da han blev konge

Men han endte ligegodt med at blive helt

Kæmpede mod Rusland, Polen og mod Norge-Danmark

For Sverige skulle gerne herske over Sund og Bælt

Ingen kunne stoppe Karl den tolvte og hans Sverige

Og Tordenskjold fra Norge han var endnu kun en knægt

Men Tordenskjold var ydmyg, han var ikke kun ærgerrig

Og at han slog Kong Karl tilsidst kan ingen vel benægt’!                                                     

------------------------------------------------------------------------------------

Sangen om ”Den Store Tordenskjold” fra han var lille. Dengang var Sverige blevet stormagt. Da Tordenskjold var to år var svenske kronprins Karl tolv. De to blev modstandere. Sverige var på vej til at blive Europas mægtigste land i Nord. Landets russiske nabo er umoderne. Hele Finland, Baltiske lande, meget af Nordtyskland, -alt dette er Storsverige, som snart ingen vil kunne stoppe, måske bliver det snart Danmark-Norges tur til at blive slugt?

 

Hele hytten sejlede, han sad og var våd       

Og ti spande vand      

Kommodeskuffen havde han vendt om til en båd

Han sejled fra land

Han stak jo til søs næsten før han ku gå

Det lille pjok, ja

Han sku nok ha lært at

man ska spør om man må

Men han vidste jo nok

At han blev til den store

Tordenskjold

Men dengang

var de jo små

På havet og på fjorde

Blev han ham som

Man håbed

Man pludselig så

Og man tænkte nok hvordandet skulle gå

Men det var nok kun de største skibe han ville slå

Han ville jo ik’ stikke af, nej-nej-nej

Der var ingen plan B

For den store Tordenskjold

Og i København skulle kongen

Snart få ham at se

Den store Tordenskjold

Og han sejled om svenskernes skibe omkring

Den store Tordenskjold

Og han råbte (Svensk: )  ”I rammer

Jo slät inganting

Å slät inta den Store

T-o-o-o-o-o-ordenskjold”

Den store T-o-o-o-o-o-ordenskjold”

Den store Tooooooo -or -

Den sto-re Tor-den-skjold !

sangen til Tordenskjolds velkomst

-----------------------------------

Efter sejren ved Dynekilen 1716 adles Johan Peder Wessel, og han får i København adelsnavnet Tordenskjold, folk klamprer i deres træsko ned til kajen og synger

Giv agt, nu går han i land                
Skynd jer ned til københavns havn
Giv agt nu går han i land                 
Skynd jer ned til københbavns havn
Peder Wessel har atter sejret         
Skynd jer ned til københavns havn
Kongen siger han vil have ham fejret
Tordenskjold skal blive hans navn
Toooooor-den-skjold…                   
Tor-den-skjold                                 
Tor-den-skjold                                 
Giv agt - nu går han i land             

 

sangen til alle Tordenskjolds bedrifter

Tordenskjolds sejr ved Dynekilen, slaget er beskrevet i noterne nedenfor.

Han vender hjem til Danmark med de erobrede skibe, som skulle have bragt forsyninger frem til Karl der belejrer Norge. Hvad han har måttet opgive (foreløbig) Triumfen er stor. Skibet nærmer sig, men er endnu ikke i land. På landgangen I Københavns havn ligger kortet så man se Dynekilen. Datidens billede af triumfen hvor Tordenskjold fører svenskernes flåde væk ser sådan ud:

Johan Peter Wessel var allerede kendt fra og snart de første bøger om ham. Folk vidste dengang 100 gange mere om ham end de gør i dag, hvor han ellers har en gade i hver by, en Tordenskjoldsgade. Men dengang havde man allerede sangene. Han var allerede en historisk person mens han levede, en levende legende. 600 breve ligger der fra hans egen hånd. Militære indberetninger beretter slagenes detaljer (se kildehenvisning nedenfor )

-----------------------------------

 

DER KOMMER
TORDENSKJOLDS SKIB
(SLAGSANG)
Verset synges af forsanger med kikkert
Omkvædet synges af søfolk på kajen, som svar på hvert vers

Der kommer Tordenskjolds skib
Det går mod bagbord
Nu går det styrbord på tværs
Det er ikke til at begribe
Så mange slagord
Ham Tordenskjold har på vers

    Glædeligt her !
    Giv det glatte lag !
    Lad nu kanonen give sang !
    Drikker en skål
    En skål for denne dag
    For Norge og Dannevang
Tooooordenskjold – Den bedste siden hedenold
Tooooordenskjold – Svenskan han bliver hed og kold
Tooooordenskjold – Elsker havets frie luft
Tooooordenskjold – tæver svenskan til fornuft.

    Glædeligt her !
    Giv det glatte lag !
    Lad nu kanonen give sang !
    Drikker en skål
    En skål for denne dag
    For Norge og Dannevang

 

Stykket foregår altså både før og nu, for det er altid aktuelt: Hvad er en helt og hvad er et pjok? (Og kan det stilles sådan op…?) Derfor har vi researched Tordenskjolds virkelige bedrifter, de øvrige heltes virkelige bedrifter, og kilderne går tilbage til deres egen tid, ikke nutidens mening.

 

Tordenskjold har nok at bestille

Sangen om den de mest beundringsværdige sejre, og hvor ejendommelige Tordenskjolds kampe var, som man lagde mærke til i hele Europa

Nu går han i land og Københavns Pigekor synger denne sang til ham:

-----------------------------------

1.

Tordenskjold har nok at bestille       
flyvende på bølgen den blå               
Alle mennesker kender hans billede
med hans store manke derpå           

Og Tordenskjold har vinden i håret
når Løvendals Galej står til søs
Han er i Norge opfødt og båret
men danske piger sender ham kys

Og hvem får sin ret                        
Hele Danmark på et bræt              
Eller Sverige der har                     
Rusland ved sin dør                     
Og England og Tyskland             
og Frankrig banker på                 
Mon lunten til kanonen               
er tør ?                                         

Dér kommer Torden…               
Dér kommer Torden…              
Dér kommer Torden                  
skjold !                                       
-----------------------------------
2.

I Marstrand lurede han kommandanten
og fæstningen den faldt for hans hånd
Ved Kiel kunne flåderne fra Atlanten
være vidne til han lagde dem i bånd

Og Dynekilen-slaget var sjovest
der var et bryllup som svensken var til
Så listede Tordenskjold, han var klogest
og svensken tabte alt i det spil

Og hvem får…

 

 

2 år efter forsøger Karl igen at erobre Norge og det blir hans død, her bliver han skudt, hvem kommer først med nyheden til den danske konge i København, det gør den hurtigtsejlende Tordenskjold, der nu får en virkelig storkommando. Alle i landet kender allerede hans navn og hans vovestykker og ovre ved Göteborg har de sænket fire skibe i indsejlingen og forhindret indsejling, da Tordenskjold har base lige overfor i Frederikshavn. Nu vil han vove at angribe den uindtagelige fæstning ved Marstrand, som ligger udenfor spærringen.

Fæstningen ligger højt oppe – uindtagelig. Nedenfor er en by og svenske skibe.  Han forklæder sig som fiskesælger og udspionerer det hele. Ude på sine skibe planlægger han med sine chefer, afholder som altid gudstjeneste med nadver inden slaget (jf. Garde, se nedenfor s. 26-27). Den nu 28-årige helt anvender en krigslist idet han kaster 400 af sine mand ind på en holm overfor byen hvorfra han beskyder byen så hårdt at folk flygter og Tordenskjold kaster sine folk over i både og  indtager den, derefter sender han tyske breve op i borgen til de tyske lejesoldater og kræver af den svenske kommandant at han rømmer da Tordenskjold har en overmægtig styrke – og flere på vej. En svensk forhandler bliver sendt ned. Han snydes til at tro Tordenskjold har ret og svenskerne og kommandanten rømmer fæstningen og Tordenskjold rykker ind.  Triumfen får den danske konge til at sejle helt derop for at fejre det. Svenskerne skyder året efter deres kommandant for hans svigt.

Imidlertid opgiver Sverige herefter krigen mod Danmark. Freden sluttes to år efter. I 100 år derefter fungerer Danmark og Norge fortsat som eet land, og nogen stor krig med Sverige kom det aldrig mere til. Meget tæt på, og når det ikke skete skyldtes det Kronprins Christian Frederik. 100 år efter er Sverige blevet lovet Norge af Europas stormagter, på grund af det spil der var blevet spillet under Napoleons krig mod englænderne. Nu synes katastrofen sikker, men det  lykkes prinsen at sætte sig i spidsen for en norsk grundlov og det er kun en union Sverige opnår som erobrer, så endnu hundrede år efter (i 1905)  bliver Norge selvstændig, men resultatet - venskabet mellem tvillingrigerne Danmark og Norge er aldrig svækket - og herfor kan vi takke den Tordenskjoldske ånd.  Svenskerne har jo også givet en god kamp, og -ja svenskerkrigene som de kaldes i Danmark, de er stridt ud i dag. Heja Sverige.

Dette er et resultat af højere karakter. Det er noget man ser i hjerterne, men det kan ikke vises på teatret, sådan som en krig kan. Men for dokumentation af helteprinsen henviser vi til vore udførlige noter efter 2. akt, om ”Den Glemte Konge” det ny banebrydende værk af Roar Langslet.

Danmark og Norge blev skilt, men de blev skilt som venner, idet Danmark ikke efterlod Norge uden egen forfatning overfor en ny herre, men med egen forfatning i union med et andet land, Dog således at dette land besad kongehuset.

Sådan er forløbet af Maria og Helten fra Norge. Hvad med Maria og manden. Den nutidige del. Den historiske.  Hvad med knægtens konfirmation.

Det lader vi stå hen til lejrbålets sidste gnister og gløder. Men vi håber Kims norske familie der mistede denne prægtige mand på boreplatformen – at de fik noget med sig hjem fra stykket. Og hvad angår Maria og manden ved vi stadig ikke om det var på grund af alt dette historie-halløj hun brød med manden i årene efter ulykken. Men der er jo stadig konfirmationen at håbe på, at blive klogere…

 

I krig og kærlighed gælder alle kneb. Så der kræves også mod i kærlighed. Tordenskjold kunne begrænse sig, Karl ikke, måske var Maria også bedre til det end hendes mand…?- Sangene peger i den retning. I så fald er hun den sande helt af de to. Mod savner hun jo ikke, det kan man høre i sangene allerbagerst i hæftet, det de første seks sange om Maria afg hendes mand, hvor hun er indgående beskrevet.

 

Sang

”Med en lille smule spioneri

Sangen til slaget ved Marstrand og hvordan Tordenskjold ydmygt satte sig ind i forholdene før han kastede sig selv og sine folk ud i kamp.

-------------------------------

Når Tordenskjold ku se                            

At kysten var klar                                     

Holdt Tordenskjold svensken for nar  

Så råbte han på svensk:                           

   ”Det här ër Lövendals Galej                

   Köp jättefina fisk här hos meg”      

Med en lille smule spioneri                

Så Tordenskjold at vejen var fri         

 

Tordenskjold han synger                       

helst På ”glædeligt held”                       

Han forbereder sig   alligevel                  

”Det är enn väldig konst                           

När enn torsk bitar på”                             

”Det må en jävla svenska               

ku forstå”:

Med en lille smule spioneri

Så Tordenskjold at vejen var fri

 

 

-----------------------------------

Karl den tolvte og Peder

Sang

om de to helte, de to modstandere……

Karl den Tolvte han var kun en dreng da han blev konge

Men han endte ligegodt med at blive helt

Kæmpede mod Rusland, Polen og mod Norge-Danmark

For Sverige skulle gerne herske over Sund og Bælt

Ingen kunne stoppe Karl den tolvte og hans Sverige

Og Tordenskjold fra Norge han var endnu kun en knægt

Men Tordenskjold var ydmyg, han var ikke kun ærgerrig

Og at han slog Kong Karl tilsidst kan ingen vel benægt’ !                                                     

 

         

For videre interesserede

(Henvendt til filmværkstedet, referat fra orientering, fremlagt på fejringen af Tordenskjolds fødselsdag 28. okt, 1790-2026).

Vort mål er at bredere skuldre end vore vil lave den tiltrængte grundige tv-serie om -ikke bare Tordenskjolds ejendommelige bedrifter men også den ejendommelige måde hvorpå vort land Danmark-Norge tvilling-rigerne skiltes uden at ville det og uden at blive uvenner. Ja egentlig i en slags kærlighed. Og med svensk accept og – og også svensk venskab i sigte. Vi inddrager altså her også nyere tids omvurdering af ”skilsmissen”, Lars Roar Langslets ”Den Glemte Konge”. Han har set den affære nærmere efter i sømmene. Pointen er at den danske kronprins der reddede en grundlov igennem på kanten af Norges afgrund (Eidsvoll 1814) udviste ikke så lidt ”Tordenskjold’sk ånd” og kløgt, ja heltemod,  - og så var der én ting fælles for de to, at de trak på kirkelige kræfter, den ene i sine slag (jf. Garde s. 26-27 nedenfor) og den anden gennem en veritabel folkeafstemning i kirkerne og dét er gået lidt i glemmebogen.

 

Tordenskjolds mod stod overfor den svenske krigerkonges mod, Men Carl d. 12 udviste ubegrænset mod, hvor de andre to forberedte sig med stor grundighed, gik langt men ikke nær så langt, og også kunne trække sig og tåle en ydmygelse… og mere end én tilsyneladende nedværdigelse. Som livet nu er. Og stykkets nutidshelte Maria og hendes mand -som så at sige lægger krop til at stykket opføres på Hirtshals Strand denne dag- oplever også ”nedturen”, som det hedder i nutidens flade sprog.  Vinder de også en slags sejr tilsidst… I manuskriptet  her står det åbent ?

 

 

Mere om de historiske kilder: Hvorfor er det muligt at fortælle den sande historie om denne sag?

De grundige kilder vi bygger på er   danske Kommandør Gardes primærkildeværk:

Den Danske Søkrigsmagt” (1851),  hvor en række sider fra den gamle og sjældne bog vi fik fra garnisonsbiblioteket nu er affotograferet til vort udførlige manuskript.

Samt

Per Eilstrup’s  ”Tordenskjold”

samt det ny banebrydende værk

”Den Glemte Konge” af den norske tidligere kulturminister Lars Roar Langslet

Suppleret med det ældre men grundige 10-binds værk af Edvard Holm om netop disse hundrede år, der ender med helstatens opløsning, et kæmpeværk der er så grundigt at Cambridge i disse år har oversat det til engelsk. Den danske stat har nemlig haft et bedre biblioteksvæsen end englænderne, hvilket jo er heldigt og også en tanke værd.

Til den endelige udførelse, med vægt på også svenskerne viste J.R.Holm’s værdifulde ”Danmarks Historie fortalt for Ungdommen”, fra 1884 sig at være eksemplarisk i sin respekt for heltene og de fakta der ligger om deres egentlige bedrifter. Ligesom Tuxens gamle værk der byggede på selve de militære indberetninger, og som er nævnt ovenfor.  Derfor har vi også i selve kildemanuskriptet til hjemmesiden affotograferet selvede vigtige sider. Fordi de snart 200 år gamle bøger er sjældne i dag.  Faktisk har vist ikke engang Kgl Bibl. Værket af Garde, det er kommet til os fra militærets eget bibliotek, for hvilken service vi takker.

 

 

Der er nogen der er ligeglade med Tordenskjold og historien.

Næsten…

Mågen er en respektløs fugl. Næsten…

Her er Hættemågesangen

Når jeg går en tur og jeg vil have en sang
Så er der sol og hættemåger på vandet
Sangen den er glad, den vil jeg lave engang
Og jeg vil holde dig i hånden, blandt andet
Vi synger og vi traller og vi fløjter dagen lang
Og hættemåger skriger ”ti stille !”
De vil kun høre deres egen hættemågesang
Med mågen Mågen Mågensen og De Vilde
--------------------------------
2.
Ja når jeg går en tur og jeg vil have en sang
Så er der pludselig mågefestival her på vandet
Og stjernen det er mågen Mågen Mågensen
Der er en masse mågelort der lander i sandet
Og hvide fugle rider over strandens bølgegang
Og hættemåger skriger ”ti stille !”
De lytter kun til sidste nye hættemåge-sang
Med mågen Mågensen og De Vilde
--------------------------------
3.
Men pludselig så viser horisonten et skib
det flyver hastigt ind mod stranden på vinger
Kaptajnen dét er Tordenskjold, du kan nok begribe
At alle mågernes alarmklokker ringer
Og fuglene blir stille, alle hætter kommer af
Da Tordenskjold han lander på stranden
For selv for hættemåger er han stjerne for en dag
På havet tænder Tordenskjold branden
--------------------------------

4.
I Kongens København der står der piger på kaj
Det er på Danmark-Norges søhelt de venter
og helten dét er Tordenskjold i”Løvendals Galej”
Dét er mod svenskerne han sejrene henter
Og svenskerne må afgive deres store skibe hér
Mod Tordenskjold dér blir de den lille
Og kongen ved hvor meget vores Tordenskjold er værd
Han bliver forfremmet med medaljer og gilde.
--------------------------------

5.
Og mågerne har helte og bevar dem i fred
Men fælles for dem er at de bærer hætte
Vor Tordenskjold han kom helt anderledes af sted
Han havde ingen sejre af dem der var lette
Og fægter du med åben pande dør du i en fart
Men det er også bedre end langsomt !
Så hvorfor passe på og være hættemåge-smart
Og gøre hele livet så sang

Mindesangen om Tordenskjold på tændstik-æsken

Melodi: Den sømand har sin enegang

Danmark er i landesorg
For Tordenskjold er død
Norge græder i sin borg
For Tordenskiold er død
Nu tænder vi et lille lys
For denne store mand
Når sejrsviljen skal fornyes
Så redder vi vort land

Nu er det at vi koge skal
Vor gode havregrød
Nu er det at de kloge skal
Sige hvad det mon betød?
Nu er det stuen lyses op
Og mørket er forbi
Og tændstikæsken kommer op
Halvhundred stikker i

Og flag på halv i Kristianssand
Og flag på halv på Fyen
Og flag på halv udi vort land
Og over hele byen
Og glemmer du måske en dag
Hvem Tordenskjold han var
Så se når svovlet tænder på

De stikker som vi har

 

Lidt mere om kilder til stykket i øvrigt:

Til de mere normale kilder har vi altså føjet R. J. Holms historiebog for vordende lærere, fordi denne fremstilling er forbilledlig:  -først er der et kapitel om Store Nordiske krig og dens svenske helt, krigerkongen Carl d. 12, -og så er der et kapitel om de danske søhelte, med vægten lagt på Tordenskjold.

Holms gamle lærervejledning har den fordel -udover at den bygger på de videnskabelige fremstillinger som fremkom i 1800-tallet på grundlag af Garde- at Danmarks modstander beskrives først, så man forstår at Tordenskjold sikkert forstår vigtigheden af hans handlinger og ikke bare er en modig fyr der selv vil frem.

Siderne hos Holm er som sagt to kapitler. Kapitlet om krigen som sådan viser hvordan det er Danmarks eksistens der er på spil. Men det viser også, og det er problemet i det, hvor klar fremstillingen end er, det viser også hvordan det i krigens anden fase, efter 2010, hvor en nærmest ny krig bryder ud, og hvor Tordenskjold træder ind 19 år gammel, -i samme alder som da kong Carl trådte ind ti år før, -dette første kapitel viser også at hvis man betragter de ejendommelige kampe Tordenskjold udkæmpede, -som altså først kommer i søhelte-kapitlet efter krigs-kapitlet, så kommer man til at miste dén problemstilling der har optaget os, -om Tordenskjold selv var drevet af (dybere)forståelse for hans gernings vigtighed, eller han blot ved et lykketræf og så at sige af dygtighed, held og halstarrig kækhed dukker op og gør en forskel.

Hvis man eftergår hans breve og indberetningerne i Garde

og Tuxen og Bergersen beskrevet, der ikke overser hans alvorlighed, men ikke, som dog Eilstrup oppe i vor tid, faktisk har øje for hans karakteristiske norske praktiske gudsfrygt i dagligdagen, et aspekt ved den unge søhelt som åbenbart kommer bag på Garde, der må bemærke det således (se foto):

Det er, som det ses den mest kildetro af alle, Garde, der af indberetningerne

Han er den eneste der har haft adgang i Holmens arkiv til dem alle, og som, selv Danmarks kommandør, nu pensioneret, da han endelig skriver værket 1852, har haft forudsætningen for at bedømme indberetningernes validitet )

-Garde konstaterer: (forud for angrebet på Strömstad) ”Som altid forberedte Tordenskjold sig og sine våbenfæller ved at holde gudstjeneste og Communion og ved midnat begyndte Arken Noa og linjeskibene at varpe sig ind…”)

ser man i Tordenskjold en gudsfrygtig mand som faktisk forstår at hans folk og hans lands skæbnetime slår – hvad jo netop var tilfældet ved Kong Karls angreb – og så er det tydeligt at den unge nordmand forstod dette, men at han uretfærdigt fremstilles som eventyrer af sin eftertid. Til dels også af Holm, men her er det ikke en intention, men en virkning af at han har søgt at lave en opbyggelig og meget velskrevet og dækkende historie ud af det sande eventyr om Tordenskjold i dette kapitel. Det er i høj grad lykkedes for Holm, og det er 18. oplag (!) af denne bog vi har fotograferet de to kapitler fra til hovedmanuskriptet på bloggen, som altså indeholder flere fotos end sanghæftet her.

Resume af den historiske handling

Den historiske handling tager udgangspunkt i at begge lande har en helt, men den ene er 10 år ældre end den anden og krones allerede til konge fra sit 18. år, altså 1699. Det er svenskernes Karl d. 12. Hans land Stor-Sverige er nu så mægtigt at Danmark, Rusland og Polen i forbund vil angribe det og Danmark går ind i Skåne. Men Carl slår først Danmark, så Rusland, (ved Narva 1704), så Polen. Det gør Karl berømt. To år efter går det galt. Han forfølger den polske konge der er flygtet og i mellemtiden får Ruslands Peter den Store sin ny by Skt. Petersborg befæstet. Karl vil gøre noget fantastisk men i 1709 lider han et kæmpenederlag ved Poltava, idet han forsøgte at angribe Rusland med fire hære på én gang, en fra Finland, en fra Riga, en med kosakker fra Kaukasus, og hans egen udgående fra Polen, han selv gående direkte mod Moskva. Imens sejler drengen den 18-årige Johan Peter Wessel, den senere ”Tordenskjold” verden rundt i danske skibe og netop som Karl uheldigt sidder i Tyrkiet, berøvet sin egen hær i nederlaget, træder den 19-årige ind i den norske marine, hvor han endelig er blevet kadet,  og får fra starten lov til at sejle småbåde –”Ormen” og ”Løvendals Galej”  med kanoner oppe i farvandet ud for Sverige syd for Norge. Det går ham godt.  Han deltager også i store danske søslag hvor han vinder sejre. Da Karl fire år efter vender hjem er der hurtigt fare på færde og nu er det ikke Rusland men Norge Karl går løs på. I de år der er gået har hans land mistet Finland og de baltiske lande og han vil tage sig erstatning i Norge. Når det er gået så galt for Karls Sverige mens han var væk og prøvede at ægge tyrkerne til kamp mod russerne skete det på trods af en anden svensk hær, der ellers var meget heroisk, -under den tapre kommandør Stenbock- tilsidst blev slået i Sønderjylland - hvad der genoplivede forbundet mod Karl og førte til de nævnte tab af landområder, så det var et indskrumpet Sverige Karl vendte hjem til.

Hvordan kan man vise det i et lejrbåls-teaterstykke? Først og fremmest gennem sangene. De store sejre markerer vi med dansenumre med hærene der rykker i marken på sejlets kort, -men den altfor store udstrækning af Karls felt markerer vi med det purpurfarvede knudetov af kongestof der strækker sig ud og ud og ud, -alt for langt udvider Karl sit felt.

På sin vis er det samme fejl han begår, da han vender tilbage, han vil selv være allerforrest, længst forude, det er dér han rammes af en kugle, under hans  2. felttog mod Norge 1718.

Men at det lykkedes Tordenskjold at overskære hans forsyningslinjer, ja at erobre disse forsyninger og skibe,  i 1.  felttog, to år før, det er da også helt usandsynligt. Imidlertid er det hvad der sker: Da Karl angriber Norge 1716 erobrer den unge Wessel hans forsyningsflåde der var lagt ind i en smal fjord kaldet Dynekilen. Det er en berømt kamp. Stik imod forventningen sejler den unge nordmand  ind gennem det lange smalle fjordløb igennem en regn af kanonkugler, men først helt inde åbner han selv ild. Dér ligger svenskerne. Fra bådene flygter de ind, hvor de til gengæld skyder helt vildt på Tordenskjold og hans folk. Svenskernes opmærksomhed afledes imidlertid af nogle dansk-norske halløjsere der trækker bukserne ned og gør utérligheder, så der bliver skudt derhen, mens den tapre løjtnant Tønder dødsforagtende svømmer ind og fornagler havnens kanonbatteri som er er skudt i sænk. Det er farligt. Det kræves for at kunne borde de svenske skibe, og få dem  med sig, det er i det hele taget farlige timerfarligt, nogen af dem er endda sat til at sprænge i luften, før de blev forladt så det haster. Hele den vanskelige manøvre udføres gennem mange timer. Alle de skibe der ikke bliver sænket bliver slæbt med til København og jubelen er stor. Karl må give op uden at få Norge, (han prøver igen to år efter.) landet er reddet og og samme år får den unge sømand sit adelsnavn Tordenskjold af kongen.

Til denne situation passer sangen

Giv agt nu går han i land.

2 år efter forsøger Karl igen at erobre Norge og det blir som nævnt.hans død, her bliver han skudt, og dén budbringer der hurtigtsejlende kommer først ned gennem Kattegat og Øresund med nyheden til kongen er ingen anden end Tordenskjold, der nu får en virkelig storkommando. Alle i landet kender allerede hans navn og hans vovestykker og ovre ved Göteborg har de sænket fire skibe i indsejlingen og forhindret indsejling, da Tordenskjold har base lige overfor i Frederikshavn. Men den spærrede indsejling får Tordenskjold til at vove at angribe den uindtagelige fæstning ved Marstrand, som ligger udenfor spærringen. Marstrand ligger højt oppe – uindtagelig. højt oppe over byen nedenfor ligger den. Han forklæder sig som fiskesælger og udspionerer den stærke fæstning fra byen nedenfor og skibene der. Den nu 28-årige helt anvender en krigslist idet han etablerer en base for 400 af sine mand overfor byen hvorfra han beskyder den så hårdt at folk flygter og Tordenskjold indtager den, derefter sender han tyske breve op i borgen til de tyske lejesoldater og kræver af den svenske kommandant at han rømmer da Tordenskjold har en overmægtig styrke. En forhandler bliver sendt ned. Han snydes til at tro Tordenskjold har ret og styrken og kommandanten udvandrer, skønt han i virkeligheden kun har stået overfor en begrænset styrke. Nu sidder Tordenskjold i svenskernes stærkeste fæstning. Triumfen får den danske konge til at sejle helt derop for at fejre det. Svenskerne skyder året efter deres kommandant for hans svigt.

Imidlertid opgiver Sverige herefter krigen mod Danmark. Freden sluttes to år efter. I 100 år derefter fungerer Danmark og Norge fortsat som eet land, og nogen stor krig med Sverige kom det aldrig mere til. 100 år efter er Sverige imidlertid blevet lovet Norge af Europas stormagter, på grund af det spil der var blevet spillet under Napoleons krig mod englænderne. Den danske kronprins Christian Frederik anvendte noget af den Tordenskjoldske taktik og ånd da han forsøgte at forhindre at Norge blev underlagt Sverige efter Napoleonskrigen. Hvilket lykkedes tilfulde, beskrevet andetsteds i manuskriptet, kronprinsen blev ”Den Glemte Konge” siden Danmark og Norge blev skilt, men de blev skilt som venner, idet Danmark ikke efterlod Norge uden egen forfatning overfor en ny herre, men med egen forfatning i union med et andet land, ganske vist med dette lands overhovede som fælles konge.

Sådan er forløbet i Maria og Helten fra Norge -den historiske del.

Men hidtil ikke et ord om den nutidige del: Norske Kim der reddede sine kolleger på boreplatformen, men ikke selv nåede væk fra den pumpe han tog. Denne helt skulle fejres i stykket, og dertil er der et par sange. De lader et problem uløst, kærligheden. Vi ved ikke om det var på grund af alt dette historiehalløj at Maria brød med manden i årene efter ulykken.

Hvad med denne del, kærligheds-delen?

 I krig og kærlighed gælder alle kneb. Så der kræves også mod i kærlighed.

Om der også sker noget mellem Maria og hendes uheldige skuespillermand, det vil programhæftet ikke afsløre, for det er muligvis noget der kun kan antydes. Men sangene peger i den retning.

Endelig til spørgsmålet: Hvorfor valgtes altså Hirtshals til stykket om Helten fra Norge.?

I slutningen af sidste scene afslører skuespillerne et monument med teksten til en sang om Gnisten fra Tordenskjolds Brand, -og den handler netop om den historie der ligger bag den Tordenskjoldske helteånd som i eventyret om hans ejendommelige kampe går fra slægt til slægt. :

Det er en sang vi har skrevet og tillagt den historiske dag i Hirtshals (dengang Lilleheden) På stedet lige nedenfor det nybyggede fyr, den dag 1. juli 1867, da den undersøiske telegraf fra Danmark til Norge blev etableret. Da forbindelsen mellem vore to lande igen opstod, kan man sige. Dengang holdt ingeniøren som arbejdede sammen med den senere så mægtige Tietgen talen.  Han åbnede i hvertfald linjen officielt, så meget ved vi. (Jf. Bugge, ovenfor s. 9-10.  Telegrafen var datidens internet, det var en sensation. Dette var 60 år før Hirtshals blev bygget i 1919. Der var kun naturhavnen ”kåsen” nedenfor fyret. Hvor stykket altså foregår ved Vestmolevej (”Husmoderstranden” i daglig tale).

 

Maria og Knægten

Som gik forud for ”Maria og Helten fra Norge”.

Disse indledende sange handler om 

hvordan Maria og hendes mand mødte hinanden.

 Her kan man opleve hvordan han fik lokket hende til Jylland hvor hun blev borgmester efter at være blevet fyret fra sin børnehave

-og hvordan hun fik bønderne med på at sælge byggegrunde med københavner-rabat hvor et sådant mix ovenikøbet fik garanteret et simpelt job når de fik små. Og hvordan denne københavnertøs Maria, der blev borgmester, ikke var perfektionist og man kan  høre om den lille ny  familie de nu hvde skabt  incl. bedsteforældre – de beskrives i fødselsdags-sangen tilsidst, da drengen blev fejret 8 år gammel. Men her har Maria og hendes mand altså kun eet barn, ikke tre, Marias mand er ikke på boreplatform endnu, og først og fremmest er der ikke sket noget brud mellem dem selvom man godt kan fornemme at de er meget forskellige, og manden (og alle andre) godt kan se hvor speciel Maria er.

 

 

Odder von Clodder

med Tordenskjold

og de Modige Fugle

 

Vi er  ”lejrbålsmusikere”, der synger og spiller egne og andres sange ved forskellige lejligheder - gerne sammen med publikum.

Vi er et band, som spiller egne sange (krydret med lidt Lennon/Larsen/Linnet osv)  bundet op i skønne fortællinger med historiske perspektiver – såsom fortællingen om den norsk/danske søhelt Tordenskjold, fortællingen om Marias genvordigheder under coronaen, som førte til, at hun blev borgmester og fortællingen om indianeres værdier. Vi arbejder for at udbrede kendskabet til disse fortællinger; særligt kendskabet til Tordenskjold. Men også USA's helte, de amerikanske indianere, pilgrimme og vækkelsesprædikanter, præsidenterne George Washington, og Lincoln. Bandet blev stiftet i 2004.

Vores 1. cd i 2019 hed ”Det rene Pip) og vores 2. cd (Maria og Helten) 2017. 

 

 

Odder von Clodder

Musiker Otto Carlsen Aalborg  (Odder von Clodder) synger og spiller guitar, mundharpe, fløjter.

- har lige siden sin plaskende barndom båret vandhundens lidt tvetydige kælenavn, som hans far fandt på. Tildelt dette  adeligt-klingende navn blev han  bandets stifter (første CD: ”Det Rene Pip”) hvorom bandets Tordenskjold  har sagt: ”Han er historisk og sprogligt velbevandret. Har ofte næsen i bøgerne, hovedet i skyen og en ny sang på vej”

 

 

 

Tordenskjold. Hvide Ørn

Anders Erik Jessen  går sin egen vej med sin styrke i reggae og Dylan/Cash osv. og en stærk interesse for film.

 

( Det høres både på  på film-podcast'en med ”Filmsnak-sange før havregrøden”, på ”Øvning med første indianersang”, samt på ”Gæstebud-sange før nattestunden”

Tordenskjold, som Anders er blevet udnævnt til af von Clodder, er det andet tilkomne medlem af bandet. Han har æren af bandets flittige øven og fremgang. Han synger og spiller guitar. Hans hårpragt kan måle sig med søheltens, han kender til kampkunst og  affyrer kanoner og fanger vinde.

Han mestrer brasiliansk Kapuchera musik og kampdans og har  lavet en samling riffs fra tiden 2010-20. I nyere tid fortolker han også Dylan. Først og fremmest har han skabt bandets disciplin da han også satte sig i besiddelse af orkestrets bagkatalog med nogle af fuglesangene fra vores første CD  ”Det rene Pip”. Da han imidlertid  danser en del af rollen som Tordenskjold  var det fra starten  naturligt at det var Anders der måtte bære det stolte navn. Litteraturen om helten er enorm -men i mængden af bøger fandt han den vigtige bog af Per Eilstrup, det velskrevne nyere billed-værk ”Tordenskjold” -som yderst indsigtsfuldt supplerer de gamle indberetninger vi bygger på. Først og fremmest viser Eilstrup at helten ikke er en ganske almindelig mand, med tendens til flasken eller pral eller kvindebedårer. Da der på det allersidste sensationelt er fundet noder (se vores baggrundshæfte) (link) i Tordenskjolds logbog fra Løvendals Galej ser vi snarere at han også skrev musik. Netop i året hvor han gik i land efter krigen etablerede Hamburg-musikerne fra Gåsemarkedet (-dén med Keiser, Telemann, Händel) sig i gaden hvor han boede, Europas bedste, hyret af hoffet i København.  Tordenskjold var tosset med musik og sang glædeligt sine ordrer ud. På Tordenskjold-museet i hans fødehjem i Trondheim er der 2500 musik-instrumenter. 

 

Kapelmesteren.

På bas spiller bandets seneste medlem ”kapelmesteren”,   - egentlig guitarist, men han mestrer det meste.  Han kan både noder og andre unoder, og han er rigtigt glad for at spille både med og for folk, så hvis nogen vil synge eller spille med os, er han altid klar.

 

 

 

Perle

Vort nye medlem, Perle Moltved, med sin smukke sangstemme sang med på vores 80-års fødselsdagshyldest til Kim Larsen i Vor Frelser Kirke, hvor vi optrådte sammen med Folkekoret under ledelse af Niels Peter Trolle Thomassen

og Perle kan høres i optagelsen i dette link, i nummeret ”Der går langt imellem at det hænder..

 

 

 

 

 

 

 

 

g.

 

 

Bandet første CD med 24 numre fra 2005-19 kom i 2019.  Den hed "Det Rene Pip", fuglesange men allerede fokuseret på kærlighed og mod, selvom sangene var om fugle. Men musikalsk skulle ” Det Rene Pip” også forståes som dén udfordring  at ramme tonen helt. Når man fløjter er dette nemlig særlig vigtigt heroppe i det høje lyse klingre leje, hvor urenheder straks afslører sig.

 De mange fugle vi sang om var karakteriseret af mod og kærlighed, og var meget menneskelige af fugle at være. Det rene pip var det vi tilstræbte når vi fløjtede. Til sidst blev Odder von Clodder skarpt opfordret til at synge om kærlighed og ikke flere fugle. Dér kom Maria  ind i billedet, på kanten af Corona. Resten er sang.

 

--------------------------------------------------------

 

Vi spiller i Hirtshals, det  er porten til Norge med kæmpefærger i dag. Fra Hirtshals gik allerede kablet til den første undersøiske telegraf ud 1867,

starten på Tietgens imperium, starten på internettet. Her foregik også Tordenskjolds første store kamp, i farvandet skagerak mellem det nuværende Hirtshals fyr og Lindesnes fyr. Et brag af en kamp.   Læs mere på vor blog, bl.a. i ”Hyrdebrev til  De Modige Fugle”

 

Bandets aktuelle planer.

-i det ny år skal vi prøve at få  en mindesten op for Danmark-Norge 1867 kablet, Danmarks første UNDERSØISKE TELEGRAF, starten på Tietgens imperium-som minsandten dukkede op på Husmoderstranden i Hirtshals efter stormen Hans -hvor vi fandt 65 meter af det der nu var dukket over jorden – lige før det går ned i stranden.. Se fotos, vi står med det i hånden.

 

 

 

Kablet fortsætter ned i stranden og op til Arendal. I kender det allerede fra vores manuskript til Maria og Helten, og fra Telegraf-sangen. Kabelskibet ( -datidens største fartøj-) hed ”Chevy Chase”, som var fotograferet dertil.  Vi har siden  fundet H.C.Andersens  telegraf-kabel-eventyr frem. "Den store Søslange."

Eventyret blev læst op på årsdagen. Sangen om kablet som findes på vor ny CD blev 2025 indsunget på Mødestedet Hjørring Bibliotek, sammen med det dygtigekor fra  2. klasserne på Hirtshals Skole.  De råber hurra på deres omkvæd til sangen. Telegraf-forbindelsen var et lys i mørket dengang-  i det så tragisk  adskilte tvilling-rige Danmark-Norge, telegrafen var med digterens ord ”taletråd under vand”, et rent mirakel.

Vi tabte Norge i 1814 fordi vi stod fast overfor England på vor fri ret til at besejle havene,  vi var et mindre land, -men vi fik ret 50 år efter -med de internationale sørets-love. Det var en sejr for dansk lov for lovløshed på havet var trods alt værre for vores land end at tabe en enkelt  krig. For uden søret  var Danmark kaput. Det var kongens ræsonnement i 1814, men ikke alle i landet forstod ham. Vi mistede jo flåden til England. Folk tænkte ikke som en mand med en flåde, men det måtte monarken jo. Ikke tale om at han ville slippe vore norske landsmænd til svenskerne! Til gengæld for nogle rige tyske provinser man knap kunne stole på.

Vi skal lige huske hvorfor  vore venner englænderne egentlig var sejlet af med vores flåde efter at have ombarderet København. Slaget hvor  vore gæve københavnere havde givet dem så meget modstand ved ”Slaget på Reden” at hele verden måbede. Det var under Napoleonskrigen og kun Danmark var med Napoleon. Derefter var  vi bankerot. Men  af det  fattige land blev minsandten 1800-tallets guldalder-generation under Kristian d. 8  ( ”Den Glemte Konge”), med Ørsted, H.C. Andersen, Grundtvig,  Kierkegaard, Biskop Martensen og   grundloven, højskolerne, andels- og -arbejderbevægelserne samt Indre Mission. Den glemte konge havde været konge i Norge først. I hele tre måneder. En periode hvor de fik deres grundlov, lige inden de svenske sejrherrer over Napoleon overskred grænsen tiol det land de havde fået tildømt sig som pris. Men nu havde det egen grundlov… - en scene vi endnu ikke har fået gestaltet til stykkets epilog, (udfra bogen af samme navn ”Den glemte Konge”) skønt det er os magtpåliggende, og de første studier på Bygdøya i Oslo med kongehjemmet er foretaget. 

Både manuskript og baggrundshæfte kan læses på vor blog www.odderogtordenskjold.blogger.com

 

 

Bagside: Hvad du finder indeni

 En familiehemmelighed, en tabt opera og en sangbog, der fører historien over havet. Maria og Helten er et vidtforgrenet historisk syngespil, hvor familieliv, teater, musik, tro og verdenshistorie mødes omkring lejrbålets skær. I centrum står Maria og Lars: to mennesker, der elsker, skilles, bliver ældre og langsomt opdager, hvad mod, skyld, tilgivelse og fællesskab virkelig kræver.

Fortællingen bevæger sig fra Jylland og Norge til Hamborg og USA. Den følger Kims heltedød på en boreplatform i Nordsøen, Marias mands mangeårige hemmelighed og øjeblikket, hvor barnebarnet Linda Big Dane forvandler en privat skyld til et offentligt ansvar. Undervejs bliver Tordenskjold til Hvide Ørn blandt cherokeserne, et bryllup samler en splittet familie, og sangene åbner veje til George Washington, Abraham Lincoln, danske udvandrere, telegrafens pionerer og den tabte Adam og Eva-opera, som blev opført første gang i Hamborg i 1678. Typisk, gør Marias mand den til teater for børnebørnene.

Legende, lærd, uregerlig og dybt menneskelig spørger manuskriptet, hvad en helt egentlig er. Findes heltemodet i kamp, politisk lederskab, teknisk opfindsomhed, omsorg for familien eller i endelig at fortælle sandheden? Fra Edens Have til kunstig intelligens og håbet om atomnedrustning er dette en fortælling om mennesker, der forsøger at reparere det, som historie, frygt og tavshed har brudt – og om sangene, der hjælper dem med det.

 A family secret, a lost opera, and a songbook that carries history across oceans. Maria and the Hero is an expansive historical singspiel in which domestic life, theatre, music, faith, and world history meet around the glow of a campfire. At its heart are Maria and Lars: two people who love, separate, grow older, and gradually learn what courage, guilt, forgiveness, and companionship truly demand.

The story travels from Jutland and Norway to Hamburg and the United States. It follows the heroic death of Kim on a North Sea oil platform, Lars’ long-hidden burden, and the moment their granddaughter Linda Big Dane turns a private secret into a public act of responsibility. Along the way, Tordenskjold becomes White Eagle among the Cherokee, a wedding reunites a divided family, and songs open paths into the lives of George Washington, Abraham Lincoln, Danish emigrants, telegraph pioneers, and the lost Adam and Eve opera first staged in Hamburg in 1678. Typically, Maria’s husband reshapes it as a theatre for their grandchildrn.

Playful, learned, unruly, and deeply humane, the manuscript asks what a hero really is. Is heroism found in battle, in political leadership, in technical invention, in caring for a family, or in finally telling the truth? From Eden to artificial intelligence and the hope of nuclear disarmament, this is a story about people trying to repair what history, fear, and silence have broken—and about the songs that help them do it.

 

Kontakt. Otto Carlsen 24488819, ottocarlsen@hotmail.com,

www.odderogtordenskjold.blogspot.com